|
|
Nu ER USA jo et samfund hvor etnicitet og religion spiller en stor rolle, men ville det være rigtigt at sige, at der er sket en væsentlig depolitisering af de her faktorer? Fra Kennedy blev nomineret i 1960, hvor det var en nyhed at han var katolik, og hvor man allerede dengang havde begyndelsen på abort-spørgsmålet og civil rights mv., til nomineringen af Joe Lieberman i 2000 som den første jødiske vicepræsidentkandidat - og en ultra-konservativ administration, der har en sort udenrigsminister og en sort sikkerhedsrådgiver, der ovenikøbet er en ung kvinde! Man kunne sige: det er muligt at religion og etnicitet stadig spiller en rolle, men betragter man det i det store perspektiv har der så ikke været en grundlæggende de-politisering af de emner over de sidste 40 år? Ikke at de er væk eller betydningsløse, men tag Colin Powell i 1996: før han lod være med at lade sig nominere til republikanernes kandidat betragtede mange ham som et virkeligt godt bud, der - så vidt jeg husker - førte over Clinton.
NBP: Jeg tror at Colin Powell kunne have vundet præsidentembedet – også, i modsætning til George W. Bush, uden hjælp fra højesteret hvis han var blevet republikanernes kandidat. Det tror jeg ikke der er nogen tvivl om.Men jeg synes det er en rigtig observation om de her spørgsmål der vedrører race, religion osv.:
Jeg mener stadigvæk de, i mere subtile former, er helt dominerende i den amerikanske samfundsdebat - men ikke på samme primitive stadie som de er fx i den danske debat. Hele spørgsmålet om national identitet, forholdet mellem staten og det religiøse og forholdet mellem national identitet og forskellige etniske identiteter har været så vigtig en del af den amerikanske debat de sidste 40 år at jeg vil tillade mig at sige at den amerikanske debat er nået længere end vi fx i Danmark er på det punkt. Hvor vi ved hver enkelt ting nu skal forholde os til: "Er det vigtigt om man har tørklæde på eller ej? Hvad er dansk identitet overhovedet?" Vi har jo haft en nærmest stammemæssig definition af, hvad danskhed var - og kan ikke fortælle nogen, at "det er præcis dét, der skal til - og det tagerX antal år at blive dansk".
National identitet i USA altid har været mere politisk defineret. HER er forfatningen, HER er, hvad vi tror på, HER er et eksplicit sæt af amerikanske værdier - tror man på dem, så er man amerikaner. Så enkelt har det selvfølgelig ikke været i virkeligheden: der har været voldsomme konflikter - både religiøse og etniske - men i en eller anden forstand vil jeg mene at man er nået det stykke længere med at definere det amerikanske, eller i hvert fald med at skille de diskussioner fra hinanden, end vi er i Danmark og i en stor del af Vesteuropa. Og det karakteriserer også den amerikanske højrefløj. Det er ikke de spørgsmål, der primært interesserer den amerikanske højrefløj: hvis de gør det, så er det i mere subtile former - diskussionerne om positiv særbehandling eller forskellige velfærdsydelser som har en eller anden undertekst som har med race at gøre -
Hjælp til enlige mødre fx?
NBP: Ja, præcis, sådan nogle eksempler. Men ikke i den der direkte form, som vi ser i Vesteuropa - hvordan det er det, der kommer til i høj grad at definere det politiske billede. Med partier som Dansk Folkeparti fx, som på en eller anden måde kommer til at dele det politiske spektrum op på en anden led end vi er vant til.
Lykken for amerikanerne er vel også, dels at der er så MANGE identiteter og dels at de OVERLAPPER hinanden, ikke? Vi har måske et billede, særligt fra perioden med borgerrettighederne af, at det var sorte mod hvide, underklasse mod overklasse - men der er alle mulige alliancer: Puerto Ricanerne, der er katolikker, ligesom irerne osv. osv.
NBP: Plus at hele det amerikanske politiske system - selvom der er adskillige partier – i sidste ende er et to-partisystem. Det vil sige at partierne pr. definition må være brede koalitioner. Man kan vinde præsidentembedet med 50,0009% - eller mindre endnu - af stemmerne. Så længe man bare har et flertal.; måske endda flertallet i kongressens kamre, og ved en lang række andre valg. Men betingelserne for at vinde er vidt forskellige i forskellige dele af landet, og det betyder, at man i en eller anden forstand må skabe brede koalitioner. Og det betyder også at ingen af de to store partier kan tillade sig fuldstændigt at negligere hverken religiøse eller etniske grupperinger - de kan måske komme tæt på i dele af landet at negligere dem, men helt kan de ikke. Og nogle steder vil det være vigtigt for dem at appellere også til andre religiøse og etniske grupperinger.
Det betyder selvfølgelig så også omvendt at etniske og religiøse minoriteter kan have en meget stor gennemslagskraft på den politik, der bliver ført. /Hvis man nu ser på fx jødiske vælgere i USA og forholdet til Israel: jødiske vælgere i USA er forholdsvis koncentreret i nogle meget vigtige stater som fx New York - som er vigtig fordi det er en af de mest folkerige stater. Og man kan sige: forholdet til Israel er derfor, også indenrigspolitisk, et meget vigtigt anliggende i den amerikanske debat. Fordi her er det religiøsitet - eller måske ikke religiøsitet men jødisk identitet knyttet til et helt konkret land, som er placeret i et politisk brandområde.
Der er nu med terrorismen kommet frygten for terrorangreb på amerikanske interesser i USA og andre steder - den gør så at der også er andre hensyn, der kommer oveni. De er ikke nødvendigvis sammenfaldende med hensynet til Israels sikkerhed. Man kan sige, det er så egentlig det, de neokonservative argumenterer for: at der ER et næsten fuldstændigt sammenfald mellem Israels sikkerhedspolitiske interesser og USA's.
|
|
Portrætfoto: CBS Illustrationsfoto: Department of Defense, State Department
|
|
|
|
|
|
|
|
