|
|
Hvordan var deres baggrund ift. det republikanske parti i 70erne? Jeg har læst en udlægning af, at mange neokonservative betragtede republikanerne som gammeldags, idé- og fantasiløse, fastkørte: nogle 'gamle hvide mænd' - mens nogle af dem selv kom fra en meget venstreorienteret baggrund.
NBP: Der var en meget sigende betegnelse, der kom frem i slutningen af 70erne, hvor de neokonservative blev kaldt: "chiefs without indians" - høvdinge uden indianere. Hvilket skulle indikere at de netop ikke havde nogen politisk basis, de havde ikke en politisk bevægelse eller fodfæste indenfor partiapparatet. De havde primært tidsskrifter - og adgang til den offentlige debat. Og det, de så har fået efterhånden er jo: tænketanke. Altså en institutionalisering: The American Enterprise Institute, The Heritage Foundation, og forskellige andre konservative tænketanke. Det har været akademikere, journalister, uden egentlig styr på hvad der foregik i det republikanske parti. Det har de så fået - i stigende grad har de knyttet forbindelser til en eller anden form for base indenfor partiet.
Man kan pege på nogle politiske skikkelser, der fungerer som bindeled mellem de her neokonservative og så det republikanske parti - Newt Gringrich for eksempel, og vel idag også en ledende politiker som Tom Delay (leder af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus). Men først og fremmest er det vel meget tydeligt at tænketanke som American Enterprise Institute og The Heritage Foundation nu er blevet sådan et alternativ til mange af de etablerede kanaler, man i USA ellers ville bruge i udformningen af udenrigspolitikken. Man kan helt tydeligt se et forsøg på at køre det amerikanske udenrigsministerium ud på et sidespor. Det har jo været tydeligt de sidste år at det var i Forsvarsministeriet omkring Donald Rumsfeld der var stor lydhørhed overfor de neokonservative synspunkter og hvor de sad på en lang række poster.
Så har de fx i Udenrigsministeriet - tror jeg roligt man kan sige - fået placeret en vice-udenrigsminister, John Bolton, der som et af sine formål har haft at holde Colin Powell i ave.
Foto: Dept. of State / FN (Sophie Paris)
Men der har været et tydeligt modsætningsforhold mellem et Udenrigsministerium, som var tættere på den traditionelle udenrigspolitiske kurs, og hvor man især interesserede sig for pragmatiske løsninger gennem de etablerede diplomatiske kanaler - og så et Forsvarsministerium organiseret af Rumsfeld, hvor man har haft de her ideologer placeret. I Bob Woodwards bog Bush At War beskriver han at Colin Powell skulle have udtalt, at han har det som om han sidder i en dybfryser, og så, engang imellem når det brænder på og de har brug for ham, så bliver han pillet ud af fryseren og sat foran en mikrofon. Det er klart: Colin Powell er en svær figur at slippe udenom - han har også en vis indflydelse, som de ikke bare kan negligere. Men i det meste af den tid George W. Bush har været præsident har Colin Powell i høj grad været inddæmmet og de fleste beslutninger synes at være taget i Forsvarsministeriet. En lang række af bidragene i den research, man har brugt til at anbefale bestemte politiske tiltag, er kommet fra forskellige advisory boards under Forsvarsministeriet eller fra uafhængige - eller: såkaldt uafhængige - tænketanke som The American Enterprise Institute. Det tror jeg er klart for de fleste.
|
|
Portrætfoto: CBS Illustrationsfoto: Department of Defense, State Department
|
|
|
|
|
|
|
|
