|
|
||||
|
|
|
|||
5. Den magt man kan se
Kan du godt lide magt?
ZS: Om jeg godt kan lide magt? Jamen - magt er indflydelse. Det er ihvertfald dét ord, vi kalder magt når vi ser positivt på det. Jeg kan godt lide at sige min mening og være med til at ændre ting - det er det, jeg godt kan lide. Men jeg synes faktisk ikke det er så fedt at sidde tilbagelænet i et hjørne og have en hel masse magt uden at andre ved det. Det er jo det, der er ved magt - magt er jo ikke i sig selv en slem ting. Magt handler jo bare om en kapacitet til at ændre forhold. Og der er jo ikke noget galt i at der er en hel masse, der har mulighed for at ændre forhold - det, der er noget galt med, det er hvis vi ikke ved HVEM, der har adgang til at ændre forhold, og derfor heller ikke kan gøre noget ved det, hvis vi rent faktisk synes at magtfordelingen er forkert eller skæv.
Men hvem har magten i øjeblikket? Du sagde før at I føler I har indflydelse, men også at medierne sætter dagsordenen så politikerne har svært ved at komme til orde i længere bidder af gangen. Tror du at Folketinget har mistet magt over de sidste 10 år og betyder mindre nu?
ZS: Der er selvfølgelig flere ting, der bliver besluttet i EU. Men det er jeg jo ikke modstander af. Det er jo også demokratisk, selvom det kan blive meget mere demokratisk.
Men i forhold til andre aktører i det danske samfund?
ZS: Altså, konklusionen på magtudredningen er jo ihvertfald, at Folketinget stadigvæk har masser at skulle sige - og det har regeringen også. Det tror jeg sådan set også på - at det har man stadigvæk. Men jeg er lidt ked af, at man i virkeligheden ikke bruger den magt mere end man gør. Man tør jo ikke at bruge den - fordi man er utrolig bange for befolkningen. Den magt, der generer mig mest lige nu, det er den magt som man kunne kalde truslen fra folket. Og den eksisterer slet ikke - men det gør frygten for den! Jeg tror i virkeligheden at mange i befolkningen ønsker politikere, som siger: 'Hvad er vores indtryk af, hvad de store udfordringer og problemer er? Og hvad synes vi vil være de bedste løsninger?'
For nu at citere Jokeren i Batman [1989]: Man kan ikke lave en omelet uden at slå nogle æg i stykker! I politik kan man ikke lave en alliance med nogle uden at udelukke nogle andre; man kan ikke bygge en dygtig ledelse uden at smide de folk ud, der ikke er dygtige nok, og man er nødt til at ofre nogle af sine egne for at få de andre med. Hvordan har du det personligt med at skulle spille den type magtspil?
ZS: Jeg har ikke noget imod det spil - så længe der er åbenhed om spillet. Fordi vi melder os selv, frivilligt, til at deltage i det her spil som ved Gud ikke altid er lige let. Men det er jo et fair spil. Og som du selv siger: Vi kan ikke allesammen bestemme på samme tid. Vi ved derfor at der skal en vis sortering til. Men vi skal acceptere spillereglerne og vi skal kunne gennemskue spillet. Det er sådan set det, der er kriterierne for mig.
I det du siger ligger, at det er den bedste mand der vinder - eller ham, som flertallet vil have. Men nogle vil sige: den, der vinder er den, der forstår spillet bedst muligt og kan iscenesætte det, så brikkerne falder på en sådan måde at vedkommende er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
ZS: Ja, men det har jo også netop noget at gøre med spillets regler. Hvis man kan vinde igennem det spil, som du skitserer - så er det jo i virkeligheden fordi reglerne egentlig burde laves om. Politikkens spilleregler idag bryder jeg mig heller ikke altid særlig meget om. Nu taler jeg så ikke så meget internt i partierne - det er ikke min oplevelse at dét er så grimt, ihvertfald ikke hos os - men i forhold til kampen, der står i offentligheden, i dagspressen osv., dér synes jeg det er et ærgerligt spil. Politikerne og journalisterne burde stikke hovederne sammen og sige, 'Er det virkelig det her, vi vil? Gider vi at det er de her bastante udmeldinger, det er personkonflikterne, det er det, som ikke er kompromissøgende, der vinder opmærksomheden? Gider vi det? Er det nogle spilleregler, som kvalificerer debatten og beslutningerne? Det synes jeg ikke.
