|
|
IFØLGE TRADITIONEL tankegang er det en logisk umulighed for institutionerne i Den europæiske Union at beskæftige sig med udenrigs- og sikkerhedspolitik på andet niveau end ren information og konsultation. Unionen er en simpel forlængelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab (EF), som fra begyndelsen i Rom-traktaten overhovedet ikke skulle beskæftige sig med den slags. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken var helt op til slutningen af 1980'erne fuldstændig domineret af den kolde krig, og en fælles indsats på dette område blev varetaget af NATO under USAs ledelse. Det er opfattelsen hos flere af EU-landene at sådan bør det fortsat være, selv efter at den kolde krigs ophør har givet et fuldstændigt ændret og langt mere kompliceret billede af den europæiske situation.
Grunden til at Den europæiske Union er ude af stand til at føre en entydig udenrigs- og sikkerhedspolitik, er ganske enkelt at der ikke er nogen suveræn myndighed i unionen. Der er ingen europæisk regering. De nationale regeringer i Ministerrådet agerer som partier i et parlament. De varetager nationale interesser og ikke den fælles interesse. Se blot på Nyrups udtalelser efter Amsterdam-mødet. Oprindeligt var det tanken at Kommissionen skulle formulere og forsvare en fælles europæisk interesse, men i et Europa sammensat af nationalstater viste dette sig aldeles teoretisk og urealistisk.
Så længe EU's medlemslande ikke har kunnet acceptere en europæisk suveræn myndighed, vil de ikke kunne leve med at deres nationale suverænitet bliver krænket ved afstemninger, undtagen i helt perifere spørgsmål. De centrale dele af udenrigs- og sikkerhedspolitik kan kun føres af en regering, en suveræn myndighed.
UDVIDELSEN AF den Europæiske Union mod øst er helt central for europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men Unionen har ikke en institutionel struktur, der kan håndtere det. Den har kun institutioner, der kan behandle den anden form for politik, lovgivning om samfundets funktion under fredelige forhold, den ‘lille’ politik. Unionen har sikkerhedspolitisk hverken ramme eller kerne. Derfor er den ikke nogen Politisk Union - med stort P. Det er her problemet omkring udvidelsen ligger, for forholdet mellem EU og ansøgerlandene drejer sig primært om forholdet til og sikkerheden i det ‘nære udland’.
Regeringskonferencen havde fået til hovedopgave at ændre Maastricht-traktaten så 'hele Europa' kunne omfattes af Den europæiske Union. Fra alle sider, og ikke mindst af den danske regering, blev dette ofte fremhævet. Ikke mindre end ti lande i Central- og Østeuropa havde forventningsfuldt stillet sig i kø for at blive lukket ind. Meldingen fra Amsterdam var at tre - måske fem - vil kunne komme med i løbet af nogle år, sandsynligvis adskillige år. Resten må vente til en ubestemt fremtid efter en ny konference.
Den umiddelbare årsag til at topmødet ikke kunne løse den opgave, det havde sat sig, var tilsyneladende at regeringscheferne ikke kunne enes om den nødvendige reform af EU's institutioner, Kommissionens størrelse og Ministerrådets afstemningsregler. De to institutioner fungerer med de nuværende regler kun med besvær, og det er åbenbart for enhver at beslutningssystemet ville bryde sammen, hvis man uden videre optog en halv snes nye lande i Unionen.
Men udvidelsen er en sikkerhedspolitisk nødvendighed for Europa. Derfor drejer det sig her og nu ikke om at de ny demokratier skal blive deltagere i den ‘lille’ politik, dvs. indlemme dem i det eksisterende institutionelle samarbejde. Det drejer sig om at anskue det europæiske projekt i en større sammenhæng end hidtil og dermed at frigøre sig for de institutionelle bindinger og bureaukratiske tankegange, der er affødt af den ‘lille’ politik, som har karakteriseret EF/EU lige siden Rom-traktaten i 1957.
Unionens Politiske udfordring er på kort sigt at sikre fredelige tilstande i hele Europa. For så vidt er det helt parallelt med den opgave, som 'the Founding Fathers' stillede sig for Vesteuropas vedkommende ved projektets start i 1950. Men der er den væsentlige forskel at dengang kom den umiddelbare trussel udefra, fra Sovietunionen. NATO tog vare herpå og gav dermed Vesteuropa og det europæiske projekt tid til at opbygge et samarbejde om den lille politik. Man antog at dette ville føre til at indre stridigheder blev udkæmpet ved forhandlingsbordet og ikke på slagmarken.
Nu trues sikkerheden i Europa ikke udefra, men primært indefra i de ny demokratier, som ikke har haft historiske forudsætninger og tid til at opbygge stabile politiske strukturer. Det er dette problem, regeringscheferne i Den europæiske Union burde koncentrere sig om i stedet for afstemningsregler i Kommission og Ministerråd. At udvidelsen af Unionen på længere sigt drejer sig om at fremme en sund økonomisk udvikling i hele Europa, er ganske rigtigt, og derfor må de ny demokratier med tiden blive inddraget i det økonomiske samarbejdes ‘lille’ politik. Men dette vil under alle omstændigheder være en meget langvarig proces. Det første - at skabe bedre betingelser for sikkerhed og fredelige tilstande nu - kan man ikke opnå ved at stille disse lande i udsigt at de måske kan komme ind i Unionen, når dens afstemningsregler ad åre er blevet ændret, og de iøvrigt er blivet rige nok.
Man har længe kunnet forvente og derfor frygte at Amsterdam-mødet ville blive afholdt i en Politisk baggård. Derfor har amerikanerne i det sidste par år på deres måde taget hånd om europæiske sikkerhedsproblemer som adskillige gange før i dette århundrede. Det skete i Bosnien med Dayton-aftalen, og det sker nu med NATOs udvidelse i stedet for EUs udvidelse. For, som den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, skrev i en artikel i det britiske ugeskrift The Economist (15.februar 1997), ‘hvis Nato-udvidelse kan ske hurtigere, hvorfor så vente indtil tomatavlerne i Centraleuropa begynder at bruge den rigtige slags pesticider?’. Der ligger i virkeligheden en dyb foragt for EU som politisk organ i denne bemærkning. Europa's ydmygelse, bekræftet i Amsterdam, er åbenbar.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
