ANDET KVARTAL 2003: 25.APRIL

 

 

 

 

 

1 2 3 4 5 6 <  >

 

3. Er det rigtigt, at Irakkrigen illustrerer mediernes stigende betydning for det politiske liv? Hvilken vinkel har efter din mening været de mest oversete?

Jeg mener ikke, at Irak-krigen har illustreret mediernes stigende betydning for det politiske liv. Hvis der er nogen, der har haft det sådan, tror jeg blot at de kan glæde sig over at være vækket fra deres Tornerose-søvn. Medierne har en stor betydning - men sådan har det været i al den tid, der har været medier. Men selvfølgelig har de fået ekstra meget magt efter at TV og nu internettet er blevet en mere etableret del af nyhedsstrømmen. Jeg synes - og det er måske ikke så overraskende - at den mest oversete vinkel i forbindelse med Irak-krigen, har været den saglige modstand. Det er desværre nemmere at lave et indslag om to idioter, der kaster maling på Anders Fogh og Per Stig Møller, end det er at fremme en saglig debat om grundlaget for Danmarks deltagelse i krigen.

Simon Emil Ammitzbøll, RU

Nææ… Medierne har altid haft kolossal indflydelse på det politiske liv, og på dette område har Irak-krigen ikke ændret noget.

I ”efterkrigstiden” har medierne været fyldt med historier om irakernes plyndringer, og diskussion om hvorvidt koalitionen skulle have grebet ind. Her manglede desværre eksempler på de utallige gange, hvor amerikanske og britiske soldater har sat livet på spil for at sikre ro og orden i Iraks byer…

Rasmus Paludan Malver, KU

Ja – medierne har været afgørende for opinionen og dermed muligheden for at gennemføre krigen. I mit stille sind frygter jeg, at netop mediernes rolle som opinionsdanner og især i indblandingen i beslutningsprocesserne umuliggør en ny Roosevelt  eller Kohl, der tør vise politisk mod og gå folkestemningen midt imod om nødvendigt.

Jeg har savnet et mere indgående fokus på mellemøsten og historien bag de aktuelle problemer i den arabiske verden som indgangsvinkel. De udsendte journalister præsenteres som kendere af arabiske forhold og politik med årtiers erfaring, men står ved en videotelefon og beretter hvad der sker her og nu. Det er naturligvis også vigtig og det er meget dramatiske begivenheder, men informationen nytter bare ikke så meget hvis ikke man har kendskab til de sammenhænge der ligger bag.   

Troels Krarup Frandsen. CDU

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Irakkrigen har virkelig vist mediernes betydning i politik – især når situationen ændrer sig fra time til time.

Den mest oversete del af Irakkrigen er de enorme civile ofre krigen har krævet.

Som ofte under krige har mange medier haft mest travlt med at vise os grafer over hvor langt de forskellige bomber kan nå, hvilken vej tropperne bevæger sig, og billeder af nogle hårdtslående kampvogne. Dette sås fx også i forbindelse med i Afghanistan.

Det er ikke alsidig mediedækning. Jeg vil se de enorme lidelser for befolkningen. Jeg vil se lemlæstede og døde børn til jeg brækker mig.

Desværre har historien også vist, at mediernes interesse for en konflikt forsvinder sammen med affyringen af de sidste bomber. Afghanistan er igen det seneste eksempel herpå. Den manglende dækning rækker videre end at vi får oplysninger og information. Med den manglende opmærksomhed følger også mindre politisk interesse for konflikten.

I forbindelse med SFU’s arbejde i Bosnien og Serbien-Montenegro har vi med egne øjne set hvordan det internationale samfund tømte Bosnien for arbejde med politisk genopretning, da bomberne faldt i Kosovo. I Sarajevo sagde man at de hvide biler kørte østover.

Jeg håber Irak vil blive eksemplet, der afkræfter reglen.

Torben Kastrup, SFU

Irak-krigen har været massivt dækket, hvilket er et gode for demokratiet. Afgørende beslutninger skal dækkes proportionalt med deres relevans. Den mest oversete vinkel har formodentlig været den nidkærhed, som koalitionen har anlagt, når det har gjaldt om at forhindre civile tab. Jeg vil dog understrege min utilfredshed med spørgsmålet, da ethvert svar nødvendigvis bunder i svarerens informationssøgning og -vaner, hvorfor de kan være stærkt varierende og - efter min fatteevne - svært anvendelige...

Morten Messerschmidt DFU

Ja, det er bedst illustreret ved Saddam Husseins ønske om en TV-duel med George Bush! Specielt fjernsynets billeder påvirker vores verdensbillede og stillingtagen. Mens det har været skræmmende at erfare, i hvilken grad amerikanske medier har lagt det kritiske ansvar fra sig, synes jeg generelt, de danske TV-stationer har levet op til det store ansvar. Der kunne dog have været større fokus på, at argumentet for at gå i krig løbende skiftede, ligesom det var problematisk, at regeringen så længe lykkedes med at give indtryk af, at man "fulgte FN-sporet".

Bruno Langdahl, KFU

Mediernes rolle har stor betydning for det politiske spil. Og for store og væsentlige begivenheder. Irakkrigen har ikke ændret det billede.

Det skuffer mig, at medierne ikke har fokuseret på, hvilke lande, det er, der tjener penge på olie-for-mad aftalen. Det er nemlig i høj grad sammenfaldende med de lande, som var modstandere af en militær afvæbning af Saddam Hussein. I stedet for at følge nogle venstreorienteredes tåbelige paroler om, at det var USA’s krig for olie, burde der have været rettet fokus på, at det er Rusland, Frankrig, Tyskland og Kina, der tjener pengene på olie-for-mad aftalen.

Torsten Schack Pedersen, VU

4  

Det var Abraham Lincoln, der lærte os: "I am a firm believer in the people. If given the truth, they can be depended upon to meet any national crisis. The great point is to bring them the real facts." Bør tillid som Lincolns være styrket eller svækket efter befolkningens reaktioner på Irakkrigen?

1 2 3 4 5 6 <  >