|
|
|
1. Tiananmen 1989: Revolutionen der aldrig var
|
Skyderiet mod civile foregik ikke på Den himmelske freds Plads, men langs de store indfaldsveje, ad hvilke militæret trængte igennem. Der var sporadiske gadekampe, og en del tanks udbrændte efter Molotov-cocktails.
Det danske billede var af en enig befolknings demokratiske krav mod en lille ledelse, det gode mod det onde, ja sågar ung versus gammel. Manden overfor kampvognen blev det uendeligt gentagne billede. Den demokratiske dissident blev et fokus for vestlige forhåbninger i halvfemserne.
Men det var ikke demokrati-forestillinger, der var på spil i bybefolkningen. Der var noget ’Istedgade overgiver sig aldrig’ over det, men især var Beijing-borgernes støtte til studenterne - kunne jeg ved selvsyn konstatere - mobiliseret af en kulminerende utilfredshed med korruption og inflation. Bevægede man sig ud på landet skældte folk ud over forkælede byboere og ballademagere. Et år senere var der også i byerne en udbredt accept af ét-partiets ledelse. Man omfattede det ikke med nogen varme, men det leverede en historisk uset økonomisk vækst. En vækst der ville gengive Kina dets indflydelse og anseelse i verden. Og studenterne selv er i dag blevet en del af den økonomiske og politiske elite.
”Hu Jintao-regeringen” som netop har taget over, efter 13 år med Jiang Zemin som leder, må fortsat levere 7-8% årlig vækst, hvis cyklen ikke skal vælte. Når en befolkning har oplevet en syvdobling af BNP per capita på tyve år, er forventningerne høje. Privatforbruget er fordoblet blot siden ’95. Fortsat vækst er formentlig ikke længere nok - for vel er inflationen væk, men det er den anden store anklage, korruptionen, ikke. Den kan tackles ved politisk reform, der giver den nye store middelklasse indflydelseskanaler. Vækstafledte problemer – miljø, materialisme, indkomstulighed - kan også adresseres ad den vej.
For Danmark gælder det om at komme væk fra det næsten maoistisk forenklede billede af en simpel duel mellem det gode, vestligt orienterede, frihedselskende folk og den onde, korrupte, fremmedfjendtlige partiledelse. Virkeligheden er langt mere kompliceret, og det afspejles blandt andet i en intellektuel debat, hvis lige vi ikke har herhjemme (se fx. Joseph Fewsmith: China since Tiananmen. The politics of transition, Cambridge U.P. 2001). Det forældede, forgrovede Kina-billede koster i øvrigt også Danmark penge. Man skal ikke sove længe i timen, når et land ændrer sig så hurtigt.
