3. Bør EU udvikle en stærkere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Kan og bør den i givet fald koncentrere sine kræfter om EU's nærområde?

Ja, helt sikkert. En stærkere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU vil være at foretrække. Det ser jo også ud til, at den kommende forfatningstraktat vil indeholde sådanne elementer. Og så må Danmark se at komme af med sit forsvarsforbehold, så vi kan være med på fuld omgangshøjde med de andre EU-lande. EU skal efter min mening udvikle sig til at blive en global aktør. Det nytter ikke noget, at vi overlader verdensscenen til andre. På sigt er det ikke kun de allierede på den anden side af Atlanten, men måske også Kina m.fl. der vil have stormagtspotentiale. EU kan som global aktør også sætte fokus på andre områder end USA har for vane; menneskerettigheder, miljø, udviklingslande etc.

Simon Emil Ammitzbøll, RU

Ja. Man kan ikke bygge en bro hvor den ene ende er meget stærk og den anden er svag. Hvis USA og Europa skal skabe de bedste resultater for alle, så skal begge ender være stærke… Man kan selvfølgelig også lave en bro, hvor begge bropiller er svage – men så bliver det en pænt crappy bro.

En Europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal selvfølgelig tage udgangspunkt i Europa og vores nærområder. På den måde står vi bedst rustet til såvel humanitære som militære indsatser i resten af verden.

Rasmus Paludan Malver, KU

Ja, i det omfang det kan lade sig gøre. EU’s nærområde definerer jeg ret bredt. Nordafrika, Mellemøsten, og flere dele af Asien har stor betydning for udvikling i EU.

Troels Krarup Frandsen. CDU

EU bør udvikle en stærk udenrigspolitik. Det er dog vigtigt, at holde sig for øje, at EU’s politik ikke er bærer nogle faste værdi i sig selv. EU’s politik er udtryk for kampe mellem højre og venstre som al anden politik er.

EU bør udvikle nogle former for sikkerhedspolitik. Det vil være fatalt hvis EU udvikler en militær magt. Først fordi det vil flytte fokus fra det EU rent faktisk er god til internationalt, nemlig konfliktforebyggelse og genopbygning. Dernæst er der en overhængende fare for, at en EU-hær på sigt vil føre til kapløb mellem forskellige regionale stormagter.

Den stærke udenrigspolitik bør ikke begrænse sig til EU’s nærområde. Som en markant aktør, har EU et ansvar for at inddrage andre lande og organisationer i såvel politikudvikling som den aktive handlen.

Torben Kastrup, SFU

At EU med en intensiveret fælles sikkerhedspolitik internt barrikaderer sig mere fra omverdenen er ikke løsningen på eksempelvis terrortruslen. USA har verdens højeste forsvarsbudget, og som vi har set, gør det dem ikke usårlige. Skal EU i fællesskab forholde sig til sin omverden, må det være med et ønske om at forebygge terroraktioner ved at udligne den sociale uretfærdighed, de udspringer af. Terror er et udtryk for desperation, og terroren kommer man kun til livs, hvis man begynder at forholde sig til, hvorfor denne desperation opstår.

Signe A.E. Larsen og Carsten Stage, Min.

EU skal slet ikke have en udenrigspolitik. EU er ikke et land, et rige, og skal følgelig heller ikke have en udenrigspolitik. En sådan svækker – som så meget andet i EU – demokratiet for den enkelte borger, der uvægerligt får mindre indflydelse på Danmarks udenrigspolitik, hvis den deponeres til en udpeget/valgt person i EU-regi. Håndteringen af Irak-situationen viser med al tydelighed de forskelle, som EU-landene indbyrdes indeholder, og illustrerer derfor ligeledes, hvor katastrofale konsekvenser en fælles udenrigspolitik ville være. Den ville netop ikke være fælles, men majoritetsbestemt – til stor skade for den demokratiske selvforståelse i de enkelte lande!

Morten Messerschmidt DFU

Bestemt, udviklingen af en reel fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er vigtigere end nogensinde. EU-landenes splittelse og de store landes enegang i Irakkrigen har udfordret den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik væsentligt. Det er helt nødvendigt, at landene finder tilbage i sporet af et tæt samarbejde - ikke mindst fordi EU-landene tidligere har leveret enestående eksempler på, at snævre nationale interesser kan tilsidesættes for overordnede mål. De store lande har det største ansvar for samarbejde og kompromis, men det er de små lande, der har den største interesse i, at EU taler med en stemme.

Jeg bakker op om den sikkerhedspolitiske linje, der lægges op til i konventets udkast til en europæisk forfatning. Vægten må ligge på løsningen af fredsskabende og -bevarende opgaver i FN-regi. Men EU må blive i stand til selvstændigt at håndtere konflikter i nærområderne.

Bruno Langdahl, KFU

Det vil uden tvivl være i Europas egen interesse, hvis EU kan tale med fælles stemme i internationale spørgsmål. Men det er naivt at tro, at der kan opnås enighed på spørgsmål. Hvor der er store nationale forskelle i holdningerne. Hvis der bliver mulighed for flertalsafgørelse på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område er der givetvis en lang række lande, som ikke vil være med – og det med rette.

Specielt omkring spørgsmål i EU’s nærområde er det bekymrende, at EU har været handlingslammet flere gange. Ex-Jugoslavien og Kosovo-konflikten viser med al tydelighed, at der er lang vej til en bred enighed. Men særligt i spørgsmål i EU’s nærområde bør det være muligt at opnå en større fælles holdning.

På andre områder skal EU naturligvis også søge sin indflydelse globalt.

Det er vigtigt at understrege, at en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for EU ikke skal ses som et modtræk til USA. Det er hamrende naivt, og det skaber en kunstig kløft mellem to regioner, som oftest har fælles interesser i internationale spørgsmål. Det er bemærkelsesværdigt, at venstrefløjen pludselig accepterer en styrkelse af EU – blot med det formål at danne modvægt til USA.

Torsten Schack Pedersen, VU

4. Skyldes uenigheden mellem USA og landets kritikere først og fremmest George W. Bush - eller vil forskellene bestå også under en ny præsident?

1 2 3 4 5 6 <  >