|
|
||||
|
|
|
|||
8. EU – liberalt eller solidarisk?
Nu har du flere gange talt om de Radikale som et liberalt parti. Det Europa, der er under konstruktion - eller, indtil topmødet i Bruxelles, VAR under konstruktion - er det et særligt liberalt projekt?
ZS: I et borgerperspektiv synes jeg det er liberalt på den måde at liberalisme i sin aller-yderste eller principielle forstand netop betyder: frihed. At man prioriterer det enkelte individs udfoldelsesmuligheder - og der synes jeg det her er et liberalt projekt, selvom det er socialdemokrater, der har siddet på magten mange steder. Men jeg synes det er liberalt i den forstand at det giver os mulighed for at bo, arbejde og uddanne os hvor vi vil i Europa. Og så giver det os i øvrigt mulighed for at udvikle liberale og demokratiske samfund i Østeuropa.
Men selvom nogle af dem har skiftet hest er der jo stadig folk på venstrefløjen, der siger:”Det dér - det er bare en forklædning af det faktum at man sætter markedskræfterne fri. At man vil få en samfundsform i Europa, der minder mere om den amerikanske: mere plads til markedskræfterne, mindre plads til fællesskabet.”
ZS: Så må man jo sige, at efter de sidste mange års socialdemokratisk indflydelse er--- ja, nu modsiger jeg næsten mig selv: men så er EU jo også blevet et socialdemokratisk og venstreorienteret projekt. Danmark er jo et af de få lande, hvor venstrefløjen er imod EU - i mange andre lande er venstrefløjen store fortalere for EU, netop tror jeg på grund af den internationalistisk og solidarisk dagsorden.
Ser du EU som en modvægt til USA?
ZS: Det kan man godt sige. I forhold til udenrigspolitik, eller: politik på globalt plan, så siger nogle at USA skal bruge en modspiller og mener det nærmest aggressivt: at Europa eller EU skal stille sig sådan op mod USA. Det mener jeg sådan set ikke, men jeg mener at EU har potentiale til at udfylde nogle rum, som USA idag ikke formår - og måske heller ikke er villig til at udfylde. Omkring udenrigspolitikken, hvor vi jo er vant til netop at USA tager ud og eliminerer truslerne og Europa kommer bagefter og bygger op. Det er jo så en arbejdsdeling, som vi heller ikke helt kan være tilfredse med i længden. Det er også derfor at det et utroligt vigtigt at EU bliver en meget mere slagkraftig aktør - hvilket jo selvfølgelig også indebærer at vi må have denne her militære kapacitet, så vi også kan føre en hård udenrigspolitik.
EU's styrke er jo idag netop en blød, integreret udenrigspolitik, hvor man satser på de mere langsigtede løsninger: bistand, handel osv. Men dér må man bare konstatere at det ER en langsigtet strategi, men i her-og-nu-situationer, der kan det være nødvendigt at have militær magt til faktisk at gå ind og foretage konsekvenser. Vi så det selv på Balkan - og det var jo sådan set også den erfaring, der gjorde at vi revitaliserede denne her idé om en fælles udrykningsstyrke eller et fælles forsvar, ikke at forveksle med en EU-hær i EU-regi.
Så pointen er jo at den bløde sikkerhedspolitik og den hårde bliver nødt til at supplere hinanden. Lige nu er det jo ikke superfedt at man idag har to forskellige --- jeg vil ikke kalde det stormagter, men: USA på den ene side, som fører den hårde sikkerhedspolitik, mens vi fører den bløde. Der burde man kunne integrere dem - så man netop ikke hele tiden har den der konflikt.
|
|
|
|
|
|
Foto: RU, Det Kgl. Bibliotek
