Hvad nu hvis Amerika har ret?

Hyldesten til Castro [eller: ”Med Fidel i Kastrup delte de en kande kakao”]

CBK: Men det er jo ikke nogen entydig forskel i synet på magt og magtpolitik mellem USA og Europa, fordi det, som du giver udtryk for er, at amerikanerne er mere villige til at gå ud og bruge den militære magt, men der jo nogle, der vil sige at det, der karakteriserer i hvert fald den fransk-tyske udenrigspolitik [en vis grad den danske i øjeblikket] er en opfattelse af, at selvstændige stater – hvad enten det er Irak eller Kina eller hvem det nu kan være, har en vis råderet. Man kan ikke gå ind og blande sig - man accepterer så at sige magtpolitikken hjemme hos staterne som en fact of life.

SP: Og det er det, der er ved at forandre sig. Allerede under den Kolde Krig så man jo, at et af Amerika’s stærkeste kort i den offentlige verdensopinion – og i hvert fald i særdeleshed i Østeuropa, når man studerer arkivalierne efterfølgende, det var jo deres konstante ståen fast på menneskerettigheder – de basale: ytringsfrihed, respekt for ejendom, standsning af forfølgelse af anderledes tænkende. Og det er jo også derfor man ikke i Amerika i dag fx på samme måde som vi så ved FNs sociale topmøde i København, der så man Fidel Castro blive inviteret og en stor kreds af danskere stå og hylde ham og klappe ham taktfast ud af lokalet – sammen med en række FN-staters repræsentanter. Det er jo heller ikke tilfældigt at det er i Frankrig Robert Mugabe bliver modtaget ved Elysée-palæet i pomp og pragt – hvorimod i det traditionelle angelsaksiske udenrigsfelt protesterede meget indædt imod det. Jeg tror i høj grad på, at den tid, hvor regimer blot kunne gøre som det passede dem er slut – og det burde vi i virkeligheden være glade for i Danmark.

Men jeg tror desværre det ender i det sædvanlige med, at ’vi vil kæmpe til døden - til sidste amerikaner’. Jeg tror i højere grad det europæiske kontinent vil søge mod den tysk-franske akse. Der er én spændende joker i det, og det er selvfølgelig de østeuropæiske lande, som jo i høj grad støtter den amerikanske aktion – og det synes jeg er spændende i sig selv. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvor bredt folkeligt funderet det er i landene, men den politiske fundering er der i hvert fald klart.

CBK: Men nogle vil sige – en ting er Castro, noget andet er de diktatorer USA havde med at gøre under den Kolde Krig. Du trak distinktionen før mellem hvad USA gør nu og gjorde i 70erne og 80erne. Vil det sige at du mener at USA’s engagement med de latinamerikanske diktatorer, Marcos i Filippinerne -

SP: Som de jo selv væltede.

CBK: Og Pinochet, som de jo også selv trak støtten fra da de blev trætte af ham. Men du mener det var et nødvendigt onde i den Kolde Krig?

SP: Det ville jo være meget nemmere for mig at sige at jeg var mere idealistisk end Amerika under den Kolde Krig, men jeg tror bare man skal huske den angst, som sad i alle – og som i hvert fald helt klart sad i mig. Nutidens generation af unge og det kan jeg tillade mig at sige fordi jeg er blevet kaldt halvgammel i visse medier, så jeg må godt sige sådan nu! Altså dem, som er 10 år yngre end mig: de aner jo ikke hvordan det var hver onsdag middag, når sirenen hylede. De aner ikke hvordan det var at blive undervist i folkeskolen i hvordan man skulle kravle ned under bordet hvis der skete noget. Eller hvordan det var at stå i aulaen og få kvalme af at se Londons udslettelse til sidste mand, ved det store atombombebrag.

Jeg ville da meget gerne kaste mig ud i en behjertet kritik, men jeg vil grundlæggende sige at jeg er enig i David Trads’ synspunkt Informatíon om, at de krige Amerika grundlæggende har kæmpet har været for – og nu bliver vi metafysiske - har været for det gode. Og jeg ved godt det banaliserer mit syn på udenrigspolitik, og jeg ved godt at sådan må man ikke mene – og jeg ved også godt, som du jo sagde lige før, at det står i modsætning til den traditionelle europæiske forståelse af udenrigspolitik at det har jo ikke noget med anstændighed og moral at gøre hvordan man fører udenrigspolitik – det handler kun om interesser.

Jeg vil grundlæggende sige at støtten til diktatorer havde et formål – nemlig at bekæmpe et værre onde, efter min opfattelse, nemlig kommunismens fremmarch. Det gav USA nogle moralske problemer, fordi man jo med en vis føje kunne angribe dem for at de jo bare i virkeligheden var ligesom sovjetrusserne – altså de beskyttede jo ikke de der befolkninger. Men alt i alt så var det jo godt at de gjorde det – fordi vi vandt den kolde krig. Men nu er det også slut – og der er det jeg synes Europa sakker agterud, fordi Europa ikke sådan ligesom siger: ”Jamen, det er også rigtigt. Nu fik vi vores frihed – vi lever i tryghed nu, nu kan vi ikke længere bare lade hensigten hellige midlet, fordi nu er tingen så fundamentalt anderledes – og vi lever ikke under den totale-udslettelsestrussel som vi gjorde dengang.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

ark og ulands