ark og ulands

 

 

 

Aldrig fugl, aldrig fisk

CBK: Men der har netop Østudvidelsen vel så to betydninger. Der er dels den betydning, som du siger nu: der er presset fra nærområdet. Man kan heller ikke forestille at sig, at EU med Malta og Cypern, hele den der front (du nævnte selv Tyrkiet), at EU ikke kommer til at have en anden Maghreb-politik og en anden Middelhavspolitik, tydeligere. I forhold til Albanien, for den sags skyld, Bulgarien osv. Kan man forestille sig – skal vi sige, en arbejdsdeling: hvor amerikanerne sådan set kun er glade for at slippe for nogle af de der østeuropæiske sumpe som de ellers ender i, og så at EU – som i forvejen har travlt med Østeuropa – begynder at koncentrere sig om at bygge de her koncentriske cirkler ud. Der er midtercirklen, som er de lande, der ikke bare ER medlemmer af EU men som rigtigt gerne VIL VÆRE DET, og så er der så os andre, og så er der så en cirkel udenfor os, osv.Men hvor EU stadigvæk er langt fra at spille en rolle i forhold til Asien, i forhold til Afrika, i forhold til Latinamerika, i forhold til det indiske subkontinent, i forhold til Kina, og overlader dén der bane til amerikanerne. Er det sådan en arbejdsdeling du tror vi ser på?

LF: Det mener jeg nok umiddelbart er den mest realistiske arbejdsdeling. Vi må vænne os til, at med denne her udvidelse får vi så meget at gøre med vores nærområde – eller, ’ring of friends’ som Romano Prodi nu har formuleret det, det er det begreb han så bruger, man skal have denne her ’ring af venner’,  hele den her naboskabspolitik, for vi rykker jo altså --- det ligger jo selvfølgelig i hele udvidelsen, når vi optage de her central- og østeruopæiske lande, så rykker vi vores grænser hen mod lande som er endnu mere ustabile. Det vil så gøre, at det får vi meget travlt med. Vi får uhyggeligt travlt med så at få det hele til at fungere; denne her store union (vi har allerede været inde på sådan noget med at reformere landbrugspolitik, reformere budgettet, overhovedet blive enige om alle beslutningsprocedurerne). Så det er det mest realistiske scenarie.

Der vil så nogle mene: ”Ih, kan EU så virkelig ikke spille en større rolle?” Og selv hvis man så - fx på det sikkerhedspolitiske område så ikke spiller en større rolle – så vil der stadig være ’hvor er det dog for dårligt’ og igen den dér nærmest med ’dumpekarakter’. Der tror jeg så bare man skal huske på: at det er faktisk en af EU’s vigtigste roller: det er at holde sammen. Punkt 1, stadigvæk på det ”gaml- (jeg var lige ved at sige det gamle Europa, det må jeg ikke sige mere nu om dage), men altså: Frankrig-Tyskland, men så også at stabilisere de umiddelbare nærområder. Det får man bare ikke nogen point for. Fordi herregud – Frankrig-Tyskland, dét har man klaret for mange år siden, og det dér med Central- og Østeuropa, nå ja, altså, det der med nærområdet: nå men, det er jo ikke det, vi taler om, når vi taler om at ’EU ikke spiller en rolle på den udenrigspolitiske scene’.

Hvad vi heller ikke taler om, det er jo, at EU på mange måder jo er en model for at man kan samarbejde.  Jeg mener, man kan jo sige: du slår pjalterne sammen på så mange områder, og du ser jo mange andre steder i forskellige regioner, at man så ser på EU: man vil ikke kopiere det, men man vil på en eller anden måde alligevel godt lade sig inspirere af det. Og det skal vi jo også have med: altså den der vision om det multilaterale, som EU jo i høj grad også står for. Så på den måde så skal man nok passe på med - man vil konstant have det i de kommende år også - at fordi EU ikke er nogen stat, eller EU ikke er ligesom USA, så vil vi konstant sige, ”ihhvv, hvad er det for noget? Det spiller jo alligevel ingen rolle!” Andre vil så sige, ’jamen det ligner alligevel en stat, fordi prøv nu at se her, nu får vi en forfatning”.

Men der jeg tror jeg simpelthen, det er det der med at EU vil altid - og det er dét, der også gør det så forvirrende - være en krydsning mellem på den ene side en stat og på den anden side en international organisation. Det er hverken fugl eller fisk. Men vi er jo opdraget med, var jeg lige ved at sige, at enten er noget en stat eller også er er det en international organisation. Er der så pludselig sådan noget misk-mask inde i midten (for nu at formulere det negativt) eller lidt mere positivt: at det altså er en blandingskategori, hvor man blander nogle forskellige ting og sager, ja, det tror jeg, vi altid vil have svært ved at forholde os til.

CBK: Lad os lige slutte, helt specifikt, med netop spørgsmålet om FUSP’en [den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, red.]. For 4-5 år siden, der virkede det måske meget logisk og meget simpelt, eller: relativt mere simpelt end det gør lige i øjeblikket, at man kunne opbygge ”den europæiske søjle indenfor NATO” – altså, det var løsningen dengang, når man sagde: ”kommer der ikke en konflikt her mellem Europa og USA?” så var svaret: ”Næh! For der skal bare være nogle flere europæiske soldater, så står de under én kommando, så er de så en europæisk søjle i NATO” osv.  Efter at man endelig fik lagt låg på Jugoslavien virkede det måske meget logisk, at det kunne lade sig gøre. Men i øjeblikket har vi – jo netop på grund af Østeuropa, på grund af de uenigheder der måske/måske ikke er så tydelige i Europa – i hvert fald halvanden europæisk søjle, ikke? (eller femte kolonne! Eller hvad franskmændene nu synes---)

LF: Min trojanske hest, ja.

CBK: Din trojanske hest. Hvis EU skal koncentrere sig om at rydde op i budgettet, i landbrugspolitikken, i alle de ting du var inde på ---

LF: Og nærområderne.

CBK: Og nærområderne. Er den der højprofilerede FUSP med kamphelikopterne og resten af det, så det første offer der ryger? Er det den man ligesom lader ligge nu og så lader man landene køre?

LF: Altså der er nok udbrudt en større realisme. Men igen: i mange af de store europæiske lande har du ikke haft nogen vision om at man skulle føre – som englænderne jo så siger: a single foreign policy. De er faktisk gået meget op i ordet common. Det fungerer ikke så godt på dansk, men der jo altså forskel på single – hvor man kun har én politik – og så fælles, hvor man i højere grad så kan koordinere. Og det har vel i højere grad været lidt visionen – men så har man ligesom valgt at lægge det op, også på et retorisk højt plan. Og der er der nok kommet mere realisme ind i diskussionen.

Men igen: når vi er kommet igennem det her, så er mit bedste bud altså, at så rykker vi nærmere---, vi får en mere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jeg tror ikke vi får nogen mindre. Og en af årsagerne til at vi får en mere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, det er igen det der argument med: hvis ikke vi hænger sammen, så kommer vi til at hænge hver for sig. Erkendelsen af, at der altså ikke er nogen indflydelse for de europæiske lande hvis ikke man i højere grad koordinerer sine synspunkter.

Og så – jamen i øjeblikket har vi opbygget en forsvarsdimension, som går ud på, at vi kan ringe til amerikanerne og låne noget materiel af dem. Og det er det, som vi har, ikke – fordi vi har stort set ikke noget eget grej. Og jeg er ikke så sikker på at man ovenpå denne her NATO-krise man har haft - hvor nogle europæiske lande ikke var villige til at komme med de der garantier til tyrkerne – at der er så mange, der vil synes det er så god en idé: at være 100% afhængige af, at amerikanerne vil låne én det dér materiel.

Det kan godt være man så i højere grad må koordinere så igen, indbyrdes: Jeg tror ikke vi får nogen europa-hær, vi får heller ikke pludselig en voldsom stigning i militærbudgetterne (det har jeg altså svært ved at se, når vi også samtidig ønsker at bevare velfærdsstaten osv.). Men det vi jo godt kan få – og igen med typisk EU-pragmatisme (!) – det er, at man så i højere grad går over til det, man så kalder rollespecialisering, som helt sikkert bliver det nye modeord: At så tyskerne tager sig af visse dele af forsvaret, og så tager danskerne sig af andre dele, vi kan så ligge og piske rundt lidt ovre der med --- vi skal vel blive ved med at have søværnet, går jeg ud fra, men så kan det godt være at tyskerne i højere grad skal tage sig af nogle af de andre emner.

CBK: Men det er måske ikke den lykkeligste vision: At man får en europæisk styrke, der består af engelske hooligans, udstyret med tyske våben, under ledelse af franske generaler!

LF: Og under et EU-flag! Næh, men hvad ville du så have (var jeg lige ved at sige) kunne man så spørge tilbage?

DOWNLOAD DENNE ARTIKEL SOM WORD-FIL (INKLUSIV 14 SPØRGSMÅL FX TIL UNDERVISNINGSBRUG)

                                                                                                           INDEX

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

 

 

Foto: Dansk Industri