|
|
Det er vel også overdetermineret [der er flere fyldestgørende årsager, red.] fordi under Den Kolde Krig havde man Israel, olien og i det øjeblik USSR var allieret med Israels fjender, så indgik konflikten også i Den Kolde Krigs struktur. Den konflikt faldt væk – men er blevet erstattet af terrordagsordenen. Og man har pludselig meget sympati med Israel: det er efter 11. september ikke så svært at forklare de amerikanske tv-seere situationen når man kalder palæstinenserne "terrorists".
NBP: Ja. Det, israelerne oplever i deres hverdag med terrorangreb på uskyldige bliver meget nemt at koble sammen med det, amerikanerne oplevede 11. september. Man siger: det her er to sider af samme sag. Men samtidig er der selvfølgelig andre interesser, der bliver tydelige: det er vel også derfor man ser den amerikanske regering nu, efter lang tids tøven, forsøge at gå ind og rent faktisk etablere den såkaldte køreplan for fred i Mellemøsten - noget, som Præsident Bush var meget lidt tilbøjelig til at gøre efter at have set Præsident Clinton nå et langt stykke af vejen, hvorefter det alligevel faldt fra hinanden. Der er der selvfølgelig et meget stærkt incitament nu - og det der jo en af de ting, der bliver interessante at se: hvor langt er Præsident Bush parat til at presse Ariel Sharon i spørgsmålet om denne her køreplan? Det bliver meget interessant at se - fordi det er jo klart at USA også har andre sikkerhedspolitiske interesser i Mellemøsten. Man har - samtidig med forholdet til Israel - haft alliancepartnere som fx Saudi-Arabien, der i relation til hele spørgsmålet om terrorisme måske virkelig er et problem på længere sigt.
I forholdet til Irak undrede det mig meget tit at se de argumenter, der prægede debatten om hvorfor det var en god idé at intervenere militært- hvis det var mig, der skulle have præsenteret argumenter for hvorfor det var nødvendigt, så var det andre aspekter jeg ville have bragt frem.
Fx?
Nu kan jeg lige så godt sige at jeg var selv modstander af den krig: jeg overvejede da med jævne mellemrum om der alligevel var flere argumenter, der talte for end imod - men jeg kom hver gang til den konklusion, at det var der ikke, af en lang række grunde. Der var endnu færre argumenter der talte for, at et lille land som Danmark skulle gå ind i konflikten på de betingelser, der var.
Men ét argument var jo ophævelsen af sanktionerne, som havde vist sig at have de helt forkerte virkninger - på grund af den måde de var skruet sammen på. Der var det bare realpolitisk ikke muligt at fjerne de sanktioner uden først at fjerne Saddam Hussein. Det kunne være et argument - uanset om man kan lide det eller ej.
Et andet argument er selvfølgelig Saudi-Arabien: erkendelsen af, at Saudi-Arabien måske er den forkerte alliancepartner at have i den del af verden. Hvis ens primære hensyn er frygten for islamiske ekstremister, så er Saudi-Arabien af mange grunde måske ikke den rigtige alliancepartner at have. Og det tror jeg helt klart indgår i USA's langsigtede mål - at skifte hest og få nogle andre holdepunkter i den del af verden end Saudi-Arabien. Det er klart at USA har set et nyt demokratisk Irak - hvis man kunne skabe sådan et - som et fodfæste, der kunne gøre dem mindre afhængige af Saudi-Arabien. Det er sådan en type argument, man som politiker ikke kan bruge i den offentlige debat, men som ikke desto mindre selvfølgelig kan være vægtigt. Der mener jeg så den krig - på det tidspunkt og på den måde man gjorde det - måske ikke var den smarteste måde at løse det problem på, men det er da et reelt argument.
Men Wolfowitz kom ret tæt på i maj måned at anerkende forbindelsen - man kunne trække de amerikanske soldater ud af Saudi-Arabien, og, sagde han, lette presset på de saudiske ledere. Men det er så også en måde at neddrosle den amerikanske afhængighed af saudierne på.
NBP: Det mener jeg helt klart er en af målsætningerne. At det lige blev Irak, der kom øverst på de neo-konservatives dagsorden har måske også lidt at gøre med den gamle vittighed om tossen, der lod og ledte under en gadelygte efter sine nøgler, og da han så bliver spurgt om det er der, han har tabt dem, svarer: "Nej - det var derovre i mørket, men jeg leder her fordi lyset er bedre". Irak var den overkommelige opgave: Irak havde altså et regime, som var upopulært stort set alle steder. Uanset om folk var modstandere af den amerikanske intervention eller ej, så var det ikke fordi de var tilhængere af Saddam Hussein eller sympatiserede med hans regime. Der var selvfølgelig en forventning om, at det ville have en effekt på landene rundt omkring, - primært Syrien og Iran.
Det kommer jo alt sammen an på hvordan hele den amerikanske intervention i Irak falder ud. Der kan man sige: foreløbig er det vel ikke gået som de neokonservative i USA håbede det ville gå. Jeg synes de har været påfaldende spage i mælet her de sidste par måneder. Hvor man, lige efter invasionen - den første, militære del - straks var i færd med at true Syrien og også Iran for den sags skyld Der har det haft nogle utilsigtede konsekvenser siden: at man ikke har kunnet få logistikken til at falde på plads i Irak; at man endnu ikke har kunnet få genoprettet er civilsamfund i landet på den måde som viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og andre inden krigen havde foregøglet den amerikanske befolkning at man kunne.
|
|
Portrætfoto: CBS Illustrationsfoto: Department of Defense, State Department
|
|
|
|
|
|
|
|