Men du startede med at sige at det er vigtigt at få politik bragt ud til befolkningen og hvis du spørger en avisredaktør, så vil han sige: Det er den eneste måde, vi kan få læserne med - ved at trække personkonflikterne frem, for ellers har befolkningen zappet væk.
ZS: Ja, det er jo så en påstand. Det kan da godt være man mister 10% - jeg ved ikke hvor mange - der lige præcis tænder på de der personkonflikter og de der vinklinger. Hvis man kan skabe en meget mere kvalificeret diskussion og formidling af politiske budskaber ved at prioritere nogle lidt andre nyhedskriterier, så vil jeg sgu' være meget, meget med på at lave den prioritering.
Men pointen ved magt er jo OGSÅ, at dem, der får den - på Christiansborg, i medierne eller et andet sted - ønsker at ændre på den måde andre folk tænker eller lever. 'Vi ved, hvad der er bedre for jer'. Der er vel et ønske om at lave om på andre mennesker, ikke?
ZS: Men igen: det handler om åbenhed. For det er klart at hvis jeg er en ung kvinde og går ind for ligestilling, så synes jeg selvfølgelig også at andre kvinder skal nyde fuldstændig samme ligestilling - og det kan være, jeg endda fortolker tingene sådan at jeg siger: 'At gå med tørklæde - det er altid undertrykkende'. Det gør jeg så tilfældigvis ikke: det kan godt være det er undertrykkende for nogle, men ikke for alle. Og jeg er jo liberal: det kan godt være jeg ønsker at få politisk indflydelse på samfundet - jeg ønsker sådan set også at diskutere helt private valg med andre mennesker. Men jeg kunne aldrig finde på at gå ind og diktere personlige valg.
Du har sagt flere gange at I er liberale - jf. jeres vane med at kalde jer 'social-liberale'. Men når du siger at du gerne vil diskutere andre menneskers valg uden at diktere dem, så kunne man sige: i det øjeblik politikerne går ind og overhovedet taler om noget, der foregår i den private sfære, så ER der vel tale om grænsen mellem politik og privatsfære bliver kompromitteret, ikke?
ZS: Det, som jeg henviser til, det er at jeg ønsker da at der er rigtig mange, der får en uddannelse, og på den måde selv bliver meget bedre i stand til at træffe kvalificerede valg osv. Det er jo sådan lidt en tro vi har i det Radikale Venstre: at man kan sgu altid blive klogere. Men at alle er altid kloge nok til at træffe personlige valg: vi kunne aldrig finde på at sige at der var nogen, der var så dumme så de ikke kunne træffe deres egne, personlige valg - aldrig. Alle er i stand til - og skal have ret og lov til - at træffe personlige valg i deres liv. Og det er også grunden til at jeg aldrig kunne finde på at gå ind og forbyde, at piger skulle gå med tørklæde. Jeg kan godt se at det er uheldigt at det i nogle tilfælde er en undertrykkende foranstaltning at bære tørklæde - men som liberal kan jeg jo ikke tillade mig at gå ind og diktere at kvinder ikke må bære en bestemt påklædningsgenstand. Det er jo utroligt u-liberalt.
Og det er i virkeligheden en af de diskussioner, som er rigtig spændende idag. Den har man også i Socialdemokratiet som i vores parti: hvor langt skal man gå for at forsvare modernismen? Skal man diktere andre netop at de ikke må bære religiøse påklædningsgenstande? At de ikke må bære tørklæde, fordi man synes det må være undertrykkende for dem? Der må jeg sige: der synes jeg i den grad at rigtig mange partier er gået i meget autoritær retning - hvor man tillader sig at sige, at 'noget er forkert for dig'. Der synes jeg man i den grad går på kompromis ihvertfald med det liberale - hvis man så i øvrigt hævder at man er liberal. Det er en af vores aller-, allerstørste opgaver idag: at forsvare de svage og de marginaliseredes ret til at træffe personlige beslutninger. Bare fordi de ikke lever op til vores idealer - så nytter det jo ikke at vi går ind og dikterer private valg på deres vegne. Det er jo helt u-liberalt. Det liberale er jo en rummelighed, også for det, man som udgangspunkt egentlig slet ikke kan forstå.
|
|
|
|
|
|
Foto: RU, Det Kgl. Bibliotek
