|
|
MEN HVAD kunne de fantasiløse regeringschefer have gjort i Amsterdam? Efter det foregående ræsonnement er det jo logisk umuligt for dem at lade deres suveræne stater indgå i en Politisk union med en europæisk regering.
En tanke, der var værd at forfølge, kunne være som et første skridt at gøre Det europæiske Råd, det halvårlige møde mellem stats- og regeringscheferne, til det, som oprindeligt var hensigten. Da Præsident Valéry Giscard d'Estaing og Forbundskansler Helmut Schmidt i December 1974 af deres kolleger og under indtryk af oliekrisen fik accepteret disse regelmæssige møder, var det for at skabe et forum for en fortrolig drøftelse af den ‘store’ Politik. Det var bestemt ikke meningen at regeringscheferne skulle begraves i den lille politiks spørgsmål om landbrug og handel, og alt det der senere er kommet til. Drøftelserne skulle heller ikke munde ude i meterlange resolutioner og luftige hensigtserklæringer. Men regeringscheferne skulle have lejlighed til i fortrolighed at påvirke og lade sig påvirke af hinanden med synspunkter og de vurderinger, de havde af Politik.
Af mange grunde lykkedes det ikke at realisere denne tanke. Kun i meget begrænset omfang har regeringscheferne været i stand til at føre sådanne drøftelser. I stedet er Det europæiske Råd endt i et bureaukratisk og mediemæssigt morads.
Udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande kunne være anledning til at Det europæiske Råd kom til at beskæftige sig med Politik med stort P. Det kunne ske ved at den første dag af Rådets halvårlige møde blev afsat til drøftelser, hvor disse landes regeringschefer deltog på lige fod med de øvrige europæere. Der vil være masser af emner at tale om, forholdet til Rusland og til USA, til Mellemøsten og til Østasien. Men først og fremmest ville det være drøftelser om udviklingen af demokratiske og sociale strukturer i de ny demokratier, deres bestræbelser på at få landene til at fungere stabilt i både politisk og økonomisk henseende, herunder ikke mindst mulighederne for den nødvendige bistand fra de velstående demokratier i Vesteuropa og deres egne muligheder for at deltage i det indre marked og økonomiske samarbejde. Kort sagt, drøftelser om Europas fremtid. Det ville være lærerigt for alle parter og sundt for den politiske proces både her og der.
DET SIGER sig selv at disse drøftelser skulle være strengt fortrolige, og at de skulle føres uden deltagelse af hverken embedsmænd eller ‘juniorministre’ (her udenrigsministre) som tilfældet er i enhver regerings møder. Den næste dag kunne man så diskutere og træffe afgørelser om den ‘lille’ politik. Selvfølgelig ville der her kun være deltagelse af de lande, der er med i den nuværende Europæiske Union, det institutionelle samarbejde i Bruxelles.
Kriteriet for at et land kunne deltage i den Politiske dimension af Det europæiske Råd skulle være at dets regering klart accepterede og i praksis håndhævede de demokratiske og økonomiske principper, som karakteriserer landene i Den europæiske Union. I den ny Amsterdam-traktat har man tilsyneladende forsøgt at beskrive disse principper netop med henblik på udvidelsen, men man har ikke ladet det få konsekvens her og nu. Det kunne dog være den spæde begyndelse til en europæisk forfatning?
Såfremt man på en sådan måde Politisk markerede at Europa allerede nu omfatter 'hele Europa' - eller, som det er blevet sagt, plantede det europæiske flag også i Vilnius, Sofia og de andre hovedstæder efter disse landes eget valg, og ikke efter en ydmygende ansøgning og årelang optagelsesforhandling - da ville man give de demokratiske kræfter i landene en kolossal støtte i deres bestræbelser på at skabe et sundt civilt samfund og velfungerende økonomi. Det ville være det første skridt mod et Politisk Europa.
DESVÆRRE lod man ikke i Amsterdam fantasien komme til magten. Der var tilsyneladende ingen statsmænd rundt om bordet, men kun folk som tænkte i traditionelle baner. Derfor bragte mødet ikke Europa videre, snarere tværtimod kan man frygte. Maastricht-traktaten blev indgået kun to år efter Den store europæiske Revolution. Dengang led politikerne under revolutionens granatchok og kunne derfor ikke tage stilling til Politik. Det kan man måske forstå. Men at de fortsat i Amsterdam var lammede, det er utilgiveligt.
Politiken hævdede i en leder (22.6) at Amsterdam-traktaten er ‘en hjørnesten i 'Fredens Projekt' - den enestående mulighed for at samle hele Europa i et tæt, forpligtende og ligeværdigt samarbejde’? Påstanden står i skarp modsætning til den reportage, som avisens tre dygtige Bruxelles-korrespondenter leverede den 19.juni. Heri taler de om frygt for lammelse af EF-udvidelse efter et svagt topmøde, som på det nærmeste endte i kaos.
Jo, man kunne frygte at traktaten i stedet for en hjørnesten ville vise sig at blive en gravsten over det europæiske projekt. Regeringscheferne burde sendes tilbage med besked om at gøre arbejdet om, at beskæftige sig med Politik for Europas skyld.
Desværre kan man ikke opnå dette ved i Danmark at stemme Nej til traktaten. Men det er svært at stemme Ja til sådan noget makværk. Og i sig selv er det absurd at sende den slags til folkeafstemning. Måske vil det være det fornuftigst slet ikke at stemme?
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
