|
|
Kronik i Politiken, 15. februar 2003
FYRREÅRSDAGEN FOR Elyséetraktaten mellem Frankrig og Tyskland blev fejret med pomp og pragt den 22. januar. Mere end tusind parlamentarikere fra de to lande var af den franske præsident inviteret til Solkongens slot i Versailles for at genoplive og genopleve en forsoning mellem de to magter som mere end nogen andre er sig bevidste om det skæbnefællesskab der knytter dem sammen i europæisk politik.
Hvorvidt festen blot havde en symbolværdi eller den på lidt længere sigt vil vise sig at have markeret et paradigmeskift, et nyt mønster i europæisk politik, vil den nærmeste fremtid vise. Meget tyder på at begivenheder i februar 2003 vil afsløre styrken af det projekt som vi kalder den Europæiske Union, EU. Enten viser det sig at Frankrig sammen med Tyskland kan tilføre unionen den élan vital, den livskraft som den konventionelle historiske visdom har tilskrevet dem, eller unionen viser sig at være et pragmatisk økonomisk samarbejde som i storpolitik er underlagt amerikansk dominans.
I 1960erne nægtede Præsident de Gaulle at undergive sig USA. Jacques Chirac afslører nu sine ambitioner om at indgå i historien som Charles de Gaulle den Anden. For at kunne forstå baggrunden for denne tese, er det nødvendigt at skrue tiden de fyrre år tilbage.
DE GAULLE var ikke europæer i den forstand man nu bruger udtrykket i forbindelse med EF/EU. Han var franskmand. Han havde ikke nogen interesse for den slags ‘lavpolitik’ som det Europæiske Økonomiske Fællesskab beskæftigede sig med. Hans hele opmærksomhed samlede sig om ‘højpolitik’, udenrigs- og sikkerhedspolitik i traditionel forstand. Hans vision af Europa var et Europe des États – et ‘Europa af nationalstater’ (i parentes bemærket en vision som den danske statsminister nu har gjort til sin) som kunne agere på lige fod med USA og Sovjetunionen. For ham var målsætningen om en føderation, et ‘Europas Forenede Stater’, udtryk for en farlig vrangforestilling som kun kunne føre til en opløsning af Frankrig. Lige siden slutningen af 1940erne havde han erkendt at Frankrig og Tyskland måtte indgå et partnerskab, men også klart markeret at det var hans opfattelse at ‘et Europa ikke vil blive skabt hvis ikke Frankrig tager ledelsen.’
I maj 1960 fremførte han tanken om et organiseret udenrigspolitisk samarbejde mellem de vesteuropæiske stater som ‘måske kunne føre til en imponerende konføderation’. Der kom dog ikke noget ud af dette initiativ for Beneluxlandene modsatte sig det. Dels frygtede de at de Gaulle var ude på at afspore det Økonomiske Fællesskab, dels stillede de som betingelse for et politisk samarbejde at Storbritannien først blev optaget i Fællesmarkedet. Men initiativet var anledning til at briterne i sommeren 1962 besluttede sig til at indlede forhandlinger om optagelse i Fællesmarkedet.
De Gaulle var utvivlsomt overbevist om at USA var indstillet på at fastholde kontrol over udviklingen i Europa. Cubakrisen i oktober 1962 havde bekræftet ham i at rådighed over atomvåben var helt afgørende i den storpolitiske situation, men Europa var her langt bagud for USA, især med hensyn til affyringsmissiler. Et forsigtigt udspil over for den britiske premierminister Macmillan om samarbejde herom gav ikke resultat, og da Macmillan i december 1962 kom tilbage fra et besøg hos præsident Kennedy med et tilbud om at både UK og Frankrig kunne få adgang til at anvende NATO-Polaris ubåde og missiler under særlige omstændigheder, var målet fuldt. Briterne var ikke til at stole på som sande europæere. Deres special relationship med amerikanerne gjorde at de Gaulle måtte opfatte dem som en trojansk hest i forhold til et europæisk samarbejde.
Det førte frem til den berømte pressekonference den 14. januar 1963 hvor de Gaulle med foragt afviste det amerikanske tilbud om at gøre den franske atomslagstyrke, force de frappe, afhængig af amerikanske missiler. Samtidig afbrød han brutalt de igangværende forhandlinger om britisk optagelse i Fællesmarkedet. For ham var ‘England i virkeligheden insulær, maritim, bundet med sin handel, sine markeder og sine forsyninger til lande der er meget forskellige og ofte langt borte …Hvorledes kan (dette) England blive inddraget i Fællesmarkedet således som det blev skabt og som det nu fungerer?’ To uger senere trak han de franske forhandlere tilbage fra Bruxelles.
I mellemtiden, den 22 februar, underskrev Frankrig og Tyskland Elysée-traktaten.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
