For tiden yderliggående

14. januar 2004 | Babyen der kravlede på gulvtæppet mellem Karl Marx-emblemerne i forældrenes kommunistiske boghandel er endt blandt de professionelle skeptikere på statskundskabsstudiet. Og nu er 24-årige Zenia Stampe nyvalgt formand for Radikal Ungdom - på et tidspunkt, hvor hendes parti kan se ud til at have mistet ikke blot sin nøglerolle men også magten over den politiske dagsorden. Ifølge hende selv kan de Radikale da heller ikke længere siges at befinde sig i den trygge midte mellem fløjene.

1. Den professionaliserede politik
2. At gøre en forskel
3. Den schweiziske lektie
4. "Det er her, vi tør tænke 10 år ud i tiden”
5. Den magt man kan se
6. Internationalisme af nød og lyst
7. Brobygger, isbryder
8. EU – liberalt eller solidarisk?
9. Ikke at mene noget om alt

1. Den professionaliserede politik

Er det dit indtryk, som studerende på Statskundskab, at partipolitik i gammeldags forstand overhovedet er noget, der interesserer dine medstuderende?

ZENIA STAMPE ZS: Mine medstuderende? Dét er jo et lidt andet spørgsmål end om det sådan interesser unge i generel forstand - jeg tror at partipolitik nok interesserer mine medstuderende på Statskundskab, men jeg tror ikke der er særlig mange der har lyst til at engagere sig i politik selv. Jeg tror man i virkeligheden har et meget professionelt forhold til politik - man ønsker at sidde på 'den modsatte side af politikken': at være den, der analyserer, men måske ikke ligefrem den, som selv står og kommer med de her, indimellem sådan lidt forsimplede holdninger. Det bliver man jo nødt til, som politiker: at tage stilling - og ikke sige 'på den ene og på den anden side'. Selvom jeg godt ved at mit eget parti måske netop er kendetegnet ved at vægte argumenterne mod hinanden og så tage stilling til sidst, men ikke altid komme med de her bastante udmeldinger med det samme.

Man har jo talt om DJØFisering - i det ligger at medlemmerne af fagforeningen DJØF [økonomerne, politologerne, juristerne] overtager det offentlige apparat og deres tankegang slår igennem. Hvis du siger at dine medstuderende søger en professionalisering af politikken, betyder det at de ser ned på folketingspolitikere? Betragter de parti-politik netop som 'forsimplet' eller ligefrem populistisk?

ZS: Jeg tror det gælder for mine medstuderende men også for rigtig mange i befolkningen generelt at man måske egentlig HAR tillid til den enkelte politiker, men synes at selve det politiske spil i virkeligheden er et ret usympatisk spil. Man ved sådan set godt hvilke regler, der spilles på baggrund af - og man ved hvem der vinder, ifølge de regler. Derfor så ved man også hvornår man skal klappe, hvis der er politisk debat fx mellem statsministerkandidater. Man ved ligesom hvilken effekt det har i spillet - og derfor kan man godt vurdere i den enkelte situation hvem, der har vundet. Men samtidig så sidder man alligevel lidt distanceret - et skridt derfra - og tænker: "Hvor ER det her egentlig latterligt!" Det er ikke fordi jeg selv synes det er latterligt, men jeg tror i virkeligheden det er fordi medierne lægger utrolig meget vægt på de her meget skarpe skel og konflikter, og tit sætter personkonflikter over indhold. Det er sådan nogle ting der gør, at man hellere vil stå på afstand og grine af spillet - på den ene side. Og så selv forholde sig til de politiske problemstillinger på den anden. Men man ønsker ikke at være en del af spillet selv.

Er der en lille smule frygt, tror du? At dem, der sidder i ministerierne osv. er bange, for hvad befolkningen kan finde på? At embedsmænd og forskere er bange for ikke at kunne forudsige hvad befolkningen vil gøre næste gang - stemme til den næste EU-afstemning, fx?

ZS: Nu er man jo for tiden voldsomt interesseret i hvad befolkningen mener - hvilket jeg jo egentlig synes er ærgerligt i den forstand at selvfølgelig skal man være lidt opmærksom på befolkningen, hvilke strømninger der er. Men hvis man er politiker, så handler det jo først og fremmest om at komme op med et alternativ, som befolkningen kan tage stilling til. Det er problemet idag: at man er alt for bange for reaktionen. I stedet for at være ærlig overfor sine egne holdninger - melde dem klart ud og så vente på reaktionen - så tager man et skridt frem af gangen, mærker reaktionen - og er så straks på vej til at træde skridtet tilbage, eller blive stående. Så på den måde ER der en frygt. Jeg ved ikke om det er for vores befolkning som den er lige nu - det tror jeg sådan set ikke. I virkeligheden er det bare en generel angst for at miste vælgere. Man ser det jo lige nu i velfærdsdebatten, hvor Venstre og Socialdemokratiet strides om at være den, der ikke først spiller ud - fordi man er utroligt bange for reaktionen. BEGGE partier VED jo godt at på et eller tidspunkt så bliver vi nødt til at foretage reformer af velfærdssamfundet, men man er utroligt bange for at være den, der tager initiativet. Man vil hellere være den, der står og anklager de andre for at ville skære ned.

Det er utroligt ærgerligt, når politik bliver sådan. Fordi i de partier, der ved man jo godt hvad der er nødvendigt. Og man HAR en politik, som man så bare ikke TØR melde ud. Jeg har altid syntes at det bliver for ærgerligt, når politik bliver for meget strategi og for lidt substans: det tror jeg er meget kendetegnende for tiden - at det ER ekstrem meget strategi.

ARTIKLENS FORSIDE

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ark og ulands