|
|
Angående argumentet om at enhver stat, men i særlig grad den lille stat, mister indflydelse på sine affærer i stigende grad: Der er jo nogle, der vil sige - jf. den 'borgerlige morgenluft' - at vi alligevel har set en dansk udenrigs- og indenrigspolitik i de sidste år der tyder på noget andet. Fx på asylområdet, hvor vi har fået strammet mere end mange ville have troet muligt. Vi har set Danmark ift. EU og USA føre hvad man kan sige er en "selvstændig" udenrigspolitik. Man kan sige: selvstændig - relativt til hvem? Men dog i hvert fald: en udenrigspolitik, som divergerer voldsomt fra Frankrigs og Tysklands. På nogle områder virker det som om vi har en voldsom masse handlefrihed, mens politikerne og eksperterne i 30 år har sagt at den handlefrihed var blevet eroderet!
ML: Jeg tror det er meget mere kompliceret end det billede, som du rigtigt fremstiller at regeringen fremstiler af sig selv og dens politik. For det første: jojo, man kan altid kalde det aktivistisk at lægge sig i halen på den allerstærkeste magt i verden - det er ikke så svært. Det, man skal gøre op, det er: er det også Danmarks og danskernes interesse, varetaget i det lange løb, at have en politik, der er helt forskellig fra de nærmeste naboer - i Tyskland, Sverige, Norge? Fordi de fleste interesser vi har at varetage er knyttet til beslutninger i det europæiske samarbejde - og hvis vi varigt skal spille en rolle, som dem, der går på tværs af store spillere i det europæiske samarbejde, så mister vi mulighed for at varetage vores nationale interesse. Det tror jeg er konsekvensen af det der, som fejlagtigt fremstilles som en aktivistisk politik.
De fleste varme kartofler vi skal have håndteret skal vi have håndteret ved beslutninger i EU - og derfor skal vi selvfølgelig opretholde et godt forhold til de partnere, vi har i EU.
Det andet, med udlændingepolitikken: der er jo hele vejen rundt i Europa tendenser til at stramme op, fordi man har måttet erkende, at med det tempo den både illegale og legale indvandring, samt familiesammenføringer osv., havde - der var det næsten blevet uoverskueligt også at få de mennesker, der kom hertil, integreret som aktive medborgere i vores samfund. Frygten for nye store klasseskel, social udstødning, etniske konflikter hos vældigt mange mennesker er jo forståelig - og det bliver man nødt til at forholde sig til. Det forholder man sig på lidt forskellig måde til forskellige steder i Europa. Min pointe er bare: der er ikke nogen som helst grund til at tro at den fælles-europæiske politik på det her bliver mindre stram i sine langsigtede konsekvenser, end det som et borgerligt flertal overhovedet kan finde på i Danmark. Det er der ingen grund til at tro, fordi meget af det man laver er jo, at man udskyder nogle ting - man flytter måske nogle mennesker til Malmö osv., men hvis ikke vi har de samme regler i hele Europa, så vender det tilbage som et problem, vi bare har udskudt.
Omkring den polarisering vi har set på indvandrerpolitikken her de sidste 5-6 år, som jo har været dramatisk i forhold til 80erne og 90erne – OG omkring den diskussion vi får nu omkring EU's forfatningstraktat, så kunne man sige: når vi HAR de her problemer, når der skal ryddes op i det her, så er det politikernes skyld, fordi der er debatter man ikke har taget:
I 80erne diskuterede man ikke vores allianceforhold til USA og ikke udlændingepolitikken - og i 90erne har man ikke villet diskutere EU. Så det er nedfald, der er jeres egen skyld.
ML: Jeg vil ikke afvise at der kan være noget om det at politikerne har undladt at tage nogle diskussioner, men det er jo heller ikke anderledes end at politikere er jo - forhåbentlig, de fleste af dem - nogenlunde kloge, men der jo også er ting, som de først gradvist erkender som problemer. Og jeg synes, når du taler Europa, at vi er nogle, der de sidste 10 år - i hvert fald - har gjort os utrolig umage med at sætte de store perspektiver i det europæiske samarbejde på dagsordenen.
Men jeg indrømmer det er meget, meget svært. Fordi min egen erfaring er, at selvom jeg næppe holder en eneste tale i nogen forsamling uden at få knyttet an til det internationale og det europæiske, så er det ikke der, diskussionen fænger, hvis der ikke lige er udskrevet en folkeafstemning. Det er meget, meget svært at holde diskussionen om det europæiske perspektiv levende, når der ikke lige er en ny beslutning, vi skal træffe. Det er virkelig en ærgerlig erfaring, men folk vil helst diskutere de nære ting - meget forståeligt - om arbejdsløshed, om uddannelse, om sundhed, om ældreomsorg osv., når man er ude til politiske møder.
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
