|
|
|
5. 1998 - USA som den "strategiske partner"
|
Der er ikke én, men mange små og store begivenheder i 1990ernes sino-amerikanske forhold. De får særlig stor betydning for dansk Kina-forståelse, dels via CNN-effekten og det forhold at danske medier selv kun har én fast korrespondent i Beijing, dels via danske regeringers tendens til at lade sig ”inspirere” af amerikansk udenrigspolitik. Vi deltager i de mange rutscheture, som dybest set udspringer af kampe, der udkæmpes indenfor Washington's Beltway. Kinapolitikken var fra 1989 frem en slags kastebold i indenrigspolitikken mellem præsident, Kongres, udenrigsministeriet (State Department), Pentagon, lobbyerne, ja endog mellem forskellige dele af det Hvide Hus. Forholdet svingede fra ”kanten af afgrunden” til ”strategisk partnerskab” med få års mellemrum.
Aktørerne benyttede med stor behændighed ”de tre T’er”: Trade, Taiwan, Tibet (og mange kaniner blev halet op af hatten). Hvert år efter 1989 (minus ét, 1997 hvor Clinton lagde Kinapolitikken om) fastslog State Department troligt at menneskerettighedssituationen var værre end sidste år, og dog er den hverken værre eller bedre end i så mange andre u-lande. Hvert år sørgede Kongressen for at ydmyge præsidenten, når han skulle opnå normale handelsforbindelser med Kina, den såkaldte mest-begunstigelsesklausul, MFN, som – navnet til trods – er en behandling som USA tildeler alle lande i verden med blot en lille håndfuld undtagelser. Ind imellem var der begivenheder som Beograd-ambassadens bombning, den uberettigede opbringning af fragtskibet Yinhe, det amerikansk pres der blokerede OL 2000 i Beijing, den helt luftige Cox-rapport med uunderbyggede påstande om kernevåben-spionage, spionflyet på Hainan i april 2001 , og den farceagtige indbygning af omfattende aflytningssystemer i Jiang Zemin’s amerikansk-leverede fly, etc. etc.
Under disse krusninger lå måske to reelle chok for USA. For det første et politisk chok i ’89: man havde i firserne lullet sig ind forestillingen om at Kina var ved at formes i USA’s billede. Missionsarbejdet var altså slået fejl. For det andet en kun gradvis erkendt men stor økonomisk forskrækkelse: Kinas vækst blev bare ved og ved. Ved ekstrapolering af den årlige 8%-vækst kunne man nu se, hvornår Kina ville blive verdens største økonomi. Hegemoniet var truet. Mens den allierede i Østasien, Japan, nu på tolvte år er i udsigtsløs stagnation eller recession . Der var derfor stærkt behov for at tage hovedet op af ørkensandet og indenrigspolitikken og udforme en Kina-politik, der tog udgangspunkt i den måske vigtigste globale langsigtede tendens i vor tid: Kina’s tilbagevenden som stormagt. To muligheder verserer: militær konfrontation/ inddæmning (’Kina-truslen’) eller at udnytte Beijings interesse for multilateralisme: tage dem med ved andre stormagtshøjborde end Sikkerhedsrådet og dermed give dem medindflydelse/medindbinding.
Kinas USA-politik har til gengæld været præget af næsten orientalsk tålmodighed og den lave udenrigspolitiske profil, som er en del af arven fra Deng Xiaoping. Tålmodigheden er ikke mærkelig, al den stund USA nu er et vigtigt middel til den prioriterede økonomiske udvikling. Sidste år gav samhandlen $ 43 milliarder i overskud til Kina, og amerikansk teknologi, uddannelse og investering er nøglefaktorer.
Hu Jintao-administrationen overtager landet i en situation, der – med udgangspunkt i 11.september – er blevet ganske ny. Med bin Ladens hjælp indså Bush at Kina - i hvert fald foreløbigt - var en del af løsningen snarere end af problemet. Men der gik et meget langt år, og en ny Koreakrise, før Washington var parat til den proto-alliance som tegner sig efter Bush-Jiang topmødet på Crawford-ranchen sidste November. Det er den forbrødring Hu skal administrere, på emner der inkluderer Nord-Korea’s kernevåben, Iraks afvæbning, Taiwan’s oprustning, Japans sabelraslen, missilskjolde af forskellig størrelse (globale og lokale), handelsbalance-overskuddet, osv. Geostrategisk kunne det godt udmøntes i et samarbejde, hvor Kina, som allerede er en stormagt i regionen, bliver kontinental-Asiens hegemon, mens USA fortsætter som det maritime Øst-Sydøstasiens hegemon. Det forudsætter at begge parter giver den anden fuld adgang til ”sit” område. Men den magtdeling er sårbar overfor interventioner fra den del af USA’s elite som siger ”ingen, ingen vil jeg dele med” og skriver på bøger om ’den kommende krig med Kina.’ En elite vi kender, for i øjeblikket er disse høge i særlig grad optaget af at gøre Irak til amerikansk indflydelsessfære.
En fornuftig dansk politik vil være at søge selvstændige analyser af Kina i et europæisk regi. Amerikansk presse vendte på en femøre, efter Crawford. Der er ingen grund til at vi kører med på en slingrende amerikansk vogn, vi er ikke en supermagt. Tværtimod kan Danmarks og Europas større appel i det kinesiske samfund – hvor USA har tabt slaget om ’hearts and minds’ – give os mulighed for at give Kina den tætte tilknytning, som det dybest set ønsker til det internationale samfund. Giv dem en NATO-associering, hvis de vil. Prøven for dansk politiks integritet kommer, hvis USA's linie ender med at blive tegnet af den fløj, som vil gøre Kina til en funktionel erstatning for det savnede Sovjetunionen. Massiv uvidenhed om verdenen gør det let at ”lede” den amerikanske opinion, men massivt øget viden og egen nyhedsdækning af Østasien ville omvendt bringe Danmark op på et fransk, engelsk eller tysk analytisk niveau, hvor vi ikke bevidstløst fulgte med vinderen i Washington. Vi må væk fra ’et-bogs princippet’: ”Vilde Svaner” prægede 1990erne, ligesom Pearl Bucks ”Den gode Jord” 1930erne. De var lige utilstrækkelige kilder til viden om Kina.
