|
|
Er der udsigt til en arbejdsdeling - at man splitter op, jf. hvad Lykke Friis har sagt om rollefordeling eller -specialisering? [Lykke Friis i RÆSON 130303]
SR: Det går meget skidt: man snakker om det, som om det var løsningen: vi vil ikke bruge flere penge, MEN så kan vi rollefordele.Det er blevet sådan et magisk begreb, men det bevæger sig ikke.
Det er først og fremmest op til hvert land, at sørge for at de penge de bruger bruges på en fornuftig måde - sådan at 2/3 går til støttefunktioner og til de platforme, der gør, at man kan flytte styrker og støtte dem derude, og så må 1/3 gå ind i de aktuelle kampenheder. Det er op til hvert land at gøre det.
For at få det helt på det rene: du anbefaler at det her skal ske på europæisk plan, ikke? Vi taler ikke om at denne her koordination skal ske i NATO-regi, men at europæerne ligesom skal finde ud af en fælles strategi først, jf. dine søjler før? Kan man sige, for at tage det historiske ind: En væsentlig del af problemet i den sikkerhedssituation vi har, det ER NATO - fordi NATO over 50 år har lært europæerne, at de behøvede ikke gøre noget selv, at amerikanerne kom når det brændte på. At hvis man ikke havde haft NATO - atomparaplyen osv. - så ville europæerne have været nødt til (som man har haft fx lidt mere i Frankrig) at opbygge en villighed til at acceptere det du sagde før med at vold er en nødvendighed, en fact of life?
SR: Det er ikke NATO, der er problemet og har været problemet. Problemet er national sløvhed og træghed i Europa. Det har hængt sammen med det, jeg nævnte tidligere: man troede politisk, at lidt kunne gøre det; samtidig med at man militært set troede at 'Rusland kunne komme tilbage, så lad os bare beholde det stationære' (de store divisioner, der består af værnepligtige osv.). Gang på gang - hvert halve år, simpelthen - der har man på NATO-topmøder skrevet under på at nu - nu - skal vi lave om på det. Så mødes man igen 6 måneder senere, man har ikke gjort noget, men nu skal det være.
Sådan har møllen kørt i NATO op igennem 90erne. Amerikanerne er blevet trætte af det - med god grund. Det går først op for europæerne ifbm. Kosovo at nu går den ikke længere: Det at lave krisestyring (altså: noget som er mindre krævende end krig) i vores nærområde, dét kan vi ikke engang selv: igen må vi kalde på amerikanerne. Det er simpelthen for dårligt. Og der er det så, at der af forskellige årsager opstår den europæiske forsvarsdimension, fordi europæerne - især Frankrig og Storbritannien - siger: "Ok, så må vi gøre det på en måde, så vi mobiliserer alle europæere - simpelthen. Får noget seriøst hardware og mobiliseringsevne ud af det." Dén kører de så ind igennem EU og knytter den til den fælles udenrigspolitik, som allerede ligger der, og alle de andre instrumenter, der ligger i EU: civil genopbygning, udviklingsbistand osv. Så der begyndte man at tage det alvorligt - og det er det, der er årsagen til den europæiske forsvarsdimension.
Men den er så nu ved at løbe ind i de samme problemer som man har set i NATO tidligere: i 1999-2000 sagde man, "Nu skal det være!" og så begynder man, men gør ikke så meget, og så siger man igen: "NU kommer det så!". Men det sker ikke rigtigt. Så der er en utrolig træghed i den europæiske forsvarstankegang.
Billeder:
Portrætfoto: Syddansk Universitet
Illustrationsfoto: NATO Photos
|
|
|
|
|
|
|
|
