ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det strukturelle skred

Der er en del personer, der i det sidste halve år har spekuleret i NATOs snarlige undergang. I artiklen i vores bog advarer du jo mod at drage den type konklusioner. Men hvis vi ser helt dagsaktuelt på avisernes overskrifter og på debatten i Europa, så vil nogle nok stadig være overraskede over den hårdhed og grovhed, der fortsat præger retorikken. Er det et overfladefænomen - at der blot i de her måneder mangler en form for statsmandskunst i det transatlantiske forhold? Eller er der en ram realisme, der har slået igennem, som gør at vi skal til at revidere billedet af international politik som noget, vi snakker os til rette i?

SR: Retorik er, for det første, essentielt for internationalt samarbejde. Det er dér, man signalerer til hinanden, hvad det er man vil, hvordan man positionerer sig på bestemte områder og ift. bestemte politikker. Og der kan altid gå bølgegang i retorik - og derfor er det fristende at konkludere: "Nu går det galt! Nu er vi i en virkelig krise!" Men så kan man opdage, at  bølgen op igen - at det alligevel ikke var en krise. Så det er meget svært at tolke retorik - hvor dybt det stikker.

Men det, vi ude for idag, det er et stort strukturelt skred indenfor det atlantiske samarbejde. Det går på, at USA er ved at frigøre sig fra de tidligere former for samarbejde og fra målsætningerne, som man havde dengang. Og under den frigørelse er det så op til europæerne at finde ud af at stå lidt mere på egne ben:

Hvorfor er det, at vi skal have et sikkerhedspolitisk samarbejde? Hvad er det, man vil med det? Hvordan skal vi organisere det? Og ikke mindst: hvor tæt skal vi så  stå på USA?

Det er det sidste spørgsmål, som har givet enorme dønninger ned gennem Europa. Vi så det i Irakkrisen, hvor det især var Tyskland-Frankrig på den ene side og Storbritannien på den anden, sammen med Danmark, Spanien, Polen og Italien. Men det kører videre nu, og det er ikke tilfældigt, at det er Berlusconi som står overfor Schröder i disse dage, fordi de var netop  modsatte poler i Irak-debatten, hvor Berlusconi stod for en aktiv interventionspolitik sammen med USA og i det hele taget promoverede et meget atlantisk Europa, hvor Schröder så stod for den modsatte politik. Så derfor er det ikke tilfældigt at det er dem, der i dag står og skændes om, hvor de skal holde ferie osv.

Som jeg ser det, er den skingre tone i debatten udtryk for at man må tilpasse sig nogle nye forhold - der er sket et strukturelt skred.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

      

 

 

 

       

        

 

 

 

 

Billeder:

Portrætfoto: Syddansk Universitet

 Illustrationsfoto: NATO Photos