I tolv år før Tiananmen-katastrofen var alt i Kina idel lykke, i tolv år efter var alting ondt og forkert. Sådan kan man resumere de danske opfattelser af verdens største overgangs-samfund. De var et resultat af ”framing”, af den ramme medierne indsatte deres rapportering i. Førstehånds-erfaring har kun få, og derfor formes mange grundholdninger af denne forsødede eller forsurede reportage.
I virkeligheden er Kina et ”normalt” land, langt både fra den positive og negative ærketype som kan trives i de vestlige medier. Men også et land, der i eksprestogsfart er på vej gennem de forandringer, vi andre brugte århundreder på. Det mest overraskende ved udviklingen siden 1989 er, at alle forudsigelser om en afsporing har vist sig forkerte: stabiliteten er blevet opretholdt og kompleksiteten tiltaget. Såvel i USA som Europa må dem, der søger at gøre Kina til morgendagens ”Onde Imperium” forholde sig til hvor kompleks virkeligheden er – og forbliver: Kina har underskrevet flere menneskerettighedsaftaler end USA. Kina vil i 2020 have omkring 400 millioner medlemmer i sin arbejdende middelklasse – en del flere end Europa – som er mest interesserede i IKEA-møbler og barnets privatskole. Og på trods af partiets kurs overfor enhver organisation, der måtte udfordre dets dominans er det totalitære greb om den enkeltes tilværelse fortid.
Hu Jintao, den 59-årige ingeniør som for nyligt - i Kinas første ”normale” magtskifte nogensinde - overtog Jiang Zemins partilederpost, vil også om en uges tid blive valgt til Kinas præsident af den igangværende Nationale Folkekongres – det der kan blive et kinesisk parlament. Han står i spidsen for et politburo hvor 2/3 er nye, og en Centralkomite hvor halvdelen blev skiftet ud, så gennemsnitsalderen er 55 år.
Hvilke udfordringer står landets nye ledelse overfor? Og hvad er det for et Kina, Europa – bedre sent end aldrig – skal lære at kende? I det følgende fortælles verdens meganations nyeste historie i det samme tempo som udviklingen går – og med danske og kinesiske øjne: