|
|
Lad os lige fokusere på denne her Borgelige Amerikanske Præsident, om det så er George Bush Senior eller Junior. Nu er de neo-konservative jo blevet krediteret for at have inspireret Clintons politik også - det har Wolfowitz jo også undladt at afvise fuldstændig (måske i delvis stolthed og delvis foragt). Så man kan diskutere hvor meget de her principper har præget USA gennem 90erne men det er dog trods alt klart - uden at vi forsimpler tingene alt for meget - at de var langt mindre fremtrædende under den gamle Bush og langt tydeligere under den nye Bush.
NBP: Ja.
Hvis vi så har denne her Borgerlige Amerikanske Præsident - lad os kalde ham Bush! - der sidder mellem, på den ene side, de amerikanske konservative som Pat Buchanan (der taler om "a republic, not an empire") som siger: "Vi vil hjem". Og på den anden side: de neo-konservative, blandt hvem nogle oprigtigt har utroligt universalistiske idealer om hvor det her skal bredes hen, hvor hurtigt det kan gå, hvor voldsomt det skal gennemføres. Så kunne man sige: hvis det er situationen, så er forskellen på den gamle og den nye Bush én ting: 11. september. Det er det, der har flyttet loddet fra de neo-konservative, der vil ud, til de palæo-konservative, der vil hjem.
NBP: Det mener jeg nok ikke er helt rigtigt. Jeg mener ikke det primært har været et valg mellem interventionisme og isolationisme, men snarere: et spørgsmål om multilateralisme eller unilateralisme. Jeg mener det er der, forskellen er mellem den gamle og den nye Bush - der hvor vægten virkelig er tippet - og hvor vi har kunnet se noget der lignede også et opgør i hele diskussionen op til krigen. Ikke fra Bush den ældre selv - han har ikke blandet sig i den diskussion - men det har en lang række af de ledende kræfter fra hans regering: det har Brent Scowcroft, det har Jim Baker, det har Norman Schwartzkopf (som spiller golf med Bush den ældre - og man må formode at de også taler politik engang imellem). Han kom ud og sagde åbent at han mente, at en invasion af Irak - på nuværende tidspunkt; i den form og uden et mandat fra Sikkerhedsrådet - var en fejltagelse.
Selvfølgelig har det hele tiden været underforstået, fra Wolfowitz og andre, at når man skulle invadere Irak så var det også for at rette op på en skade den tidligere Bush-regering gjorde - ved ikke at tage til Bagdad, ved ikke at fjerne Saddam Hussein.
Ved 'ikke at gøre jobbet færdig'.
NBP: Ved ikke at gøre jobbet færdig. Mange af de folk der sad i regeringen dengang; mener at de blev overhørt - nu har de altså en lydhørhed, de ikke havde tidligere, så "nu skulle det gøres rigtigt". Så der har selvfølgelig også været et slags personligt opgør i nogle af de her beslutninger. Ikke at det overhovedet er det, der har været afgørende. Men det er stadigvæk: mødet mellem to forskellige opfattelser af, hvad der tjener USA bedst - hvor folk som Baker og andre mener, at det USA bidrager til FN altså er en meget lille investering i national sikkerhed og noget, der gavner amerikanske interesser på længere sigt, mere end den enegang, som Wolfowitz og andre har stået for, fordi de mener at for mange kokke – særligt af den europæiske slags -fordærver maden.
Det du sagde før fortolker jeg derhen, at du mener det er svært at sige noget om de neokonservatives indflydelse i fremtiden før vi ved hvad der kommer ud af Irak, og hvilke konklusioner der ligesom bliver draget. Mit indtryk er, at hele det her problemkompleks i USA er gået fra at være hævet over kritik fra 11. september til ét, man pludselig stiller spørgsmålstegn ved – måske fordi demokraterne er ved at varme op til Præsidentvalget. Men uafhængigt af de her ting, ser du da en risiko for at USA netop vælger den der unilaterale kurs også selvom der kommer en demokratisk præsident til roret? For en del af de analyser der er blevet lavet af amerikansk udenrigspolitik - måske særligt udenfor USA - er gået på at denneher unilateralisme, aktivisme, tilliden til militær-magt-alene, var nogle ting, der ville være slået igennem i amerikansk politik alligevel: selvom der ikke havde været neokonservative, selvom der ikke havde været en 11. september.
NBP: Jeg så en meget sjov formel engang, som den udenrigspolitiske historiker Walter LaFeber satte op: E+P=U.E for 'exceptionalisme' + P for "power", ikke mindst den militære magt. De to ting kombineret ville føre til graden af unilateralisme i amerikansk politik:
Exceptionalisme ["vi er noget særligt", red.] + militærmagt = grad af unilateralisme [enegang, red.]
Denne her exceptionalistiske opfattelse går på at USA har en særlig rolle at spille - den opfattelse man også i høj grad finder hos de neokonservative. Og med god grund selvfølgelig - fordi USA er den eneste pol i verden nu. Men den anden faktor er hvordan man vurderer den amerikanske overmagt. Og hvor meget de til enhver tid siddende beslutningstagere mener de har råd til at gøre tingene alene. Det afhænger i høj grad af hvor meget man tror man kan gøre BLOT med den militære magt.
Hos Robert Kagan, forfatteren til Of Paradise and Power og en af de meget vigtige stemmer, der har været i de senere år, ser man betoningen af det her modsætningsforhold mellem europæerne og amerikanerne. Idéen om at europæerne har brugt alle deres penge på velfærd mens amerikanerne har brugt deres på militær; at europæerne har lullet sig ind i deres egen succes i EU - de kan afgive suverænitet, frivilligt afgive magt, og så blive sikrere sammen. Den succeshistorie, Europa har været: at der stort set - med undtagelse af Balkan - har været fred på det europæiske kontinent i efterkrigstiden. Det er det, siger Kagan, europæerne tror de kan projicere ud på hele verden - gennem internationale traktater osv. Paradoksalt nok, peger han på, var det amerikanerne der i gamle dage - dvs.: da USA ikke var så stærkt rent militært, omkring Første Verdenskrig - altid var fortalere for internationale aftaler. Det var Wilson, der foreslog Folkeforbundet osv. - og dengang var det de europæiske magter, der holdt fast på almindelige statsræson og magtbalance.
|
|
Portrætfoto: CBS Illustrationsfoto: Department of Defense, State Department
|
|
|
|
|
|
|
|
