|
|
Kronik i Politiken, 14. juli 1997
POLITIK OG politik er to ting - det ene med stort P, det andet med lille p. Der er en væsensforskel mellem de to, men desværre er både politikere og vælgere sjældent opmærksomme på betydningen heraf.
Det meste af det, man kalder politik, er lovgivningsarbejde som fastsætter regler for, hvordan samfundet, borgere og virksomheder, skal fungere inden for landets grænser i stort og småt. Det er herom, den politiske strid og diskussion drejer sig, i medierne, i parlamenterne, i Bruxelles, og sandelig også på topmøderne i Det europæiske Råd. Resultatet heraf er overordentligt vigtigt for borgernes dagligdag og velfærd. Men det drejer sig som sagt om regler, der gælder inden for rigets grænser. Så langt strækker lovgivningsmagtens myndighed sig. At denne form for politik nu også udøves på europæisk plan, medfører ikke at der principielt er tale om noget andet. Det er stadig lovgivningsarbejde, som fastsætter regler for samfundets funktion indadtil. Nu drejer samfundet sig blot om Europa, som er ved at få en samordnet lovgivningsmyndighed.
Politik med stort P er noget andet. Det er den politik som har til hensigt at sikre at der helt grundlæggende kan lade sig gøre at føre den ‘lille’ politik. Politik med stort P er sikkerhedspolitik i rent eksistentiel forstand set i samfundets perspektiv. Det drejer sig om den fundamentale fælles interesse, som borgerne har i at samfundet fortsat kan fungere på det politisk-kulturelle grundlag, som er karakteristisk netop for dette samfund. Man kan sige at det er forsvarspolitik i bred forstand, forstået som de tiltag, landet tager for at beskytte sig mod angreb på dets politiske orden, hvad enten sådanne angreb kommer udefra eller indefra.
Når der synes fred og ingen fare, bekymrer politikere og borgere sig ikke meget om denne Politik. Måske forsømmer de den, fordi den synes unødvendig, eller fordi de trusler, der kan være tale om, er mere eller mindre ubestemmelige, så det konkret kan være svært at etablere et forsvar mod dem. Der kan tilmed udvikle sig en tendens til at samfundets sikkerhed og fortsatte eksistens tages for givet eller garanteret på forhånd. Efter den kolde krigs afslutning synes denne tendens at brede sig.
SIKKERHEDSPOLITIK er et moderne ord, som efterhånden er kommet til at erstatte forsvarspolitik. Men i de gode, gamle dage, som måske ikke var så gode, hed forsvarsministeren krigsminister. For det er jo det, det drejer sig om. Udenrigspolitik som en forlængelse af forsvarspolitik kan blive til krigspolitik. Diplomati med andre midler. Det er et spørgsmål om magt og overlevelse. Man kunne også kalde det suverænitetspolitik. I klassisk forstand var det den politik, som kongen, suverænen, tog sig af. Han skulle sikre samfundets og borgernes sikkerhed overfor angreb og trusler. Til gengæld skulle borgerne vise ham loyalitet og følge landets love. Dette er i al korthed indholdet af Rousseau's Contrat Social (1762), samfundskontrakten.
Under det parlamentariske demokrati er det regeringen, som (i kongens navn) varetager udenrigs- og sikkerhedspolitik, selvfølgelig inden for de rammer, som parlamentet har fastlagt ved etablering af udenrigstjeneste, forsvar og politi og ved ratifikation af internationale traktater. I de senere år har parlamenterne flere steder søgt at tiltage sig stigende indflydelse på formuleringen af udenrigs- og sikkerhedspolitik ofte med det resultat at de signaler, der udsendes til omverdenen, bliver tvetydige og forvirrende, jfr. den danske fodnotepolitik i 1980erne. I virkeligheden medfører denne tendens en svækkelse af den nationale suverænitet, fordi laandets forhold til omverdenen bliver afhængig af indrepolitiske stridigheder. Den fælles interesse fortoner sig herved bag kævlet.
Når det gælder rigets sikkerhed, må Kongen (regeringen) optræde suverænt, dvs. enerådigt, indtil han (den) bliver afsat af folket (parlamentet). Kongen (regeringen) må selvfølgelig lytte til de råd, der kan indhentes fra rådgivere og partiledere. Mens hans beføjelse kan ikke deles, og han kan ikke frigøre sig fra ansvaret som regent, ved at lade ‘folket’ bestemme herom. Det forekommer absurd at forestille sig at spørgsmål om krig og fred sættes til afstemning.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
