Fra Manhattan til Bagdad

RISIKOFÆLDEN

Risikofælden er sociologen Ulrich Becks betegnelse for en situation i hvilken man er overvældet af scenarier. En invasion af Irak rummer et væld af risici.[i] Risiciene forbundet med den aktion overfor Irak, som amerikanerne advokerer, er store. Fra en politikers synspunkt er den største fare måske at en sådan aktion drager opmærksomheden bort fra kampen mod al-Qaeda. Bomben på Bali viser at de terrornetværk, som krigen mod terrorisme primært er rettet mod, har udskiftet de få, store angrebs strategi til fordel for de små og mange angrebs strategi. Derfor er det afgørende at holde presset oppe, så man kan udnytte den svækkelse som den ændrede strategi er udtryk for. Men det betyder også at sandsynligheden for terrorangreb er øget. Hvis efterretningsressourcer flyttes fra terrorbekæmpelse til angreb mod Irak, vil vores terrorforsvar svækkes. Hvis amerikanske styrker overføres fra Afghanistan til Irak, vil presset mod al-Qaeda svækkes på et tidspunkt hvor de er næsten slået.

En krig mod Irak kan således afspore krigen mod terrorisme. Men den kan også undergrave en vigtig præmis for denne krig: nemlig at den ikke var rettet mod den muslimske verden. Man kan frygte at en invasion af Irak vil hælde benzin på det bål af modstand mod Vesten der brænder i ’den arabiske gade’. Denne risiko for at udløse et sammenstød af kulturer øges hvis krigen bliver langvarig, og det vil der være risiko for hvis Saddam Husseins regime anvender f.eks. kemiske våben mod invasionsstyrkerne eller beslutter at tage krigen i Bagdads gader. Der er stor risiko for at de soldater der bliver sendt i denne krig kommer døde hjem.

Overvældet af disse risici kan man vælge intet at gøre. Enhver handling synes at åbne nye problemer, og derfor handler man ikke. Ikke-handling kan være en oplagt mulighed i det tilfælde at forskellige dele af en regering taler for forskellige muligheder eller scenarier. Da vil risiciene ved hver enkelt scenario udligne hinanden. Man kan undergrave modstanderens forslag ved at vise hvor risikofyldt det er, men ikke få sit eget igennem fordi der også er usikkerhed forbundet med det.

Men vicepræsident Dick Cheney kan meget vel have ret i at ’risikoen ved ikke at handle er langt større end risikoen forbundet med at handle’.[ii] Accepterer man det argument, så risikerer man imidlertid at falde i ’forebyggelsesfælden’. Man kan vælge at sige at vel er der en mængde risici forbundet med en aktion mod Irak, men handling er den eneste måde at undslippe risiciene. Man må tage fat om problemerne – i stedet for at vige tilbage fra problemerne. Det er ud fra denne betragtning at den amerikanske regering både vil afslutte operationerne mod al-Qaeda og føre krig mod Irak. Faren er imidlertid at USA ved at være i offensiven på alle fronter på en gang, mister muligheden for at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Hvordan spiller en invasion af Irak sammen med et øget pres på den indonesiske regering for at gøre noget ved terrorisme? Hvilke konsekvenser vil en aktion mod Irak få for Israel-Palæstina problemet? Det kan kun fremtiden vise.

Hvor en regering der er usikker kan falde i risikofælden fordi den ikke kan vælge hvilket scenario den vil tro på, så kan en regering, der er alt for sikker på sig falde i forebyggelsesfælden - fordi den umiddelbart vælger at handle udfra et scenario, så snart det viser sig i horisonten. Som tiden går kunne problemet måske være løst på andre måder, nu vælger man imidlertid at handle med det samme og udelukker dermed alle andre løsninger end konfrontationen.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

[i] Ulrich Beck, World Risk Society (Cambridge: Polity Press, 1999), p. 141

[ii] Richard B. Cheney, Remarks by the Vice President to the Veterans of Foreign Wars 103rd National Convention, The White House, Office of the Press Secretary, Washington, D.C.,August 26, 2002, [http://www.whitehouse.gov/
news/releases/2002/08/20020826.html] (18 September), §41.