|
|
||||
|
|
|
|||
6. Internationalisme af nød og lyst
Nu kan man roligt sige, hvis vi skal lave sådan en avanceret politologisk-teoretisk analyse, at det Radikale Venstre er jo dansk politiks svar på Jesper Fårekylling. Lille og altid fuld af velmente råd! Og hvis man skal være RIGTIG grov - det tror jeg lige jeg var, men hvis man skal være endnu grovere, så kan man sige at I er jo den politiske korrektheds bannerførere!
ZS: Ja.
Du sagde før, at I i Radikal Ungdom i endnu højere grad har stået for internationalismen. Og der har mange ment, at vi i de her år ser et voldsomt backlash [modreaktion] mod den internationalistiske udvikling, som man kan spore helt fra 1945 eller måske fra Danmarks indtrædelse i EU. Hvis det er rigtigt at I i særlig grad har ansvaret for det danske projekt, den danske tolerance og det danske udsyn, så må man spørge jer: hvordan kan det være at den danske befolkning - der har massiv adgang til uddannelse; to public service-stationer og efter 150 år med folkeoplysning og højskolebevægelse - siger: 'Vi ønsker faktisk ikke internationalismen. Vi mener faktisk at den danske kultur er den bedste i verden - og vi ønsker at bevare eller ligefrem tilbageføre den til hvordan den så ud for 30-40 år siden.' Hvordan kan hele det oplysningsprojekt være slået fejl?
ZS: Det ved jeg jo heller ikke om det er. Når du kommer med den der skildring, tænker du så primært på EU-modstand, Dansk Folkepartis store tilslutning?
Det er vel præcis de ting, der hænger sammen? Der er vel en jagt på nationale samlingspunkter i de her år, som hænger sammen med forsvaret af velfærdsstaten, skepsissen overfor EU og indvandringen?
ZS: Det er jo sjovt, fordi samtidig så er Danmark jo også et af de lande, der har været mest positive overfor EU-udvidelsen. Så jeg ved ikke om billedet ER præcis som du siger. Der er jo ingen tvivl om, at den internationalisme, som man oplevede i midten af forrige århundrede jo selvfølgelig også var begrundet i de erfaringer man havde fra et Europa i krig. Der er jo ingen tvivl om, at denne her følte internationalisme dengang var der mere af nød end af lyst: fordi man havde erfaret hvad en svigtende internationalisme kunne føre til. Dér får man udviklet en tiltro til, at samarbejde på tværs af landegrænser - det var fremtiden. Idag er det fuldstændig utænkeligt at der vil opstå en krig i "EU-Europa". Og det er blevet så utænkeligt at vi egentlig helt har glemt at det VAR idéen med det her internationale projekt. Den store idé med det internationale projekt det er jo dels at få vores egne naboregioner med ind i EU - få demokratiseret de her lande og skabt anstændige levevilkår osv. Det er sådan i vores eget nærområde her i Europa.
Men det andet store projekt det er selvfølgelig at skabe international retfærdighed og lighed osv. i hele verden. Og det er lidt interessant om man kan udvikle sådan en global solidaritet. Det er der jo nogle, der påstår - at vi rent faktisk er på vej til at blive sådan en slags kosmopolitter, som på fjernsynet ser en hændelse i Afrika eller Palæstina og straks fatter sympati for den ene eller den anden part, bliver berørt af spørgsmålet og føler en trang til at gøre noget.
Du siger at det i '45 var af nød ikke lyst - handlede om vores egen sikkerhed; at det var en umiddelbar og personlig og blodig erfaring, der gjorde samarbejdet nødvendigt. Er der ikke et meget langt spring fra den type motivation - og så til det spil, du beskriver til sidst, hvor man skal ud at føle solidaritet med folk, som kulturelt og religiøst er så forskellige fra én selv som de kan blive? Det vil ihvertfald være Dansk Folkepartis holdning: at det sidste er en lyst og en luksus - en 'idé'.
