|
|
Vores venner i Udenrigsministeriet har jo konkluderet at det lader til at forbeholdene kommer til at vokse - eller springer læk, eller hvordan vi nu skal udtrykke det - ikke mindst på spørgsmål omkring forsvarspolitikken, terrorismebekæmpelsen osv. At det er dét, der kommer til at stå meget i centrum. Tyder det på at den EU-diskussion vi får NU - altså: frem til den næste afstemning - bliver en EU-diskussion hvor vi i langt højere grad kommer til at forholde os til det udenrigspolitiske aspekt af EU – ”EU's udenrigs- og forsvarspolitiske identitet” - hvor vi tidligere netop har fokuseret på EU som spørgsmål, der havde at gøre med handel osv.? Fra at tale om ”Danmarks forhold til EU” kommer vi nu til at tale om ”EU i verden”? Er det den diskussion, vi får?
ML: Jeg tror vi får mere af den. Jeg tror i hvert fald at de dér aspekter, der har med sikkerhed, terrorbekæmpelse, politi-indsats, regulering af folkevandringer på en holdbar måde at gøre - at de kommer til at spille en stor rolle. Og der vil der selvfølgelig være nogle, der ser en politisk gevinst i at påstå at ”nu slipper vi vores muligheder for at regulere”. Jeg mener som sagt det forholder sig fuldstændigt omvendt: hvis vi bare kigger lidt længere frem, så er der ikke noget holdbart i hvad vi selv kan finde på, helt alene.
Men jeg tror også det udenrigspolitiske samarbejde kommer til at spille en vis rolle - selvom det måske er mere abstrakt for folk: det dér med hvad vi kan opnå ved at have en fælles udenrigspolitik. Og der vil sikkert også - forståeligt, i kølvandet på Irakkonflikten og den splittelse den gav anledning til i Europa - være en stor mistro omkring at det faktisk kan lade sig gøre at udvikle en europæisk udenrigspolitik videre.
Der synes jeg bare, at man i hvert fald ikke kan have nogen bekymring for at det skal gå for hurtigt - det KAN dog dårligt blive et modstanderargument i diskussionen. Det er under alle omstændigheder en vanskelig, langsigtet proces - hvor man skal gøre op med de gamle, europæiske stormagters tilbøjelighed til at definere deres forhold til USA hver for sig og som et særligt partnerskab.
Jeg tror det var Ole Wæver [i interviewet med RÆSON, juli 2003, red.] der beskrev EU's udenrigspolitik som et isbjerg: man ser toppen af det - eller rettere: den top, der ikke er der! - her i Irakkonflikten, og så foregår der en hel masse nedenunder vandoverfladen [bistand, udvikling, fredsbevarelse, handel, demokratiopbygning osv., red.]. Men der kunne man måske netop sige, at når man nu HAR den Irakkrig, som kører på CNN, Fox, Sky, BBC og de danske kanaler i 3 måneder, dér har man den der visuelle side, for nu at være meget grov, som bringer udenrigspolitikken om ikke i fokus, så i hvert fald på forsiderne: dér, hvor EU lige præcis normalt ikke hører hjemme. Så man kunne da godt forestille sig, at hvis I kunne lave et argument, hvor den danske befolkning pludselig får et billede af, hvilken spiller på verdensscenen EU vil blive KAN det få en anden håndgribelighed end det måske ellers har?
ML: Jeg tror du har ret så langt, at vældig mange af dem, der har brugt en stor del af deres tid på at være bekymrede for, hvad EU kunne udvikle sig til i retning af at undergrave det danske velfærdssamfund og blive storkapitalens forlængede arm og hvad vi har haft, af meget livskraftige, gamle argumenter på venstrefløjen --- at dér kører det rundt, i øjeblikket: "Jamen, altså. Er der overhovedet nogen anden ramme, hvor vi har en større chance for at sikre en social sammenhængskraft, en varetagelse af de globale hensyn til miljøet, til udviklingslandene osv., som jo egentlig har været den venstrefløjs mærkesager?"
Det kan godt være det ikke er perfekt. Det kan godt være der er utrolig lang vej. Det kan godt være de store EU-lande giver alt for lidt i udviklingsbistand. Det kan godt være at det er fuldstændigt tåbeligt så vanskeligt det skal være at banke subsidierne til landbruget ned, så vi kan give ulandene større markedsadgang. Men alt det til trods: der er der jo altså ikke noget bedre sted, hvor vi kan finde flere mennesker, flere interesser, der er enige med dét, som har været venstrefløjens ønske for en global udvikling, end netop i EU. Hvis Bush-regeringen har bidraget med noget - så er det ligesom at understrege det. Og på den måde kan diskussionen få en ny dimension. Og så får vi måske en mere naturlig spredning i holdningerne, hvor dem, der er for et samfundsmæssigt modspil til markedskræfterne, til storkoncernerne osv., at de bliver mere EU-positive mens superliberalisterne og gammelnationalisterne, de bliver så de naturlige EU-modstandere. Og den udvikling er jo altså i hvert fald igang.
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
