|
|
|
Interviewet kan på sidste side (s.6) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
||||||||||||
|
Det er nogle begivenhedsrige måneder, hvad udenrigspolitikken angår -
MOGENS LYKKETOFT (ML): Det må man sige.
Intet vil vel være mere naturligt end at prøve at starte med at sætte det forløb, vi i foråret var igennem, lidt i perspektiv. Er der noget, der slår dig, når du ser tilbage på opløbet til Irakkrigen - som jo i virkeligheden blev indledt for et års tid siden? Er der noget, der står klart i retrospekt?
ML: Først og fremmest så mener jeg at hele forløbet omkring Irakkrigen, og de problemer jeg synes vi må have med den amerikanske regerings måde at se verden på, det er en understregning af hvor vigtigt det er at bruge al sin kraft på at få det europæiske samarbejde - også omkring udenrigspolitikken - til at fungere bedre. For der vil ikke i vores levetid, komme et bidrag til et - skal vi sige - konstruktivt modspil til den linie, som de konservative i USA kører i øjeblikket, som har nogen gennemslagskraft, hvis ikke det er et Europa, der bliver meget mere enigt.
Nu siger du "den amerikanske regering". Det er jo en pointe, som I har været meget nøjagtige i jeres præcisering af: at jeres opposition til og kritik af USA det sidste år ikke har handlet så meget om USA som den har handlet om den nuværende amerikanske administration.
ML: Ja, præcis. Jeg synes nogle af de mest primitive diskussioner, det er jo når man bliver beskyldt for at være anti-amerikansk, fordi man fremfører den samme kritik som vældig mange amerikanere gør. Vi har haft en Clinton-administration, som vel realistisk set har været det bedste, der kunne komme ud af det amerikanske politiske system i forhold til en fornuftig dialog og et fornuftigt partnerskab med USA. Nu har vi fået nogle folk, der er utroligt--- som det hedder med et fint ord: unilateralistiske. Som mener, at USA har magten og muligheden for at bruge den - og ikke behøver lytte til nogen som helst andre end den amerikanske kongres, når de intervenerer rundt omkring i verden. Det er klart det bryder med de idealer man må have om, at skal man træffe dramatiske beslutninger - som at gå ind og fjerne et regime i Irak - så skal der være et godt, folkeretligt grundlag for det, og så skal det være en beslutning et samlet verdenssamfund - så vidt det overhovedet er muligt - træffer.
Også fordi - og det er jo det, vi oplever nu, i Irak - at det er med en enorm militærteknologisk overlegenhed ingen sag at fjerne en lommediktator i et udviklingsland fra magten, men dét at få bragt et land ind i en god, stabil, mere demokratisk udvikling - det kræver noget helt andet, som den amerikanske regering åbenbart har været ret uforberedt på at den skulle levere. Både i længde af tilstedeværelse - men også i bredden af tilstedeværelse.
Jeg tror at mulighederne for at håndtere udviklingen i Irak - så det internt kan blive harmonisk og så det, i forhold til den arabiske verden kan blive harmonisk, havde været langt, langt større hvis det, man havde gjort, var resultatet af en måske lidt mere langtgående diskussion i verdenssamfundet. Og hvis man havde haft et klart FN-mandat for tilstedeværelsen.
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
