Fra Manhattan til Bagdad

FØR DET ER FOR SENT

Globalisering stiller forsvarspolitikken helt nye udfordringer. For den amerikanske regering blev 11. september et eksempel på hvad der sker hvis man ikke møder disse udfordringer. Når man ikke ved hvem der kan angribe, og derfor ikke kan regne ud hvornår og hvor de vil angribe, opdager man først angrebet når det er for sent. Den amerikanske regering ønsker aldrig mere at være i den situation som de var i 11. september, da de først opdagede at USA var under angreb da flyene fløj ind i World Trade Center. Derfor må den komme nye fjender i forkøbet før de bliver i stand til at udføre et angreb. Den national sikkerhedsrådgiver Condelezza Rice kalder det ’forventningsforsvar’.[i]

Når ens frygt realiseres er det for sent at handle. Det gælder især når det kommer til atomvåben. Ikke alene giver atomvåben et land mulighed for at afpresse sine naboer. Atomvåben gør det umuligt at gribe ind overfor dette land. Hvis Irak havde atomvåben i dag, ville ingen amerikansk præsident vove at invadere det. USA’s styrker ville kunne blive udslettet af atomvåben, og samtidig ville Iraks atomvåben gøre det alt for farligt for naboerne at udfordre Irak ved at støtte USA. Den amerikanske regering ser denne frygt bekræftet i den måde hvorpå Nordkorea har tvunget sine naboer til at acceptere verdens sidste stalinistiske diktatur - og endda fået dem til at give de forsyninger af olie og mad, der er en af de få grunde til at landet overhovedet fungerer. Alene fordi det råder over atomvåben er styret i Pyongyang for farligt at udfordre.

USA står således i en situation hvor man vil angribe Irak ud fra en forventning om hvad Irak vil kunne engang i fremtiden. En sådan påstand kan ikke bevises fordi bevismaterialet endnu ikke eksisterer. De af USA’s kritikere, som kræver at se beviser, følger således en anden logik end den Bush regeringen tænker efter.’De farer vi står overfor vil kun blive værre måned for måned’, siger præsidenten, ’og når de har materialiseret sig kan det være for sent at beskytte os.’[ii]

Imidlertid har Irak intet gjort. Saddam Husseins påstand om at han ikke søger at udvikle atomvåben er lidet sandsynlig, men man kan ikke bevise at han vil bruge våbnene hvis han får dem. Efter den forebyggende logik afgøres krig og fred således af hvilken sikkerhedspolitisk fremtid man anser for sandsynlig. Den sikkerhedspolitiske debat kommer til at dreje om sandsynligheder. Det skaber risikoen for at falde enten i risikofælden eller i forebyggelsesfælden.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

[i] Citeret i Kamal Ahmed and Ed Vulliamy, ’United They Stand: the ’Odd Couple’ offensive, The Observer, 8 September 2002, p. 16.

[ii] George W. Bush, President Bush Discusses Iraq with Congressional Leaders, The White House, Office of the Press Secretary, Washington, D.C., September 26, 2002, [http://www.whitehouse.gov/news/releases/2002/09/200020926-7.html] (7 October 2002), §5.