|
|
Men spørgsmålet er: hvor holder retorikken op? For Richard Perle har sagt at strategien kunne opsummeres i to ord: "You're next". Dvs.: i det øjeblik man havde Irak, kunne man gå ud og sige: "Se, hvad der sker!" Så man var nødt til at sige det ikke bare var Irak men en War on Terror, ikke bare Hussein eller Baath, men en demokratisk domino-effekt - det kan godt være Irak er den overkommelige opgave i lyset fra gadelygten, men skal det virke som en advarsel og som et eksempel er man nødt til at gå ud at bygge hele denne her retorik, så alle nu holder sig i skindet - fra Pyongyang til Havana.
NBP: Men problemet er jo i høj grad at man er blevet nødt til at bruge et helt andet sæt af argumenter for at overbevise den amerikanske befolkning om at det her er noget man skal gøre. Relatere det direkte til USA' s nationale sikkerhed - ikke på langt sigt, men umiddelbart: dvs. man blev nødt til at slå på at Irak udgjorde en konkret trussel for USA's nationale sikkerhed -
"A clear and present danger".
NBP: Præcis. Både fordi det er en nødvendighed for Præsidentens mulighed for at kunne manøvrere så meget som han ønskede uden at involvere Kongressen i en eller anden større beslutningsproces - at man kunne pege på en umiddelbar trussel. Og så tror jeg der var også nogle helt konkrete hensyn da først USA besluttede sig for at gå til sikkerhedsrådet for at få en resolution. Jeg havde en, synes jeg, meget lærerig samtale med en amerikansk professor i politologi som er tilknyttet Bush den ældre's bibliotek i Texas og som er forholdsvis tæt, tror jeg, ikke på beslutningsprocessen men på det politiske miljø omkring præsidenten. Det var i januar, på et tidspunkt hvor man stadig håbede på Sikkerhedsrådets godkendelse af en intervention. Jeg sagde så til ham at jeg syntes det var noget forvirrende at man sendte så mange forskellige signaler - så mange forskellige begrundelser for hvorfor man skulle have denne her krig. Så var det kampen mod terrorismen - så havde man ikke rigtigt belæg for dét, så blev det truslen fra masseødelæggelsesvåben; så blev det demokratisering osv.
Så sagde han: "Ja, men det der med kampen mod terrorismen, det er også en fejl - det er vi også gået væk fra at sige igen, fordi der var der ligesom ikke nogen forbindelse til Al-Qaeda. Og det der med masseødelæggelsesvåben? Det er jo kun noget vi siger for Frankrigs skyld. Frankrig vil have det skal hedde det, for ellers truer de med at nedlægge veto i sikkerhedsrådet". Og det amerikanske ræsonnement var, ifølge denne her professor: "Nå ja, man kan ikke gå ind for alvor og undersøge om der er masseødelæggelsesvåben uden samtidig at fjerne regimet" - og dét var amerikanernes egentlige mål. De mente at hvis ikke Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, så fik han dem nok en dag - det var ham, grundlæggende, de ikke stolede på. Det var ham, de ville have fjernet. Og hvis det så betød at man på nuværende tidspunkt skulle argumentere for at han besad masseødelæggelsesvåben, som udgjorde en umiddelbar trussel mod USA's nationale sikkerhed og mod resten af vesten, ja, så sagde man det.
Og det forklarer jo meget godt hele den utroligt lunkne holdning USA havde overfor våbeninspektørerne. Hele tiden, når våbeninspektørerne sagde: "Vi har ikke fundet noget endnu - vi har brug for mere tid", så sagde den amerikanske regering: "Jamen, vi ved de er der - vi har konkrete informationer, vi kan bare ikke afsløre dem nu". Og det er jo lige præcis den klemme den amerikanske regering sidder i nu: at de ligesom har brugt nogle helt andre argumenter end dem, der var de konkrete argumenter for at gå ind i Irak.
Men spørgsmålet er hvem det er et problem overfor. Hvis du er tilstrækkeligt rå og neokonservativ, så kan du sige: "Jaja, det er også et forklaringsproblem ift. vælgerne og de her medier, de valne europæere osv. - men det har at gøre med den udenrigspolitiske beslutningsproces, nogle sure demokrater i USA og socialdemokrater i Europa. Der hvor krigen HAR virket det er i "You're-next"-doktrinen. Alle verdens diktatorer ved nu godt hvad de kan risikere. Hvis det har virket dér, så HAR det virket - og så er spørgsmålet om begrundelserne noget man må rydde op i The New York Times, The Guardian og Politiken."
NBP: Det er bare alt for tidligt at sige om det har virker dér, ikke? For i øjeblikket har du 16 af den amerikanske hærs 31 kampenheder bundet op i Irak. Hvis det har virket på Iran, så er det idet de snarere har skyndt sig at sætte tempoet op på deres udvikling af et atomprogram. Det har sandsynligvis heller ikke virket på Nordkorea: de blev snarere farligere af at have den fornemmelse af at de var de næste på listen. Man kan sige: den egentlige trussel for en præsident som Bush det er: det daglige drab på en amerikansk soldat. Hver eneste drab på en amerikansk soldat, uden på nogen måde at forklejne det, bliver jo en forsidehistorie i USA. Hvad hvis den lære den amerikanske befolkning drager af krigen i Irak ikke bliver hvad de neokonservative havde forestillet sig - nemlig at det var et nærmest kirurgisk indgreb, hvor den militære overmagt var så stor, at det måtte være klart for enhver, at USA kunne gøre det her hvorsomhelst, og mod hvemsomhelst, med en sådan styrke?
Hvis hele efterspillet viser, at der altså er så mange andre grunde til at USA ikke vil gøre det igen - fordi processen kræver et apparat, som binder halvdelen af de amerikanske ressourcer op mange år frem i tiden, så kan det også have det modsatte effekt, ikke? Så kan det også gøre andre såkaldte slyngelstater mindre bange for at amerikanerne er parat til at gentage hvad de gjorde i Irak. Og det har i høj grad givet bagslag at de neo-konservative - også med folk som Robert Kagan i spidsen - ligesom havde så travlt med at beskrive de her nosseløse europæere, som altid syntes de forstod verden bedre end amerikanerne og som ikke ville betale nogen penge til forsvar, som bare synes de ligesom skulle tale sig ud af alting. Dét havde man travlt med at lægge afstand til: de var fuldstændig irrelevante, europæerne. Nu står man med et helt konkret problem: man har brug for nogle til at afløse de amerikanske tropper i Irak---
Om det så er franskmænd!
NBP: Om det så er franskmænd - fordi man har brug for det råderum andre steder. Og der er et politisk pres: der begynder at være røster også på den amerikanske højrefløj, der siger, "Jamen, hør: det her er jo "nation-building": det er jo overhovedet ikke hvad vores hær er god til - den er jo ikke beregnet til det. Altså, vi skal nok lave maden, så må europæerne klare opvasken bagefter". Og: "Er det ikke et problem at vi nu har fået fornærmet de europæere så meget, så de ikke bare sender tropper afsted med det samme?'"
Så det er jo et helt konkret problem, som de må forholde sig til. Og hvor jeg mener at nogle af de her neo-konservative i deres enorme arrogance overfor traditionelle alliancepartnere altså klart har overvurderet hvad USA kan gøre på egen hånd.
|
|
Portrætfoto: CBS Illustrationsfoto: Department of Defense, State Department
|
|
|
|
|
|
|
|