ZS: Ja. Men det er jo, om man har troen på at man rent faktisk kan udvikle en sådan solidaritet. På grund af medierne får vi jo direkte adgang til at se hvad der sker rundt omkring i verden - vi har et dagligt vidnesbyrd om verdens uretfærdigheder og uligheder. Og jeg håber da at det ikke bare vækker til omtanke i den vestlige verdens befolkninger, men at man rent faktisk også på et eller andet tidspunkt - måske er det der allerede nu - udvikler en eller anden form for medansvar. Eller en følelse af medansvar.
Ville du gå så langt som til at sige at udenrigspolitikken idag er vigtigere end udenrigspolitikken?
ZS: Ja, ud fra en moralsk vinkel - det må man jo sige. Når der lever så mange fattige mennesker i verden; dør så mange børn af sult og AIDS osv. - hvordan kan man egentlig retfærdiggøre at kigge så meget indadtil, når det er den realitet, man står overfor i verden? Især når man i den vestlige verden godt ved, at vi har jo ressourcerne til at gøre en gevaldig forskel, men ikke helt viljen endnu.
Hvorfor ikke sige, den bedste måde at argumentere for det her på det er at sige: ”Hør nu her, venner, hvis ikke I ser at sætte nogle flere nuller på checken, så kommer konsekvensen gennem flere terroraktioner? Det er vores egen sikkerhed, det handler om. At den eneste måde at motivere den danske befolkning til at skrue ulandsbistanden op på det er at sige: Pengene eller livet!”
ZS: Ja, nogle vil jo vælge netop at argumentere på den måde. Der er også nogle, der vælger at argumentere for EU på den måde.
Er det ikke faktuelt rigtigt at de ting hænger sammen? At I også mener det - at terrorismen har rødder i fattigdom? Men I bare vælger at lægge argumentet i positive termer i stedet for fordi det lyder bedre?
ZS: Nej, jeg vil tværtimod sige omvendt. Vi føler skam - det her, det lyder meget klichéagtigt men det er en del af vores selvforståelse: Vi føler denne her solidaritet - denne her mellemfolkelige solidaritet, i virkeligheden. Argumentet om at 'det er den bedste sikkerhedspolitiske foranstaltning at sende penge mod syd' er jo et rationelt argument, som man håber man kan få folk med på fordi det lige pludselig bliver relateret til dig og din sikkerhed. Men for mig, og det lyder måske langhåret, der handler det først og fremmest om at jeg som menneske da ikke kan legitimere at jeg bliver født - uden selv at have indflydelse på hvem jeg bliver født af - i den vestlige verden. Født til gratis uddannelse; et højt leveniveau på alle områder. Hvordan kan jeg retfærdiggøre det, når jeg ser de skæbner, som ellers er i verden? Hvordan kan jeg legitimere det - når jeg ved at jeg og mine rige kammerater faktisk er i stand til at gøre en forskel?
Der mener jeg dog der må være en eller anden form for etisk fordring i os mennesker. Men det er en, vi skal minde hinanden om fordi jeg tror i virkeligheden tit at vi har en tendens i os, der gør, at vi sgu har potentiale for at tænke solidarisk og næstekærligt, hvad man nu vil kalde det afhængigt af parti, men det ER noget, vi bliver nødt til at vække. Fordi man kan også godt lade folk leve i en tro om at det er ok at være ignorant - det er okay at lukke øjnene for det, det er egentlig ikke deres problem, ikke deres ansvar. Dén propaganda kan man jo godt føre, og så overbevise folk om at det er okay at vende ryggen til; egentlig ikke at tage det ret alvorlige ansvar på sig ved at sige: 'Okay, jeg tror nok at jeg også har et eller andet at gøre i denne her situation'.
|
|
|
|
|
|
Foto: RU, Det Kgl. Bibliotek
