|
|
|
4. Taiwan 1995-96 / Hong Kong 1997: "Greater China" i støbeskeen
|
Som et af de første lande i Vesten anerkendte Danmark i 1950 Den kinesiske folkerepublik og dermed dens krav om genforening med Taiwan. Det var også de allieredes beslutning, at denne provins efter 50 års japansk besættelse skulle tilbageleveres. Koreakrigen og den 7.amerikanske flåde, kom dog i vejen, og den tabende part i Kinas borgerkrig kunne i millionvis slå sig ned på øen og oprette et militariseret diktatur. En langsom demokratisering i 1990erne gav dog sympati for Taiwan og gjorde livet lidt lettere for de få danske politikere, der søgte at fremme en to-Kina politik.
Den vigtigste begivenhed i årtiet, set fra Danmark, var nu de to runder ”missil-afprøvning” som Kina foretog i retning af Taiwan 1995-96. Missilerne var uarmerede, men skulle minde taiwaneserne om, at præsident Lees ideer om en eventuel løsrivelse kunne føre til blokade af Taiwans to havne, og dermed et hurtigt sammenbrud for landets eksportorienterede økonomi. Det er paradoksalt, at dette militære intermezzo - som var undtagelsen i en ellers diplomatisk baseret strategi fra 1979 til i dag - af mange opfattes som hovedlinjen i Kinas politik. Det kan skyldes en aktivt fremmet amerikansk interesse i at bevare en af landets tre største våbenkunder. Det kan også skyldes manglende appetit i USA og Japan på at se et diplomatisk genforenet ”Greater China”, der snildt bliver Østasiens dominerende magt.
Under Hu Jintao’s ledelse er den politiske genforening nu for første gang prioriteret under Kinas egen økonomiske udvikling. Historiens løb, snarere end militær styrke, skal bringe genforening. Der er fire faktorer bag. Vigtigst er den massive markedsdrevne overflytning af taiwanesiske investeringer til fastlandet: kumulativt $80-100 mia i 50.000 virksomheder, og alene i Shanghaiområdet arbejder op til en halv million taiwanesere. Teorien er, at økonomisk integration vil give politisk integration. Dernæst er der nu udsigt til, at en ny og mere genforeningsvenlig ledelse vil erstatte præsident Chen Shui-bian i 2004. Det falder sammen med en stærk forbedring af Beijings forbindelser til Amerika, som mindsker bekymringen for at Taiwan igen skal blive en amerikansk base. Endelig indser Kina, at det ved at arbejde med egen økonomi og demokratisering fremmer muligheden for konvergens med Taiwan. Der er chancer for en ny forhandlingsrunde på top-plan i Singapore den 7.April, ti år efter de første samtaler mellem de to semi-officielle forhandlere Koo Chen-fu og Wang Daohan i 1993.
Den bedste danske eller europæiske politik i denne situation er at fastholde et-Kina politikken, så man støtter den nye ”afspænding” omkring spørgsmålet, og undgår at give falsk håb til det lille mindretal af separatister. Hong Kong’s eksempel viser at det - modsat forventningen - kan lade sig gøre, selv for en lille enhed, at bevare politik, økonomi og kultur. Hong Kongs problem efter juli 1997 er ikke primært Beijing, men det faktum at Shanghai, Singapore, og i sidste ende Shenzhen og Guangzhou (Kanton) er i færd med at overtage den finansielle, ledelsesmæssige og infrastrukturelle rolle byen levede på. Den gode havn vil dog fortsat være et aktiv. Ligesom Taiwan fortsat ville have fordel af sin teknologi og sine globale netværk.
