|
|
|
Interviewet kan på sidste side (s.12) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
|
||||||||||||
|
Lad os prøve at gå tilbage til det overordnede perspektiv: din egen udenrigsministertid og i det hele taget jeres regeringer i 90erne. Nu sagde du før at du fornemmer at Venstre er blevet mere lodne i mælet på EU end de måske har været tidligere. Hvornår blev Socialdemokratiet FOR den europæiske Union? Kan vi sætte en dato på?
MOGENS LYKKETOFT (ML): Flertallet i partiet, tilbage da Krag var drivkraften i vores markedspolitik og i beslutningen om at gå ind i EU, var klart EU-positive. Men der har jo været, det ved vi jo, både i vores tillidsmandskreds og endnu mere i vores vælgergrundlag en meget stor skepsis - usikkerhed overfor: HVOR kører det her europæiske samarbejde hen? Og det har vel også haft lidt sammenhæng med vores måde at argumentere på, fordi vi har vel lagt alt for store bånd på os selv, i retning af at sige: 'Det her, det udvikler sig nok ikke så hurtigt, men vi har jo en handelspolitisk interesse og vi skulle jo gerne være med i de her landbrugsordninger' osv. I stedet for at sige det, som jeg i hvert fald er nået til: en helt, helt klar opfattelse af at Danmark er, i kraft af sin beliggenhed, dybt interesseret i at være medbestemmende i det demokratiske samarbejde mellem europæiske lande, som er opbygget.
Der er ikke nogen anden klub, man kan abonnere på. Der er kun én mulighed: man kan være med, og man kan være medbestemmende - og det lille land har i det samarbejde, sådan som det er organiseret og sådan som det vil blive organiseret i fremtiden, uforholdsmæssig stor indflydelse, i virkeligheden. Eller man kan vælge at stå udenfor - som fx Norge - og gummistemple 98% af alle beslutninger i EU, fordi man stadigvæk befinder sig i Europa. Man er nødt til at spille efter de regler, der fastsættes i Europa, men har ikke nogen indflydelse på dem.
Den måde jeg i hvert fald er nået frem til at anskue det her på, det er at jeg synes hele diskussionen om suverænitetsafgivelse er falsk. Der er en masse udfordringer, i en verden, der økonomisk er flettet meget mere sammen; hvor varer, hvor mennesker, hvor kapital bevæger sig frit over grænserne - masser af udfordringer, man kun har en chance for at møde hvis man puljer suveræniteten og handler i fællesskab. Det er fuldstændigt ligegyldigt om der så er 179 medlemmer i det danske Folketing, der mener at miljøet skal se ud på en ganske bestemt måde: vi kan ikke gennemføre det, fordi det kræver beslutninger, der rækker hen over grænserne. Den naturlige kreds er selvfølgelig den europæiske - for os. Og det europæiske samarbejde er, set i historiens lys, for det lille land det bedste tilbud vi har fået om organiseret medbestemmelse over de store naboer, der plejer at bestemme for os.
Der er jo ingen tvivl om at Socialdemokratiet fra Krag og frem var pro EU for så vidt, men I sagde jo nej til pakken i '86. De fleste mennesker havde vel en fornemmelse af, at da I kommer til i '93 - hvor I skulle ud at sælge nogle forbehold som jo ikke var jeres opfindelse – at der var sket noget i den periode?
ML: Vores nej til det indre marked - pakken - i 1986 var jo, i historiens lys, en absolut fejltagelse. Det er jo også vigtigt at erindre at Anker Jørgensen, som var formand dengang, og Svend Auken, som var politisk ordfører, gik til den socialdemokratiske gruppe med den indstilling at man skulle sige ja - men blev underkendt. Og det gav jo så en selvransagelse, som førte frem til et mere fremadrettet syn på det europæiske samarbejde: mere vilje til at forpligte sig til at få det udviklet. En vilje som også prægede Nyrup-regeringerne.
Forbeholdene var ikke vores ønske, men var i en vis forstand vores opfindelse, ikke fordi vi syntes de var en god idé - for vi var gået ind i folkeafstemningen i '92 med det klare mål at sige ja, uden forbehold. Vi blev underkendt og var nødt til at finde en platform, så vi dog kunne deltage i så meget som muligt af det europæiske samarbejde. Derfor forbeholdene - som så i mellemtiden er blevet meget snærende, meget mere i strid med danske interesser end vi havde fantasi til at forestille os i '92, fordi alting har udviklet sig. Den fælles valuta er blevet etableret - mellem flere lande og hurtigere end man vel troede dengang.
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
