|
|
|
2. Reformbølgen i 1992. Kina blev stående, Sovjet faldt
|
Mens Danmark havde blikket stift rettet bagud, lykkedes det Deng Xiaoping at mobilisere tilstrækkelig politisk støtte til at flytte de økonomiske reformer til et nyt niveau. Tiananmen-oplevelsen havde givet reform-tøverne nyt manøvrerum. Derfor rejste den gamle politiker rundt og mobiliserede økonomiens mest dynamiske lokaliteter, og i foråret 1992 næsten kuppede han en ny reform-bølge igennem. Samtidig håndplukkede han Zhu Rongji, den Shanghai-leder og tidligere økonomiprofessor, som fik nedkæmpet den upopulære inflation, og som nu i marts går af som en stadig ret folkekær premierminister.
Hvad siger det om Kina, at reform-dykket blev så kortvarigt? Jeg tror den sovjetiske udvikling var observeret nøje: brezhnevsk immobilisme var et skræmmebillede; det samme var Gorbachevs forsøg på at reformere politik og økonomi samtidig - og hovedkulds. Mellem disse skær styrede en meget pragmatisk ledelse, som fremfor alt var optaget af økonomi, og for hvilken (næsten) intet var ideologisk helligt. De nye reformer afmonterede det meste af statsindustrien og gjorde resten mindre uprofitabel. Markedet trængte ind overalt, der skulle kun styres med makro-økonomiske redskaber. Det var med til at sikre at den Asienkrise, som her i landet blev opfattet som ”the end of Asia”, ikke fik så store virkninger.
Hu-administrationens problem er nu, at fortsatte reformer er svære. Der er mange tabere, og global recession gør det ikke nemmere. Kina har selv påtaget sig de strukturelle justeringer som Japan vægrer sig mod, og det gør rigtig ondt. Markedsøkonomiens fremtrængen skaber forventelig polarisering mellem rig og fattig, elendighed i de sektorer der skal afvikles og ulighed mellem regioner. Reform-fortsættelse står overfor hensynet til samfundets fortsatte stabilitet. Det drejer sig nu især om finanssektoren, om statens indtægtsgrundlag, og om ejendomsrettens sikring. Ruslands morads tilsiger en gradvis og forsigtig linie: inkrementalisme og omhyggelig styring. Fattigdomsproblematikken har Hu allerede rejst på møder og konferencer og ved som det første at rejse til dårligt stillede områder .
Danmark og især EU har allerede stor betydning, via investeringer og Kinas tredjestørste samhandel på $87 mia. Japan lå på $102 mia, USA på $98 mia i 2002. EU-Kina samarbejdet er vigtigt at udbygge, og samfunds-organiseringsmæssigt synes det også lettere for Kina at drage nytte af de mere velfærdsstatsprægede europæiske mønstre end af USA’s. Det skal vi naturligvis støtte.
