2. "Vi kunne alle have vundet her, i stedet har vi alle tabt." Hvem var skyld i sammenbruddet i Cancún? (http://www.berlingske.dk/business/artikel:aid=357618/)

Det er faktisk svært at besvare dette spørgsmål bedre end det gøres i den nævnte artikel. Så det vil jeg undlade at koge mere suppe på.

Simon Emil Ammitzbøll, RU

Det er nok den manglende politiske vilje hos alle parter. Den industrielle verden vil ikke være med til at fjerne hele støtten på en gang og åbne sine markeder til ulandsvarer. Til gengæld er kravene fra ulandene urealistiske; at det skal ske her nu. Det skal gradvis, som forhandlinger lagde op til. Det korte af det lange er dog, at den rige verden – EU og USA – sidder på flæsket og må give større indrømmelser.

Troels Krarup Frandsen. CDU

Spørgsmålet er kompliceret, og der kan ikke peges på een side, som har skylden. Situationen er snart så tilspidset, at man forstår begge parters irritation. For det første er mange ulande givetvis irriterede over, hvor lidt EU og USA er villige til at slække på deres gigantiske landbrugsstøtte, som forvrider verdenshandlen og skader den tredje verden. På den anden side opfatter mange Ilande formodentlig ulandenes adfærd som stædig. Men der eringen tvivl om, at EU - og USA - bør droppe den landsbrugsstøtte, som ikke bare forvrider domicilmarkederne, men verdensmarkedet, ligesom toldsatser bør anvendes i langt mindre omfang til at regulere markedsudbudet.

Morten Messerschmidt DFU

Det vil være forkert at sige, at det er en bestemt gruppe af lande, som er skyld i sammenbruddet. Ulandene kom med nogle forslag, der drejede sig om, at primært EU, USA og Japan skulle fjerne deres toldmure og sænke landbrugsstøtten. En udvikling og nogle forslag, der i VU’s ører lyder ganske fornuftige.

Det er vigtigt at landene, hurtigst muligt samles til nye forhandlinger. Der skal skabes enighed om en ny aftale så gennem øget frihandel kan forbedre forholdene for tredje verdens landene.

Claus Horsted, VU

Først og fremmest er det ikke bare tvivlsomt, men løgn at "vi alle" kunne have vundet ved forhandlingerne i Cancun. Verdenshandelsorganisationen WTO bygger på en tankegang om, at frihandel er til gavn for alle. Principperne er: at når land A producerer en vare, som det kan gøre billigt og efterfølgende handler med land B, som producerer en anden vare, så har begge lande en fordel, fordi ingen af landene kunne producere nogle af varerne billigere selv. Sådan foreskriver teorien.

Men nu er virkeligheden sjældent så skøn, som teorien gerne vil have den skal være. Det er for eksempel ikke en del af teorien, at nogle lande har været underlagt årtiers kolonistyre og dermed har fået hele deres produktionsapparat indrettet efter, hvad der nu lige manglede tilbage i tilbage i koloniens "ejerland".

Det er dette system, som idag er blevet institutionaliseret gennem IMF og WTO.

Historisk set har det altid været de lande, som havde den største fordel ved frihandel, som også var de største fortalere.

Så til selve skyldsspørgsmålet.

Her skal der ikke herske nogen tvivl om, at især EU's landbrugsstøtte bærer en del af skylden. Årligt bruges 320 mia skattekroner på at opretholde et hverken økonomisk eller økologisk bæredygtigt landbrug. Samtidig anvendes en del af pengene på eksportstøtte, som er en decideret dumping på ulandenes markeder. Helt konkret betyder det, at lokale bønder bliver udkonkurreret af produkter fra EU.

Der til kommer EU's toldmure, som effektivt holder ulandenes varer ude.

Der er sikkert en del af de øvrige partiers ungdomsorganisationer, som også vil tale imod EU's landbrugsstøtte, men som udkastet til forfatning ser ud nu, bliver den ikke fjernet men derimod traktatfæstet. Alligevel stemmer de alle ja. Hykleri!

De rige lande har gentagne gange i WTO trynet ulandene og Cancun (såvel som Seattle) var eksempler på, at de stod sammen om ikke at acceptere de rige landes diktater om, at vestlige multinationale firmaer skulle have adgang til at investere hvor de nu måtte ønske det.

De fattigste ulande har ikke brug for frihandel, men derimod brug for at kunne beskytte deres markeder mod at blive oversvømmet af billigere ofte EU/statsstøttede landbrugsprodukter. Det drejer sig om at kunne opretholde en selvstændig fødevareforsyning. Her må vi ikke glemme at nævne, at selv om en del af fokus har været på de større udviklingslande i G21, som krævede øget markedsadgang, så var der en endnu større gruppe mindre og fattigere ulande, som krævede retten til at beskytte deres markeder.

Så lade os bare sige det var deres skyld. Men det var en sejr - ikke et nederlag.

Charlotte Walkusch, Anissi Thorndal og Lars Lyndorff Krelskov

Det er for nemt at sige, at ”alle er lige gode om det”.

Jeg mener ikke, at der er meget tvivl om, at EU og USA’s landbrugsstøtte bærer hovedansvaret for at det tilsyneladende er næsten umuligt, at komme videre i skabelsen af fair og rimelig fælles spilleregler for den internationale handel i WTO.  EU og USA vil tage de hårde opgør med franske bønder, sukkerroeproducenter på Lolland og Bomuldsfarmere i South Carolina. Vi må kunne skabe en plan for at udfase landbrugsstøtten over fx 10 år.

Det er hævet over enhver tvivl at flere bindende regler for den globale handel alt andet lige er til fordel for ulandene. Det er mig en gåde, hvorfor organisationen er så udskældt blandt sortklædte fundamentalister på venstrefløjen. Skabelsen af WTO i 1995 har i mine øjne været det mest afgørende skridt for at give muligheden for at vi på forholdsvis kort sigt kan sikre en fri og fair verdenshandel til gavn for mennesker overalt på kloden. Cancún er et mindre nederlag for denne vision, men der kommer nye chancer for at gøre tingene gode igen i december 2004.

Kristian Madsen, DSU

Sammenbruddet skyldtes helt og aldeles USA og EU. De ville sætte Singapore-emnerne til forhandling uden at ville snakke om landbrug overhovedet. Hvis alle skal vinde i WTO kræver det helt andre tilgange til hvordan verdenshandelen skal indrettes.

En liberalisering på Singapore-områderne vil styrke ilandenes virksomheder, frem for befolkningerne i både nord og syd.

Cancún bragte tre gode ting med sig:

1. Der blev sat en stopper for mere liberalisering og privatisering på områder, hvor liberalisering notorisk vil øge uligheden i verden.

2. Ulandene formåede at koble de forskellige del-aftaler i WTO sammen.

3. Ulandene stod for første gang sammen i en så stærk blok, at man kunne knægte EU og USA.

Torben Kastrup, SFU

3. "In the decades before that terrible day, the terrorists conducted a series of bolder and bolder attacks in the Middle East and beyond. They became convinced that free nations were decadent and weak, and would never offer a sustained and serious response. They now know otherwise." George Bush i sin ugentlige radiotale, 13. september (http://www.whitehouse.gov/news/releases/2003/09/20030913.html). Hvad er foreløbig de vigtigste resultater af "The War on Terror"?

1 2 3 4 5 6  <  >