6. Det var Dwight D. Eisenhower (1890-1969), der lærte os: "History does not long entrust the care of freedom to the weak or the timid". Har VK-regeringen givet Danmark en barskere udenrigspolitik, der passer til barskere tider?

Nej, VK-regeringen har givet os en udenrigspolitik, hvor dansk handlefrihed er doneret i Washington. Anders Fogh er åbenbart så opsat på at få en morgenkrydder og en kop kaffe med George W. Bush, at han vil gøre hvad som helst.

Jeg synes, at den danske regering burde have satset noget mere på at skaffe en europæisk enighed. Men i virkeligheden er der jo ikke noget overraskende i regeringens ageren i Irak-spørgsmålet. Anders Fogh er jo ikke det, man vil kalde ”en stor europæer”. Han var tilfældigvis EU-formand, da de 10 nye EU-lande blev inviteret endeligt indenfor i fællesskabet. Men udover det har han ikke gjort sig særligt bemærket i det europæiske spørgsmål.

Som EU-tilhænger savner jeg Uffe Ellemann. Han havde visioner for Europas fremtid. Anders Fogh har foreløbig været med til at skabe splittelse om den europæiske holdning til Irak-spørgsmålet og været med til at skabe et nyt forbehold.

Simon Emil Ammitzbøll, RU

Det er klart, at frihed og demokrati ikke må tages for givet, og er noget man må kæmpe for når det gælder. Regeringens kamp herfor kommer dog hurtigt til at klinge hult, når man udhuler de samme rettigheder for svage grupper i samfundet. En barsk udenrigspolitik er ikke at være en trofast allieret – man må kæmpe barskt for fred og demokrati i fællesskab med sin allieret og forholde sig kritisk til sine handlinger.

Troels Krarup Frandsen. CDU

Det er rigtigt, at VK-regeringen søsatte en mere aggressiv udenrigspolitik, da den gik imod ”Det gamle Europa” for at deltage i Bush’s mytologiske krig mod ”ondskabens akse”. Man må nu i det mindste håbe, at Fogh og hans amerikanske forbundsfæller er parate til at følge opgaven til dørs, for det Irak, vi står tilbage med i dag, er hverken irakerne eller verden tjent med. Når det er sagt, skal det tilføjes, at verden af i dag reelt ikke er barskere end tidligere. Den kolde krig repræsenterede eksempelvis en langt større global trussel end både Saddam Hussein og Al Qaeda. Generelt er Bush’s voldsomme opblæsning af terrortruslen derfor mere en blankocheck for USA til uden om FN at anvende ubegrænsede midler i udenrigspolitikken end en adækvat politisk reaktion på en pludseligt farligere verden. Det mest problematiske ved verdensordnen lige nu er netop denne ekstreme magtmonopolisering, fordi samarbejdet og den gensidige forståelse nemt forsvinder til fordel for ideologiske og populistiske korstog mod alle, der ikke måtte være enig med den amerikanske dagsorden. ”Enten er du med os, eller også er du imod os” er ikke en præmis, der leder verden mod mere fredelige tider.

Signe A.E. Larsen og Carsten Stage, Min.

Ja, se spm. 5.

Morten Messerschmidt DFU

Dansk udenrigspolitik har ikke ændret sig meget med den nuværende regering. Vi yder stadig den største ulandsbistand pr. indbygger i verden. Som EU-formand fremlagde Danmark en plan for at skabe fred i Mellemøsten, ”Road map for peace”. Denne fredsplan er som store dele af dansk udenrigspolitik en videreførelse af den linje, den tidligere regering praktiserede.

Hvis man skal tale om nye tendenser i dansk udenrigspolitik så er det at man i den nuværende regering ikke har været bange for at sætte handling bag de flotte ord om at Danmark er en aktiv medspiller for fred og demokrati. Trods et splittet folketing valgte man at gå med i kampen for fred og frihed i Irak. Fred og stabilitet i verden er for vigtig til at det skal gå op i indenrigspolitisk fnidder. Regeringens linje om at forfølge ”skåltalerne” med handling er en god og positiv udvikling.

Claus Horsted, VU

Man kan næsten blive en lille smule fornærmet på alle danske regeringer efter 1945’s vegne, når man ser VUs formand konstatere, at denne regerings udenrigspolitiske nyskabelse er at man ”ikke er bange for at sætte handling bag de flotte ord om at Danmark er en aktiv medspiller for fred og demokrati”. Var Danmarks deltagelse i interventionen i Kosovo 1999 ikke udtryk for det? Var deltagelsen med Olfert Fischer i Golfkrig I i 1991 ikke udtryk for det? Var Danmarks beslutning om at være medstifter af NATO i 1949 ikke det? Har årtiers målsætning om at give 1%  af vores rigdom i udviklingsbistand ikke det?

Det nye er ikke at denne regering ”sætter handling bag ordene”. Det nye er, at man har droppet traditionen for bred politisk enighed om udenrigspolitikken. Det nye er at man kun handler, når George W. Bush synes at der skal handles. Det mest afgørende nye er at Danmark har tabt sin internationalt anerkendte position som verdens største bistandsdonor.

Selv uden nogen omfattende militær baggrund kan man nok gætte sig til at den danske ubåd, Sælen, ikke var den afgørende faktor i en ørkenkrig. At Danmark, Mongoliet og Mikronesien har tilsluttet sig den amerikansk ledede koalition blev nok heller ikke udslagsgivende for krigens gang.

Jeg tror, at statsministerens beslutning om at deltage i krigen havde mere at gøre med at sende symbolske signaler om handlekraft og beslutsom udenrigspolitik end om at hjælpe den enkelte iraker.

Statsministerens beslutning forpligter imidlertid alle danske politikere – også en kommende socialdemokratisk regering - til at forsøge at være med til at sikre fred og stabilitet i Irak mange år frem. Netop derfor var det håbløst uansvarligt af Anders Fogh Rasmussen at træffe beslutningen med Dansk Folkeparti alene.

Kristian Madsen, DSU

Det var Dwight D. Eisenhower (1890-1969), der lærte os: "History does not long entrust the care of freedom to the weak or the timid". Har VK-regeringen givet Danmark en barskere udenrigspolitik, der passer til barskere tider?

Nej – Danmark følger en strategi, der er hentet fra de amerikanske ”undervisningsfilm” i 1950’erne om hvordan skoleelever skal handle ved et atomangreb; Duck and cover.

Regeringen tør ikke at handle i forhold til det der er årsagerne til at vi måske har fået en barskere verden. I SFU ser vi gerne en barskere dansk udenrigspolitik. En barsk udenrigspolitik går ud på at gøre op med de enorme skel i verden, der fastholder så mange mennesker i ufrihed. En barsk udenrigspolitik er at arbejde for, at EU opsiger sin associeringsaftale med Israel indtil de besatte områder er ryddet for bosættelser. En barks udenrigspolitik er at turde gøre op med landbrugslobbyen i EU og virkelig få løftet ulandene ud af fattigdom.

I stedet har regeringen deponeret sin handlefrihed i Washington og håber på den måde at kunne hutle sig igennem ved at stå side om side med den amerikanske administration. Det er ikke en barskere udenrigspolitik – det er at dukke sig og gemme sig for de virkelige problemer.

Torben Kastrup, SFU

1 2 3 4 5 6  <  >