|
|
Meget af det du beskriver, er jo noget der slår igennem med Reagan: Vi har jo nok haft et billede af at 80erne og dén der højreorientering var forbundet tæt til laissez-faire-holdningen til økonomien; en minimalstatstankegang osv. Og det er jo noget, der ikke er spor centralt for de neokonservative.
NBP: Ja. Man kan sige: de udenrigspolitiske visioner de har er ret kostbare, så derfor har de også mødt modvilje fra sådan traditionelle laissez-faire-konservative, som har haft en skepsis overfor de her udenrigspolitiske tiltag fordi mere militær også ville betyde mere stat. Så enkelt har det til en vis grad været. Dér hvor de tit har kunnet mødes har været i teknologiske løsninger på mange af problemerne: de har opdyrket en forkærlighed for luftvåbnet og tekniske løsninger - også fordi de på længere sigt blev anset for at være mindre omkostningstunge end en traditionel brug af hæren (fx udstationeringer på baser rundt omkring på kloden).
Kan man sige at der er to steder, hvor de neo-konservative er uenige med de mere traditionelle konservative: dels på spørgsmålet om hvor meget statsmagt og hvor mange skattekroner der er brug for (hvor du så siger de finder en fælles grund på de konkrete militære løsninger). Og så på det værdimæssige - fordi en traditionel borgerlig holdning kunne jo være: "Vi er ligeglade med hvad de gør i Mellemøsten. De har deres frihed og vi har vores". Og dér bryder de neokonservative også - fordi de er konservative og ikke libertinere: deres frihedsforståelse er den amerikanske, og det er den, de eksporterer.
NBP: Man kan måske sige at de kommer med - sådan banalt sagt: en liberal fremskridtstro. At det er det, de ligesom har bragt ind i et konservativt regi. Hvor den traditionelle, konservative udenrigspolitik i USA i høj grad var "national sikkerhed - dét er vores bekymring. Hvad der sker andre steder i verden er ikke nødvendigvis vores anliggende." Går man tilbage til 40erne eller måske især 30erne, så talte amerikanske konservative om "Fortress America" - idéen om at man måske kunne bruge luftvåbnet til simpelthen at afspærre det amerikanske kontinent, så man ikke kunne angribes udfra, og hvad der så foregik i resten af verden var man så mindre bekymrede for. Med hele Den Kolde Krig begyndte der en transformation på den amerikanske højrefløj: det er selvfølgelig den transformation, der på et tidspunkt trak de her neo-konservative ind i den konservative bevægelse - i første omgang primært fordi man så fik sammenfaldende interesser i opfattelsen af kommunismen som en trussel. Et sammenfald mellem neokonservative, som primært fokuserede på den sikkerhedspolitiske trussel og andre konservative, som også så det som en ideologisk trussel i USA.
Men helt op i 70erne vil jeg sige at mange af de neokonservative var ret liberale (i den amerikanske betydning af ordet) på en lang række indenrigspolitiske spørgsmål. Og det har de så givet afkald på efterhånden - de er blevet mere integreret i en konservativ verdensopfattelse. Men stadigvæk har de måske mere ideologisk fremdrift - og det er det, jeg mener med den der liberale optimisme: den dér tro på at man kan ændre verden afgørende, man kan ændre alle betingelserne som udenrigspolitik foregår på. Idéen om at omforme og demokratisere hele Mellemøsten er en ide som mange traditionelle konservative har en naturlig skepsis overfor.
|
|
Portrætfoto: CBS Illustrationsfoto: Department of Defense, State Department
|
|
|
|
|
|
|
|
