Fra Manhattan til Bagdad

truslernes globalisering

Under den Kolde Krig vidste man hvem fjenden var, og man kunne derfor regne ud hvor fjenden kunne angribe, og derfor i vidt omfang beregne hvordan en konfrontation ville forløbe. Afskrækkelsesdoktrinen forudsatte at man havde al denne information. USA og Sovjetunionen gjorde deres bedste for at vise modstanderen deres militære formåen og mulige intentioner, for på den måde at gøre det klart for den anden part at et angreb ville være MAD. I dag ved man ikke hvem der vil angribe.

Angrebet 11. september kostede ca. 1 mio. kroner at udføre. Det illustrerer hvor billigt det er blevet at udføre organiserede, storstilede voldshandlinger i globaliseringens tidsalder.

Historisk set har det været dyrt at projektere militær magt over lange afstande. Det krævede massive investeringer i transport og logistik at få selv relativt små militære styrker til at operere over lange afstande. Så dyrt at kun en håndfuld lande har været i stand til det i de sidste 200-300 år. I dag har vi en global civil infrastruktur, der gør det muligt at transportere store mængder af vare over lange afstande til lav pris. Vi har et civilt transportsystem, der tillader folk at rejse fra Afghanistan til New York på kort tid for små penge. Vi har et civilt kommunikationssystem, der gør at man kan kommunikere med alle om alt alle steder, øjeblikkeligt. Denne globalisering skaber vækst og velstand, men den giver også enhver muligheden for at gøre fjendtlige tanker til handling.

Paul Wolfowitz slår fast, at globaliseringen giver mulighed for at øve vold på et niveau, hvor kun staterne tidligere kunnet begå sig:

’Ved siden af den globalisering, der skaber interdependens mellem verdens frie økonomier, findes en parallel globalisering af terror i hvilken slyngelstater og terroristorganisationer deler information, efterretninger, våben og know-how.’[i]

Krig er blevet privatiseret som følge af globalisering. Derfor ved man ikke hvem ens fjender er, fordi der er mange flere end blot stater der kan være ens fjender. Derfor er det svært at regne ud hvorfra et angreb vil komme. Det eneste man kan forudsige med en vis grad af sikkerhed er ’hvordan en modstander vil kæmpe’.[ii] Derfor er det det amerikanske forsvarsministeriums konklusion at man må fokusere på den militære formåen potentielle fjender kan udvikle, og så søge at modsvare denne i udviklingen af det amerikanske militær. Hvis potentielle fjender har atomraketter, må USA udvikle et raketskjold. Hvis potentielle fjender er organiseret i terrorceller, må USA udvikle sine specialstyrker, så de kan opsøge disse cellers gemmesteder. Og så fremdeles.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

[i] Wolfowitz, Building a Military for the 21st Century, §37.

[ii] Quardennial Defense Review Report, September 30, 2001. Washington DC: Department of Defense, pp.13-14