|
|
Der var jo flere kommentatorer, der i foråret gav udtryk for at når regeringen gjorde som den gjorde, så var det for at få gengæld for fodnoteperioden. At man havde på politikerplan, måske også på embedsmandsplan, simpelthen et ønske om at den solidaritet, man ikke følte man viste overfor USA i 80erne, da man sidst havde en borgerlig regering, den skulle man altså på en eller anden måde ind at markere nu. Der har i hvert fald i Statsministerens ræsonnementer været nogle referencer også til en historisk sammenhæng, på sådan et overordnet plan. Tror du det er rigtigt?
ML: Ja, det håber jeg ikke, fordi jeg mener hele den diskussion, der nu foregår om fodnotepolitikken, føres på et næsten forvansket grundlag - når det gælder billedet af hvad der egentlig foregik i 80erne. Det er rigtigt at der var nogle lidt forskellige holdninger til hvor meget man skulle opruste for at banke Sovjetunionen til et forhandlingsbord, men den danske fodnotepolitik var i virkeligheden uden nogen form for indflydelse på det dér. Og man kan sige: hvis det var så stort et problem for den borgerlige regering, at der var de fodnoter, hvordan kunne den så i så mange år leve med bare at stikke dem i lommen? Hvis det har været så stort et moralsk problem, som det nu fremstilles? Hvorfor blev den regering så siddende?
Det er blevet pustet op til noget som det overhovedet ikke kan bære. Og der var ikke nogen manglende solidaritet med den vestlige alliance fra det danske socialdemokratis side - der var nogle forbehold i forhold til en fremgangsmåde i en bestemt situation. Som vi jo i øvrigt har haft det tidligere - under skiftende regeringer har vi jo ikke altid købt hele NATO-strategien. Vi afviste base-aftaler i starten af 50erne og der har været mange andre punkter, hvor Danmark - med forholdsvis bred politisk enighed - har sagt at vi kan ikke følge vores allieredes strategi hele vejen.
Men der er sket et eller andet med de borgerlige, ikke? For der er da ingen tvivl om at opinionsklimaet i 80erne var af en karakter, hvor de borgerlige syntes de skulle FORKLARE hvorfor de var på amerikansk side - det er som om de har en særlig selvtillid i de her år?
ML: Jojo, det kan man da godt sige.
Både i USA og i Danmark for den sags skyld, ikke?
ML: Men jeg forstår jo ikke hvorfor den selvtillid skal omsættes i sådan fuldstændig ukritisk accept af den politik der formuleres af den mest ultrakonservative regering USA har haft.... fordi det her er jo ANDERLEDES end bare den gamle Bush's regering, hvor der var - om jeg så må sige - solidt funderede statsmænd som James Baker og andre, der lagde kursen. Det her er jo præget af næsten, sådan---- ja, der er alle de der indslag af kristen fundamentalisme og religiøs overbygning i politikken, som i hvert fald altid skræmmer mig, når man skal forholde sig til det.
Så kan man jo også sige - i hvert fald som dansk socialdemokrat - at vi har jo den anden meget massive skillelinie til Bush-administrationen at den er jo de store multinationale koncerners regering. Den har en absolut - også i sin politiske praksis derhjemme - modvilje mod at der skal være et stærkt samfundsmæssigt modspil til de store selskaber. Det er de store selskabers regering - det er det også i den globale strategi, man lægger for hvordan verden skal udvikle sig.
Du tænker også på miljøpolitikken osv.?
ML: Miljøpolitikken, handelspolitikken. Det er den ukorrigerede kapitalismes hurtige breden-sig over hele kloden som er den politiske strategi. Jeg mener, det er jo ikke vores historiske erfaring at dét giver den størst mulige lykke for flest mulige mennesker - at der overhovedet ikke ER noget stærkt samfundsmæssigt modspil til de kapitalkræfter. Så der er også sådan i hele det globale, politiske syn nogle delelinier, hvor jeg tror de fleste europæere - uanset hvilket parti de stemmer på - er tilhængere af mere samfund og mindre ureguleret marked end Bush-regeringen.
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
