|
|
Hvis vi skal tage det større perspektiv på de sidste 10-15 år. Det har jo været en almindeligt accepteret sandhed at indenrigs- og udenrigspolitik flød sammen. Der ligger lidt i det, du siger her at man i Bush-regeringen kan se nogle af de samme principper slå igennem både i indenrigs- og udenrigspolitikken. Hvis det nu er rigtigt at skillelinien mellem de to ting ophæves (det bliver den jo ikke helt, jf. efterretningsspørgsmålet og de der ting, der gør udenrigspolitikken til noget særligt) betyder det så også at udenrigspolitikken bliver mere politiseret? At det vi fx har set den danske regering gøre er et udslag af at den samme taktik og strategi og magtkamp, som vi er vant til at acceptere på indenrigspolitikken, ligesom flyder over på udenrigspolitikken også?
ML: Ja, på en eller anden måde håber jeg jo ikke at det bliver sådan, fordi jeg tror at hvis Danmark fortsat skal have en slagkraft i det internationale billede jf. den vi lejlighedsvist har haft, som foregangsland i en række sammenhænge, der langt overgår hvad vores antal egentlig skulle berettige os til, så er den første nødvendige forudsætning at vi er forholdsvist bredt enige om hvad det er for en udenrigspolitisk strategi, vi skal forfølge.
Men der er jo i det her - det kan man ikke komme udenom - nogle grundlæggende forskelle i vurderingen af de politiske kræfter, der gør sig gældende her i verden. Det er der da - derfor kan det være svært at fastholde en enighed. Omvendt: det udgangspunkt jeg har er at, selvom det ser besværligt ud; selvom der er mange risici for at det ikke lykkes, så skal vi lægge vores lod for et stærkere europæisk samarbejde - også på udenrigspolitikken. Dét synspunkt har jo hidtil været meget massivt også Venstres og de Konservatives.
Men ikke længere, tror du? Tror du det er ved at skifte?
Jeg synes statsministerens definition af danske sikkerhedsinteresser tyder på at han er mere tvetydig i forhold til hvilken rolle EU skal spille end Venstre har været - bare i Uffe Ellemanns formandstid. Hvor vi andre måske i virkeligheden er blevet mere afklarede - der er en enkelt undtagelse: Torben Lund - men gennemgående er vi vel blevet meget mere afklarede i Socialdemokratiet om at vore muligheder for at forfølge de mål, de idealer vi har, for denne her verdens udvikling, har ikke noget bedre fundament end et velfungerende europæisk samarbejde. Det er besværligt med, men det er umuligt uden.
Men der ligger i det, du siger at I har prøvet IKKE at drive så meget politik på regeringen. Endnu! Der er måske nogle, der vil sige: I venter bare på at der skal gå et år, uden at der er fundet våben, og SÅ skal der være valg, og så kommer det frem...! Men i foråret havde man de her massive fredsdemonstrationer; det her er den første rigtige trussel mod Blair, der ellers har været massivt populær - og i USA kan man jo også se at det her område fra at være fuldstændig hævet over kritik fra 11. september indtil nu, med ét er ved at blive politiseret (demokraterne er ved at varme op til præsidentvalget og pludselig er det her noget, man tør gå ud og stille spørgsmålstegn ved).
Har I ikke været fristet til, i Socialdemokratiet, at sige: "Her har vi en chance for at angribe regeringen - for at gå amerikaneres ærinde og være meget selektive i den kampagne de lægger frem!"?
ML: Jeg vil sige at jeg har, synes jeg, som formand for Socialdemokratiet den balance at forvalte at jeg ønsker at trække den her regering tilbage til at Danmark kun har én udenrigspolitik. Jeg ønsker at medvirke til at vi får genskabt et bredt samarbejde. Det forudsætter også at regeringen nuancerer sig. Og det synes jeg er det overordnede hensyn.
Det er klart vi må stille de kritiske spørgsmål til forløbet omkring Irakkrigen, som der er grund til at stille, og det vil jo være meget afhængigt af hvordan tingene afdækkes - fx i Storbritannien. Fordi man kan sige mange ting om den danske regering - mange kritiske ting om dens meget forsimplede forhold til den her konflikt, men den har jo sikkert nok ikke indsamlet nogen som helst væsentlige efterretningsoplysninger selv: den har forladt sig på sine allierede.
Hvis vi igen tager det overordnede perspektiv: 90erne frem. Når man ser på den dér mod-globaliseringsreaktion - urolighederne i Seattle for et par år siden, ATTAC osv., så er der ingen tvivl om at hvis nogen har troet at der var enighed om i hvilken retning verden skulle bevæge sig, så tog de altså fejl: fordi der er faktisk meningsbrydninger (og det viste debatten i foråret jo også).
Forstår du ikke godt at der kan være utålmodighed på - skal vi sige - den "rigtige" venstrefløj, som synes at overhovedet det at MEDVIRKE i den verdensorden er forkert? Der ligger jo også i jeres EU-argumentation at EU skal SAMARBEJDE med USA. Kommer man ikke til at blåstemple nogle løsninger - brugen af militærmagt osv. - implicit ved overhovedet at medvirke i de her ting? Forstår du ikke godt at det kan være svært for den ekstreme venstrefløj at se at dét er noget særligt alternativ til det verdenssamfund, vi har?
ML: Jojo, men altså: der er ikke noget alternativ til at samarbejde med USA. USA er så dominerende globalt at man kan ikke bare lade være med at forholde sig til dem, og den eneste måde hvorpå vi har en chance for at påvirke dem, det er ved at udvikle samarbejdet dér, hvor vi har fælles interesser - og fremføre vores synspunkter med størst mulig vægt. Europa har den særstilling i verden, for det første at hvis vi er enige så er vi, ikke en militærmagt på linie med USA men i hvert fald: en økonomisk faktor på linie med USA. Vi har en stor politisk indflydelse - og vi har en politisk gennemslagskraft på grund af vores dialogmuligheder med det amerikanske politiske system og den amerikanske befolkning, som er større end den, man har i nogen anden del af verden. Det er dét, vi skal benytte os af - og derfor skal vi på ingen måde afskære forbindelserne:
Selv inde i den amerikanske administration er der jo givet forskellige synspunkter. Jeg havde jo fornøjelsen af at opleve Colin Powell som udenrigsminister - og jeg mener han repræsenterer betydelige nuancer i forhold til de folk, der dominerer lige nu, i den - skal vi sige - mere høge-prægede kurs: som Bush og Rumsfeld og Cheney.
Der er jo nogle, der mener at det er en meget snæver kreds af folk med et meget bestemt tankesæt, der faktisk her har kapret den amerikanske udenrigspolitik. HVIS NU det er tilfældet, så må det da være overraskende at det kan lade sig gøre - i dag, ikke?
ML: Ja, det er efter min mening foruroligende når man oplever en Richard Perle eller en Paul Wolfowitz og andre, i deres syn på den her verden, det skal jeg da ikke lægge skjul på. Det skræmmer mig noget.
Hvordan kan det ske i det amerikanske system? Hvis det er rigtigt at det er et mindretal, hvis holdninger kommer til udtryk?
ML: Jamen, om det er et mindretal eller et flertal, det er jo lidt svært at vurdere, fordi det jo i hvert fald er nogle magthavere med meget stor gennemslagskraft - og meget stort medløb fra medierne i USA, som nu lægger melodien.
Anden del af interviewet følger imorgen, onsdag d.20. august
| Udgivet 19.08.03 kl.11.36 CET |
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
