|
|
|
8. Beijing i Blair's billede
|
Forbes Magazine har netop bragt listen over de øverste 50 milliardærer i Kina. Nu får disse og andre kapitalister og samfundsforbilleder mulighed for at blive – næppe særlig menige - kommunistparti-medlemmer, (jf. beslutninger på den netop afholdte 16.partikongres). Hvis de melder sig ind, er det også nærmest i et ”nationalt moderniseringsparti”, med en catch-all strategi og inspiration fra Schröder og Blair. Partiet vil videreudvikle det stabile et-parti system som har præget Kina de sidste 25 år. Den nye store professions-middelklasse på nu måske 200 mio. skal danne grundlaget. Det er dem der tager realkredit-lån i ejerboligen til de sædvanlige middelklasse-ting: bil, barn i privatskole, kreditkortshopping, on-line investeringer, turistrejser. Det er også dem der køber IKEA-møbler og danske varer i supermarkedet. I 2020 forventes der at være 400 millioner af dem, en del flere end EU kan præstere.
Hu-administrationen står overfor to problemer i den globale økonomi. Når den fulde WTO-storm blæser ind over Kina, bliver der mange tabere på kort sigt, og nogle vindere på længere sigt. I en situation hvor landbruget og de arbejdsløse allerede er pressede, er der 200 mio. utilfredse. Det skal imødegås med beskæftigelse og social sikkerhed, men statssektoren er efterhånden lille og statens indtægter små. Så små at det også bekymrede Verdensbanken, og der arbejdes nu på et bedre skattesystem. Det andet problem er den globale konkurrencesituation. Kina er blevet en vigtig vækstfaktor i Østasien. Landet har erstattet USA som det vigtigste eksportmarked for Taiwan, det er ved at erstatte USA i Syd-Korea, og det begynder at spille Japans tidligere rolle som vækstleder for regionen. Men i løbet af 90erne er de globale transnationale selskaber (TNSer), som Kina skal konkurrere med, undergået en revolution: fusioner, teknologi, gennemtromlede internationale aftaler om ”level playing fields” med mere, har gjort dem til enormt stærke spillere med en ofte monopol-lignende dominans af sektorer og varegrupper. De TNSer Kina har oprettet i halvfemserne spiller endnu i en anden og svagere liga. Derfor truer nu en udvikling, der kunne kaldes ”back to the future”: Hvor udenlandske koncerner overtager kinesiske virksomheder og driver dem videre, med dygtigt kinesisk middelklasse-personale, men med ligeså lidt selvstændighed for Kina som i 1930ernes Shanghai.
