|
|
Men næste gang - om truslen så kommer fra Nordkorea eller Libyen eller et andet sted - så vil man jo have en situation, hvor dem, der er tilhængere af en militær indgriben kan gå ind og plukke i citater fra den danske regering, den britiske regering, den amerikanske regering, masser af politikere over hele verden, der har sagt: Jamen, det her ER for demokratiets skyld. Det var et argument man brugte på et tidligt tidspunkt, inden krigen, foruden masseødelæggelsesvåbnene.
ML: Ja ---
Og derfor kunne lægge pres på og sige: Nu SKAL det her korstog, der skal udbrede kapitalisme og demokrati, altså fortsætte.
ML: Jeg mener det forbyder sig selv at forestille sig at man kan gøre det militært. Man kan gøre det ved eksemplets magt. Ved at engagere sig i samarbejde; ved at insistere på bedre regeringsførelse; nogle gange også sanktioner; men man kan i hvert fald ikke klare det hele ved militær intervention. Og så kan man sige - hvis man skal stille spørgsmålstegn ved hvor det hele fører hen: hvis man skulle intervenere fra toppen af, i forhold til at minimere tabet af menneskeliv, så skulle den første militære intervention af den her størrelse jo være foregået i Congo. Det er der, verdenssamfundet passivt har set til at 3-4 millioner mennesker er omkommet indenfor de sidste få år som direkte og indirekte følge af en fuldstændig kaotisk og blodig borgerkrig.
Og det understreger jo bare ligesom dobbeltstandarderne i hele denne her diskussion. Congo har ikke olie. Congo ligger ikke i Mellemøsten. Derfor var det ikke dér, interessen blev fokuseret - naturligvis. Jeg kan godt forstå de militære planlæggere rundt omkring, i USA og Europa, der siger: "Det dér - det ser for indviklet ud, det kan vi ikke klare". Men så skal man bare ikke ligesom sætte sig på den meget høje hest og sige: "Nu er vi igang med et konsekvent, humanitært korstog for demokrati og menneskerettigheder".
Er det dit indtryk at regeringen nok har tænkt sin indsats i denne her givne situation igennem [brevet fra Statslederne i januar og den splid det skabte i EU; Danmarks umiddelbare strategiske interesse og hvad vi kan have sat til i Bruxelles og vundet i Washington] --- men tror du regeringen har tænkt det dér langsigtede perspektiv igennem? Altså, når de ringer fra USA igen om to år, for at få os til at sadle op igen: hvad de så skal svare dér?
ML: Næh, det tror jeg i grunden ikke de har. Jeg tror til gengæld at der rundt omkring i Europa, også i Storbritannien, vil være meget, meget eftertanke over hvad deres - vores, andre landes - håndtering af det amerikanske pres for solidaritet betyder for det europæiske samarbejde og dets udvikling. Jeg tror også, selvom man selvfølgelig meget forståeligt så de nye medlemmer fra Øst- og Centraleuropa stille op og være mere forstående overfor den amerikanske kurs (det kan jeg se nogle meget gode historiske grunde til) at så vil de også, som nye medlemmer i EU, få en mere nuanceret holdning og en stærkere interesse i EU-landene bliver enige.
Det er jo ikke sådan at EU's udenrigspolitik er ikke-eksisterende, det er jo faktisk - og det var egentlig en opmuntrende erfaring jeg havde i min ret korte tid som udenrigsminister – sådan at EU på en masse strækninger har fælles strategier. Der er ikke tilstrækkelige magtmidler bagved endnu - men: vi har en strategi ift. kommende medlemslande, til det vestlige Balkan, til Rusland, Ukraine, til Mellemøsten, til Nordafrika, og længere ud: vi er ved at udvikle et samarbejde i ASEM-kredsen, altså med de øst- og sydøstasiatiske lande. Der er mange positive træk i udviklingen af den europæiske udenrigspolitik - men det vanskeligste er selvfølgelig: forholdet til USA. Og det er dér, vi ikke er kommet langt nok i vores indbyrdes forståelse af HVAD, der er vores egen interesse.
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
