ANDET KVARTAL 2003: 30.april

 

 

1:10

<  >

ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

af Clement Behrendt Kjersgaard, RÆSONS chefredaktør

1. 

Plejehjemmet og friheds-øen

2.

Viljen til demokrati

3.

Hyldesten til Castro

4.

Overvurderede demokrater, oversete republikanere

5.

Den tåbelige tro på ’den gode tid’

6.

Danmark som: New Hampshire

7.

Staunings løfter

8.

Kina – den sidste rest

9.

Hvad nu hvis Amerika har ret?

10.

Tvangsdemokratisering á la Vesttyskland

Plejehjemmet  og friheds-øen

CBK: De helt store ord har været fremme i den seneste tid: ’det her er en krise i det transatlantiske forhold, som man ikke har kendt i 50 år’. Andre siger, ’det er der slet ikke tale om – at det kun er en lille bitte smule uenighed, om vi går ind mod Saddam Hussein nu eller om tre måneder, det er kun en detalje og en bagatel.’ Hvad synes du?

SP: Jeg tror det er en meget alvorlig situation, som gradvist vil forværres. Der er to årsager til det: den ene er lidt fjernere end den sådan nuværende krigssituation, men ikke mindre vigtig. Den ene situation handler om magt, den anden situation handler om økonomi, hvis man i det hele taget kan adskille de to begreber. Men det det handler om det er en analyse, som jo også er kommet frem for ganske nylig i en bog om Amerika og Europa – hvis USA var en planet så var det Mars og Europa Venus, eller noget i den stil. Og det er en gammel analyse som også Politiken beskrev for år tilbage: nemlig dette at i Europa der er magt ikke – og slet ikke væbnet magt – en daglig tilstedeværelse i vores samfund, hvorimod det amerikanske samfund emmer af det. Man er ikke bange for at sætte magt bag ordene – også selvom det sker i Theodor Roosevelts form, hvor man siger: ”Tread lightly but carry a big stick” [Træd varsomt men tag en stor kølle], så har det altid været en stor del af det amerikanske samfunds ageren og holdning til tilværelsen at ord – for nu at bruge Che Guevera: ord uden handling er ingenting.

Den anden side af sagen er den økonomiske, som jo også har været oppe at vende på Lissabon-topmødet: nemlig at Amerika bliver stadig rigere, og Europa bliver relativt fattigere. Det kan illustreres på den måde, at hvis du fx kigger på Sverige hvad jeg også har beskrevet i min bog ja, så er den almindelige svensker nu økonomisk set på linje med den almindelige sorte amerikaner, der jo ellers altid udstilles som værende den fattigste af alle i hele verden, når vi ser på de danske medier. Rent faktisk er det sådan at hvis Sverige var en amerikansk forbundsstat ville den være den fattigste forbundsstat af alle.

Der er simpelthen tilført det amerikanske samfund en sådan økonomisk dynamik, efter det jeg sådan lidt polemisk kalder frihedens genindtog i begyndelsen af 80erne, at Amerika har godt og vel en vækst som hvert eneste år ligger mellem 50 og 100% over den europæiske. Og det betyder at om 30 år, når en amerikansk turist aflægger besøg i Vesteuropa så vil det svare nogenlunde til når jeg i min ungdomstid besøgte Østeuropa og fik vekslet sort – så vil deres økonomiske styrke til den tid være så enorm ift. europæerne. Samtidig med at Europa i meget høj grad, på grund af vores alderssammensætning, vil være et plejehjem.

Og jeg tror de to ting stillet overfor hinanden: spørgsmålet om et amerikansk samfund, som vedkender sig en vilje til at ville kæmpe for frihed og demokrati, og til at udbrede sine værdier, sammenholdt med den enorme vækst der sker hvert år i det amerikanske samfund og som vil gøre dem rigere – de to ting kombineret, tror jeg, desværre, vil medføre en større og større kløft imellem de to kontinenter.

CBK: Men den analyse du lægger frem vil nogle sige ikke har så meget at gøre med den udenrigspolitiske, aktuelle situation. Man vil sige de der spørgsmål har at gøre med arbejdsmarkedet, at vi i Europa har en model, vi holder lidt mere af, den er lidt mere afslappet osv. - men den situation vi har i øjeblikket er et spørgsmål om: hvordan agerer vi ift. folkeretten, og at der ikke er den der kobling til det store niveau.

SP: Ja, men det mener jeg er at se problemet isoleret. Fordi USA agerer jo ikke i et vakuum. Amerika agerer jo fordi det har en bestemt indstilling til tingene – det handler jo ikke bare ud i den blå luft, og det vil sige at Amerikas udenrigspolitiske ageren jo udspringer dels af denne vilje – som George Bush ganske vist prøver at lægge skjul på, men så kom 11.september og så fløj det ellers ud igen: at man ville ikke finde sig i noget, om jeg så må sige, helt banalt. At man syntes det var for usikkert at have disse diktatorer placeret rundt omkring, som kunne udgøre en fremtidstrussel for det amerikanske samfund – og for hele den vestlige verdens sådan grundlæggende tankesæt. Min påstand er i virkeligheden bare den, at hele revolutionen fra80erne har haft konsekvenser – både på det indenrigs- og på det udenrigspolitiske område. Og det er det, vi i dag står i Europa og kigger på med stor forundring. Og som i hvert fald ’68-generationen på ingen måder hverken kan acceptere eller forstå.

                                                                                          NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FOTOS: Kit Gärtner, Bygge- og Teknikforvaltningens Hjemmeside (Københavns Kommune), U.S. Department of Defense