Fra Manhattan til Bagdad

11.SEPTEMBER - ET VINDUE TIL FREMTIDEN

Denne nye forebyggende sikkerhedspolitik er imidlertid ikke udelukkende George Bush Jr.’s opfindelse. Mens afrustning og alliance-udvidelse lukkede døren til den Kolde Krig bevægede vi os over dørtærsklen til en ny tid - med nye trusler. I 1994 argumenterede daværende præsident Bill Clinton for, at ’den trussel vi står overfor i dag er ikke truslen fra fremrykkende arméer, men truslen fra snigende ustabilitet’.[i] I 1993 anbefalede forsvarsminister Les Aspin at USA skulle udvikle ’vores regulære styrker såvel som vore specialstyrkers evne til at bemægtige, uskadeliggøre eller ødelægge arsenaler af atomare, biologiske og kemiske våben og deres fremføringsmidler’.[ii]

Mens Clintons sikkerhedspolitik med stor behændighed fortsatte George Bush Sr.’s afrustning- og allianceudvidelsespolitik, så havde Clinton regeringen ganske svært ved at takle de nye trusler der dukkede op i løbet af 1990’erne. En væsentlig årsag til dette var, at den amerikanske Kongres ikke støttede militære aktioner der kunne forårsage tab. Derfor kom Clintons sikkerhedspolitik i vidt omfang til at handle om at udfordre Kongressen så lidt som muligt – ikke mindst fordi Clinton skabte en masse problemer for sig selv, der gjorde det vanskeligt for ham at sætte sig igennem overfor Kongressen.

Frem for alt kræver en politik et problem. Det problem fandtes ikke i 1990’erne. Der blev produceret meter på meter af rapporter om de problemer som fremtiden kunne bringe, men ingen af disse problemer viste sig i horisonten. Derfor skete der heller ikke noget politisk. Den 11. september 2001 meldte problemet sin ankomst, og da blev de spæde skridt pludselig til nationale sikkerhedsstrategier og forslag fra tænketanke om fremtidens krig pludselig til handling. Den amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz talte til en pludselig lydhør Kongres, da han omtalte begivenhederne 11. september som et ’vindue til vores fremtid’. En fremtid han karakteriserede som:

’En fremtid hvor nye fjender foretager voldshandlinger mod os på overraskende måder; en fremtid hvor vores byer må tælles blandt slagmarkerne og hvor vores borgere er blandt målene; en fremtid hvor flere og flere modstandere vil formå at bringe krig til det amerikanske hjemland; en fremtid hvor gamle afskrækkelsesmetoder ikke længere er nok – og nye strategier og militære midler behøves for at bevare fred og sikkerhed.’[iii]

Wolfowitz talte således om en ny type trusler der krævede en ny type svar. De ’gamle afskrækkelsesmetoder’ var ikke længere nok til at sikre USA. Nu måtte der nye strategier og nye militære midler til. 11. september satte derfor for alvor skub i den forandring af det amerikanske militær som har været undervej de sidste 20 år. Den omtales ofte som en revolution i militære forhold (The Revolution in Military Affairs). Revolutionen består i, at informations- og kommunikationsteknologi integreres i militærets styrker.

Det gør dem mere mobile og giver dem langt større ildkraft. Den 11. september identificerede hvem disse våben skulle bruges mod, mente Wolfowitz, men terrorangrebet viste også at her var tale om en ny typer fjender og der foretog en ny type voldshandlinger.

Med den 11. september var overvejelsen om, hvordan militæret skulle forandres for at kunne imødegå det 21. århundredes trusler ikke længere en abstrakt diskussion om fremtidens krig, men et ganske konkret spørgsmål om hvorvidt man havde den militære formåen til at imødegå truslen fra terrorister. Den 11. september beseglede derfor tendensen til at planlægge de militære behov (og den forskning og udvikling de fordrer) ikke udfra præcis hvilke trusler man står overfor, men udfra hvilken formåen ens fjender kan have.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

[i] William Jefferson Clinton, Remarks by the President at Intervention for the North Atlantic Summit, NATO Headquarters, Brussels, Belgium, The White House, Office of the Press Secretary, 1994, [http://www.pub.whitehouse.gov/urires/I2R?urn:pdi://
oma.eop.gov.us/1994/-1/101.text.1.] (1 October 1994).

[ii] Citeret efter Charles Knight, First Strike Guidelines: the Case of Iraq, Project on Defence Alternatives, Briefing Memo No. 25, 16 September 2002.

[iii] Paul Wolfowitz, (2001) Building a Military for the 21st Century, Prepared Statement for the House and Senate Armed Services Committees, 3-4 October 2001. Washington, DC: United States Department of Defence, §4)