ANDET KVARTAL 2003: 23.juni 2003L

 

 

 

 

 

1 2 3 4 5 6 <  >

 

1. Vil VK-regeringens beslutning om at lade Danmark indtræde i "de villiges koalition" få varige konsekvenser for dansk udenrigspolitik? Er resultatet i givet fald en mere eller mindre selvstændig linie end tidligere?

Jeg synes, at Danmark – med skiftende regeringer – i højere grad skulle koncentrere sig om at sikre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk linie i EU. Et EU, der fra næste år inkluderer hele 25 lande og dermed dækker størstedelen af kontinentet, bør tage et større ansvar i fremtiden. Vi har et ansvar for fremme de værdier, som er kommet europæerne til gode, nemlig frihed for den enkelte, tryghed i opvæksten, mulighed for at skabe en god tilværelse... Svaret mht. om Danmarks udenrigspolitiske linie er blevet mindre selvstændig er et klokkeklart JA. Der er en joke der siger, at regeringen har fået nu hjemmeside; ”Voice of America”. Det tror jeg ikke er meget galt. En regering med radikal deltagelse havde ikke været så nølende i eksempelvis sagen om den danske fange på Guantanamo-basen. Det er jo pinligt, som VK-regeringen har været så glad for at være logrende hale, at den helt har glemt, at tale til hovedet.

Simon Emil Ammitzbøll, RU

KV-regeringens udenrigspolitiske linje har i bedste fald lappet nogle at de åbne sår som Svend Auken og Anker Jørgensen lod Lasse Budtz tilføje Danmark i bestræbelsen på at føje de høje herrer i Kreml. Dette arbejde har Nyrup og Helveg dog allerede gjort meget for – så USA's udenrigseksperter har nok bare konkluderet, at en borgerlig regering er mere pro vest end en socialdemokratisk.

At lægge vores udenrigspolitik op af et par stormagter, og en supermagt, kan næppe kaldes særligt selvstændigt – men hvorfor er det så nødvendigt, at vi har en ”selvstændig” udenrigspolitik?

Militært – og dermed suverænitetsmæssigt – er det en rigtig god idé for lille Danmark at få nogle solide venner. International politisk kan vi bare se på eksemplet med køreplanen for Mellemøsten der, selvom den måske ikke kan løse opgaven, faktisk er en dansk opfindelse fra Per Stig Møllers skrivebord i Allerød… Hvis vores venner ikke havde taget den til sig var den jo aldrig nået længere end Flensborg…

Rasmus Paludan Malver, KU

Det vil helt klart få konsekvenser, da FN-sporet og hensynet til hvad vores EU-kollegaer mener ikke vil veje så tungt som tidligere. Varigheden er dels afhængig af regeringens levetid, om end skiftet i vores udenrigspolitik efter regeringsskiftet i mine øjne pustes op til mere end det kan bære af oppositionen, særligt de tidligere regeringspartier. Dels afhænger det af om den nye linjer viser sig fordelagtig for Danmark.

Selvstændigheden er ikke til at afgøre, da vi enten binder os til USA/Storbritannien eller EU med den tysk-franske akse i spidsen. Koalitionen af de villige tæller imidlertid også flere af de nye eller kommende EU-lande og polemikken om særligt Polens udenrigspolitiske linje i EU er udtryk for en reel frygt for splittelse og polarisering af Europa i en atlant- og kontinentalt orienteret akse.

Troels Krarup Frandsen. CDU

 

 

Det giver genlyd rundt om i især Europa, at Danmark er gået med i USA's koalition. På kort og mellemlang sigt, vil det betyde, at Danmark har andre handlemuligheder end hvis ikke vi var gået med.

Den nuværende højreregering har i bemærkelsesværdig grad formået at placere den udenrigspolitiske handlen i Washington. Regeringen har med deltagelse i Irak-krigen valgt samarbejdet med USA frem for arbejdet i EU og andre internationale fora. Dette vil betyde en mindre selvstændig linie. Det er en illusion at forestille sig, at Danmark ved blindt at lægge sig i slipstrømmen af den amerikanske politik, får indflydelse. Lige meget hvor meget regeringens spindoctorer forsøger at sælge budskabet om en aktiv udenrigspolitik, er Foghs indflydelse omvendt proportional med størrelse på hans smil efter en halv times morgenmad med George W.  Bush.

Torben Kastrup, SFU

Det kan få den konsekvens, at Danmark ikke tør eller kan indtage en kritisk position over for den amerikanske politik. Fogh Rasmussens forsøg på at gøre Danmark til degnen, som det måske vil dryppe lidt på, hvis bare han står tæt nok op af præsten, kan vanskeligt kaldes en mere selvstændig udenrigspolitik. Danmarks udenrigspolitik er temmeligt forudsigelig, da den siddende regering ganske har fraskrevet sig enhver mulighed for selv at retningsbestemme ved blot at hægte sig på den amerikanske overmagt. Denne position er der muligvis økonomiske fordele ved, men til gengæld er der ingen visioner eller forsøg på bidragende nytænkning i en sådan opportunistisk lillebrodermentalitet.

Signe A.E. Larsen og Carsten Stage, Min.

Danmarks deltagelse i Irak-krigen er opgør med den dogmatiske tankegang, som i alt for lang tid har fået lov at præge Danmarks udenrigspolitik, og som er gået ud på, at Danmarks og EU’s interesser er uforanderlige og ens. Vi har længe lagt os under for hhv. Tyskland og Frankrig, som – i hvert fald sidst nævnte – nærmest ser en ære i at være i modsætning med USA. På den baggrund er det klart, at VOKs beslutning har gjort, at Danmark nu er gået fra det tidligere ideologisk manifesterede sted, hvor man i blinde holdt med EU's store nationer, til en politisk ansvarlig placering, hvor der foretages individuelle vurderinger og hensyn.

Morten Messerschmidt DFU

Danmarks deltagelse i krigen var et brud med traditionen om brede flertal bag dansk krigsdeltagelse. Man kan frygte, at konsekvensen bliver, at Danmarks udenrigspolitiske identitet i større grad bliver tilfældig og alene udtryk for det siddende regeringsflertals præferencer. Det vil begrænse Danmarks internationale indflydelse og gøre det sværere at opretholde en selvstændig profil. VK-regeringens udenrigspolitiske strategi begrænser sig tilsyneladende til at bortkaste alle idealer for at please USA - den linjes varighed er forhåbentlig begrænset til næste valg.

Bruno Langdahl, KFU

Det er positivt, at Danmark fortsætter med opgøret mod studsepolitikken i dansk udenrigspolitik. Ved aktivt at tage stilling til væsentlige spørgsmål – og ikke bare vælger at stå på sidelinien – har Danmark under VK-regeringen bevist, at Danmark fører klar selvstædig udenrigspolitik. Også når det gælder upopulære beslutninger har der været udvist handlekraft. Regeringens politik er meget offensiv og deltagende end tidligere. Det viser, at Danmark tager sit internationale engagement alvorligt.

Torsten Schack Pedersen, VU

2. Er det i særlig grad Danmarks opgave at holde USA og Europa sammen?

1 2 3 4 5 6 <  >