ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

70erne: De nye konservative

Der er jo nogle, der har givet udtryk for, at den udvikling vi har set det sidste år vil komme til at betyde at vi i Europa og i Danmark kommer til at beskæftige os mere med amerikansk indenrigspolitik fremover: at vi er blevet mere akut klar over det – i hvert fald i øjeblikket - meget tætte forhold mellem indenrigs- og udenrigspolitik og de meget stærke elementer af ideologi, vil nogle sige, som vi pludselig ser i USA’s linie. Er du enig i at vi er i en periode, hvor der er et usædvanligt stærkt element af ideologi i amerikansk udenrigspolitik?

Niels Bjerre-Poulsen NBP: Ja, det vil jeg nok sige. Man har jo talt meget om denne her gruppe af såkaldt neo-konservative omkring Præsident Bush, og det er måske nok en lidt misvisende betegnelse. Man begyndte for første gang at tale om de her neo-konservative i 70erne - og betegnelsen "neo-konservativ" skulle afspejle, at de så at sige var 'kommet til' deres konservative synspunkter andre steder fra. At de havde bevæget sig gennem det politiske spektrum.

Der var folk som Irving Kristol, grundlæggeren af tidsskriftet The Public Interest. Der var Norman Podhoretz, redaktør af Commentary - og en række andre folk, som allesammen havde det tilfælles at de havde været enten demokrater - eller, i de fleste tilfælde: faktisk socialister eller trotskister, og på en eller anden måde - og af forskellige årsager, mest på grund af nogle forhold ved debatten om Den Kolde Krig - havde bevæget sig over i den konservative lejr. Hvor de blev mødt med en forholdsvis udbredt skepsis hos mange traditionelle konservative. De så dem netop som ideologer, der ikke havde fokuseret på sådan et bredt konservativt livssyn, men på nogle bestemte træk: nemlig et ideologisk opgør med kommunismen, som havde ført til at de - alt andet lige - så sig bedst placeret i den konservative lejr.

De neo-konservative var folk der, modsat mange andre på datidens højrefløj, havde gode kontakter i Washington, var meget velformulerede, havde 'medier med sig', så at sige: nemlig deres egne medier, hvor de kunne komme til orde. På et tidspunkt hvor mange amerikanske konservative syntes de manglede steder, hvor de kunne få deres synspunkter repræsenteret. Så de var meget værdifulde allierede, men samtidig altså allierede, som konservative altså mødte med en vis skepsis.

Hvis vi går tilbage til den første Bush-administration ser vi en administration domineret mere af traditionelle republikanere, men hvor mange af de her neokonservative skikkelser er til stede - i mere underordnede funktioner. Både Paul Wolfowitz, Michael Ledeen og flere andre ledende neokonservative havde funktioner også i den første Bush-administration, men de blev i høj grad holdt i ave af pragmatikere som Brent Scowcroft - den første Bush's sikkerhedspolitiske rådgiver; James Baker og også for den sags skyld af folk som Colin Powell, der var stabschef på det tidspunkt. Nu ser vi at den nuværende præsident er væsentlig mere lydhør overfor dem. Symptomatisk er det måske at Paul Wolfowitz udtrykte mange af sine idéer om en hel reorganisering af Mellemøsten - og også idéen om preemptive strikes, altså: præventive angreb, allerede i den første Bush-administration, men der var straks nogle, der kom ud sagde at det her var altså ikke Bush-regeringens politik. Nu er det mere eller mindre blevet den officielle doktrin. Så der er en hel anderledes situation. Særligt efter terrorangrebene 11. september fik de vind i sejlene på en måde, de ikke havde haft tidligere.

Ville det være rigtigt at sige at 70erne er en periode, hvor den amerikanske konservatisme og det republikanske parti er trængt i defensiven på grund af Nixon og Vietnamkrigen?

NBP: Udenrigspolitisk: Ja, det vil jeg nok sige. Men den amerikanske konservatisme har hele tiden - på det ideologiske plan - været sådan en forholdsvis lille klike, foruden, kan man sige, brede masser, som var konservative på nogle punkter og ikke på andre. De egentligt økonomisk-konservative har måske været forholdsvis få - og det, der så sker i løbet af 70erne er at konservative finder nye alliancepartnere. At nogle af de ideologiske konservative finder ud af at knytte bånd til hvad man begynder at kalde de socialt konservative - dvs. bl.a. religiøse grupper, som føler sig trængt af en lang række af de ting, der foregår i 70erne. Kvindebevægelsen, miljøbevægelsen - hvad de ser som frontale angreb på den amerikanske familie: abortspørgsmålet, homoseksuelles rettigheder, alle de der spørgsmål mobiliserer folk, der ikke traditionelt nødvendigvis har opfattet sig som politiske. Folk, der typisk har holdt sig ude af den politiske debat.

Så man får denne her mærkelige alliance mellem neokonservative, som dybest set mest interesserer sig for udenrigspolitik, og så andre grupper i det amerikanske samfund, der traditionelt ikke har interesseret sig ret meget for udenrigspolitik - bortset fra når det kunne formuleres som moralske spørgsmål: ondt mod godt. Dèt var i høj grad noget, opgøret med kommunismen kunne mobilisere - og det lykkedes så de neokonservative at mobilisere nogle af de her vælgere til rent faktisk også at interessere sig for udenrigspolitiske spørgsmål, ved fx at betone det Gudløse aspekt af kommunismen snarere end måske i hvilket omfang, den udgjorde en sikkerhedspolitisk risiko for USA. Så det kan man sige er det kompromis, de neo-konservative måtte indgå: at de måtte begynde at interessere sig for andre aspekter - også indenrigspolitiske - hvilket mange af dem utvivlsomt også havde gjort, men det var ikke ligesom dét, der gjorde dem til neokonservative: det var i høj grad deres opfattelse af den udenrigspolitiske situation. Og - mere konkret - har Mellemøsten og især forholdet til Israel spillet en stor rolle for mange af dem.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

      

 

 

 

       

        

 

Paul Wolfowitz (t.v.) og Donald Rumsfeld (foto: Department of Defense)

 

 

    

Portrætfoto: CBS Illustrationsfoto: Department of Defense, State Department