FØRSTE KVARTAL 2003: 7.marts

7:10 <  >

Kina fra 1989 til nu

 

 

 

6. Falung Gong 1999: Tabernes oprør

 

Da Falun Gong bevægelsen i april 1999 lod 11.000 tilhængere omringe parti-hovedkvarteret i Beijing, kom den for alvor i nyhederne. Der forblev den i flere år. I Danmark blev dækningen fokuseret på en snes sympatiske menige danske tilhængere, som blev vores nøgle til forståelse af dette fænomen. De fortalte, at de blot ville gøre deres enkle åndedrætsøvelser - der var ikke nogen organisation, og den var slet ikke politisk. Derfor virkede det helt uforståeligt, at Kinas regering efter i syv år at have ignoreret FLG startede en kampagne mod religionen, en kampagne som medførte menneskerettighedskrænkelser.

Så man nærmere på bevægelsen, og læste dens skrifter, var den imidlertid  særdeles velorganiseret med en celle-opbygning, der mindede om kommunistpartiets undergrundsorganisering i 1920erne. Men i dag giver Internettet –med 50 millioner brugere i Kina - en mere solid kommunikation, og der var store pengestrømme i den pyramideopbyggede struktur. Det var en velfinansieret, uafhængig politisk organisation, hvis øverste leder boede i luksus i New York. Politisk fordi den stillede politiske krav og bakkede dem op med aktioner. De menige medlemmer andetsteds end Kina sendes stadig i felten af top-ledelsen, med løfte om personlig frelse og billet til de ophøjede niveauer, hvor man overlever verdens kommende tilintetgørelse.

Bevægelsen er døet ud i Kina og Hu Jintao overtager ikke direkte dette problem, men han står overfor at skulle konfrontere nogle af kilderne til bevægelsens kortvarige succes. Den tiltrak taberne og dem, der var blevet marginaliseret af reform-processen, den åbne dørs politik og globaliseringen. De afskedigede arbejdere i statsvirksomhedernes rustbælte (der er fyret 30 mio blot siden 1998), de mange pensionister (og ikke kun dem) som er tilovers og mærker markedets maltraktering af sundhedssystemet (og af kultur og uddannelse) og som ikke stiller sig tilfredse med materialismen og de videnskabeligt-rationelle holdningers dominans. Militæret har beskåret officerskorpset (og mandtallet) kraftigt under Deng Xiaoping. Folk derfra syntes også tiltrukket af det faste hierarki, de simple budskaber og den ubetingede lydighed - guruen var ligefrem  selv engang en underordnet militærmand.

Spændingerne mellem økonomisk effektivitet og social retfærdighed er afgjort ikke løst i Kina, og hvad angår menneskerettigheder er der nok at tage fat på. Det viser Amnesty-rapporter løbende. På en måde minder Kinas holdning om den nuværende amerikanske: på grund af den exceptionelle situation man er i – for Kina risikoen ved at tabe styringen under overgangssituationen og ustabilitetstruslen under voldsom omstrukturering – kan man omgås retssikkerheden letfærdigt. Fokus er ganske vist væk fra den enkeltes liv og det totalitære er fortid, - hvemsomhelst kan rakke ned på staten og dens dispositioner, - men tilbage er, at partiet fortsat slår ned på enhver tendens til uafhængige, landsdækkende organisationer med et politisk aspekt. Andre hænder skal ikke gribe efter rattet. Partiet legitimiteres i dag ved dét, alle siden 1870 har talt for: et stærkt, forenet og ordnet Kina, med international værdighed og status. Samtidig ser vi, at de politiske reformer udvikler sig, flere valg, magtdeling, mere transparens  med den sydlige Guangzhou-provins og Shenzhen i en pionerrolle, ligesom ved de økonomiske reformer. Men det er en anden og længere historie.

Fra europæisk side bør man anerkende de fremskridt der er sket, og se tendensen som blandt andet afspejles i, at Kina har underskrevet flere internationale aftaler på menneskerettighedsområdet end USA. Vi bør fortsætte med at støtte udviklingen på området, dér hvor vi kan noget som Kina gerne vil lære af. Det sker også - megafondiplomatiet er taget af, og der er meget mindre hykleri, og langt mere praktisk samarbejdsvilje fra europæisk side. Derfor bliver vi taget alvorligt.

                                                                                 NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL ARTIKLENS FORSIDE