|
|
Blev I overraskede over den situation, vi befandt os i i foråret, da regeringen besluttede at vi skulle ind på amerikansk side?
ML: Jeg vil sige det på den måde, at jeg synes ikke der er noget som helst overraskende i at den amerikanske regering drog den konklusion, den gjorde - fordi det har man jo kunnet se i kortene i meget, meget lang tid: at sådan ville det ende. Bob Woodward har skrevet en udmærket bog om Bush's Krig, som viser at de her overvejelser var på bordet allerede dag 1 efter den 11. september - og at de i og for sig ikke havde så meget direkte at gøre med forestillingen om en forbindelse mellem Al-Qeada og Irak, men at man altså nu havde en anledning til at gøre op med noget, man ikke syntes man ville acceptere. Så at det ville gå på den måde har været forudsigeligt - og man kan undre sig over hele mellemspillet med FN, hvis man alligevel ikke havde tænkt sig at bygge sine konklusioner på FN's våbeninspektører.
Men jeg undrede mig meget over at den danske regering traf den beslutning: at være militært tilstede sammen med ganske få andre lande. Det gjorde jeg både fordi jeg mener at det ikke var den rigtige profil for Danmark at deltage i en aktion, som et flertal af FN's medlemslande jo ikke ønskede på det tidspunkt, men jeg undrede mig også over det fordi jeg kunne ikke - i de forudgående samtaler jeg havde haft med dette lands udenrigsminister - have nogen som helst anledning til at tro at regeringen ville træffe den beslutning: at deltage militært i en aktion, der ikke havde noget mandat fra FN og ikke var bakket op af et bredt flertal i Folketinget.
Der er jo to linier i regeringens måde at argumentere på, synes jeg. En langsigtet: solidariteten overfor USA koblet med FN: regeringen har jo forsøgt at lægge sig lidt i sporet fra Blair, at det er et spørgsmål om FN's troværdighed. Det var i hvert fald det, som Statsministeren gav udtryk for forleden. Og så forekommer det også mig at man i regeringens måde at forholde sig til det her på i øjeblikket har fornemmelsen af at 'nu er det ligesom overstået; nu er det ligesom forbi'. Implicit: at situationen kommer ikke til at opstå igen. Men der har jo ligget en diskussion i baggrunden, der har gået på hvorvidt det her er en ny linie i amerikansk udenrigspolitik, som vi kan komme til at se en næste gang --- og en næste gang til. Hvordan tror du den danske regering - forudsat at det er den samme vi har nu - vil stille sig i den situation?
ML: Det er svært at sige. Der er jo ingen tvivl om at statsministerens tilbøjelighed er at følge den store dreng i klassen: gå sammen med amerikanerne. Det har også at gøre med en, efter min mening, lidt forældet og unuanceret opfattelse af sikkerhedspolitik, fordi det er rigtigt at USA var fuldstændigt uomgængeligt som en allieret, man skulle bakke op om, da man oplevede en direkte, militær trussel mod det danske territorium. Men sikkerhedspolitik i fremtiden er jo noget meget mere differentieret noget: der er ikke nogen landmilitær trussel mod Danmark - der er en varslingstid på 20 år! Rusland er ikke nogen sikkerhedspolitisk trussel på anden måde end at de der underbetalte folk, der bevogter deres rustne lagre af biologiske, kemiske og atomare våben, skulle blive bestukket til at udlevere dem til terrorister og slyngelstater. Og dét skulle man så koncentrere meget mere energi og meget mere investering om at forebygge.
Men vores sikkerhedspolitiske billede er jo den interesse vi har i at de mere grundlæggende konflikter og kløfter i denne her verden bliver udlignet - sådan at der ikke vil opstå helt uoverskuelige trusler mod vores børn og børnebørn på grund af verdens uligevægt. Og dér er svaret mixet af - selvfølgelig – [1] den forebyggende militære, politimæssige indsats; fredsbevarende og fredsskabende aktioner - som EU's nye forsvarsdimension sigter på at Europa skal kunne klare; men også mere generelt: [2] indsatsen for at udvikle verdenshandelen, understøtte den med udviklingsbistand, der opbygger ordentlig regeringsførelse og grundlæggende uddannelses- og sundhedssystemer osv.
Dét er i virkeligheden langsigtet sikkerhedspolitik, der vil noget. Og dér er - efter min mening - forankringen for Danmark, interessemæssigt, KLART i EU. Det er der, vi har flest mennesker - flest politiske kræfter, vi kan bygge en fælles holdning op sammen med, og det er der, vi har den eneste chance for at skabe et mere ligeværdigt partnerskab med USA - og øve en indflydelse på den amerikanske politik.
Der er ingen af os der er i tvivl om, at USA uden sammenligning er verdens militære og økonomiske supermagt. De kan sådan set gøre hvad de vil. Men dét, der er vores mulighed, det er at komme - ud fra en styrkeposition, som kun opstår ved enighed - i en ordentlig politisk diskussion med det amerikanske politiske system, om: hvad er det egentlig for nogle spilleregler, vi skal udvikle i vores fælles, langsigtede interesse i at have styr på denne her verden?
Man kan jo ikke forestille sig at vi - i gåseøjne: "vesten", med USA i spidsen - militært skal gå ind og fjerne alle denne verdens modbydelige diktatorer. Så bliver resultatet det, som i fagsproget hedder "imperial overstretch" [imperiet forsøger sig med for meget, red.]: selv den amerikanske militærmaskine vil ikke kunne klare det, og der vil i hvert fald ikke være politisk opbakning til at gøre det. Og derfor er man selvfølgelig nødt til - også i det længere perspektiv i USA, uanset hvilket politisk udgangspunkt man har, at udvikle en mere nuanceret strategi.
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
