ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De gamle, de store og det virkeligt sande ansigt

Af Trine P. Mach, EP-kandidat og talsperson for JuniBevægelsen (liste J), projektleder i WWF Verdensnaturfonden

Når Unionens tre største lande holder lukket topmøde i Berlin, ikke kun for regeringslederne, men også med økonomi-, finans-, arbejds- og sundhedsministrene er det selvfølgelig ikke for sjov, men et forsøg på statskup. Kort før udvidelsen med 10 nye lande holdt de en lukket fest. Det signal er svært at misforstå og kan kun skabe usikkerhed: Hvad er det egentlig for et fællesskab, man tilbyder de nye medlemslande? Skal vi være ligeglade? Eller sure? Eller ydmyge, fordi vi jo også er så små?

Ingen af delene. Man kan ikke være ligeglad, hvis det viser sig, at de tre største og økonomisk stærkeste magter i EU er på vej til at udvikle et samarbejde inden for EU med inspiration fra G7- og G8-topmøderne mellem verdens største økonomier. Skal vi vænne os til et E3? Virkeligheden er jo, at den fransk-tyske motor, som tidligere i alt for høj grad har dirigeret - og vel fortsat dirigerer - EU, nu skal erstattes med en britisk-fransk-tysk motor. Det nye trekløver stjæler fællesskabet fra de andre! Ved at sætte sig på dagsordenen, sætter de sig på EU. Nok kan de tre ikke tilsammen mønstre tilstrækkeligt mange stemmer til at gennemføre ny lovgivning eller initiativer, men de har stemmer nok til at udgøre et blokerende mindretal. Og klapper de på forhånd af, hvad de vil bruge EU til, så er der ikke meget forhandling, når landene mødes ved Ministerrådets bord.

De tre store holdt sig ikke tilbage fra at diskutere institutionelle ændringer i EU: EU's konkurrenceevne, EU-forfatningen og den militære enhed, som EU-landene har besluttet at oprette. Det trilaterale topmøde vedtog ligefrem en plan for indretningen af EU-kommissionen, så alle EU’s kerneområder nu skal sortere under en enkelt superkommissær. Det er en urovækkende magtforskydning.

Sur skal man heller ikke være, men Danmarks tavshed er besynderlig. Netop som lille land har vi jo en interesse i, at EU-fællesskabet er dét: Et fællesskab med fælles spilleregler, vedtaget i fællesskab. Mens Italien, Østrig, Polen, Estland, Portugal og Spanien har udtrykt vrede over Schröder, Chirac og Blairs enegang, var der tavst i det lille land mod nord, der ellers er meget afhængig af stærke internationale spilleregler. Det er aldrig fedt at sidde på bænken, men statsminister Fogh vælger rollen frivilligt. Han kridter åbenbart kun fodboldstøvlerne, når verdens supermagt, USA, løber på banen: Vi skulle deltage i Irak-krigen, koste hvad det ville. I EU-spørgsmål bliver han svært tavs og bortforklarer med, at det da ikke betyder noget, at tre EU-lande fløjter afgang for et EU i flere hastigheder. Selvfølgelig gør det det! Ellers mødtes de tre regeringschefer og flere af deres ministre jo ikke! Det er ikke for at slå tiden ihjel eller spille golf, vel?

Skulle vi så være ydmyge, fordi vi er et lille land? Helt ærligt: Hele ideen bag EU-samarbejdet - i hvert fald ifølge den officielle forklaring man får ved højtidelige lejligheder - er at lande skaber fælles bindende regler, fælles retsprincipper for at binde vilkårlig magtudøvelse ind. Det princip bliver brudt hvis det trilaterale samarbejde cementeres og dermed genindsætter de store landes magt. De vælger at køre sololøb, besætte EU og bestemme takten for os andre.

For de nye medlemslande må det være en barsk vågnen op til EU’s sande ansigt: I får en invitation, men vi ændrer spillereglerne uden Jer. Man så det allerede på EU-topmødet i december, hvor Polen blev udråbt til den skyldige i ”sammenbruddet”, selvom Polen blot afviste en ændring i den stemmevægt, landet havde fået tildelt i Nice-traktaten (og som polakkerne ved folkeafstemningen havde stemt ja på grundlag af).

Netop fordi vi har fælles interesser og en fælles fremtid, nytter det ikke noget, at de tre gamle skrider og holder deres egen lille lukkede fest, fordi de ikke kan få deres vilje. Forpligtende fællesskaber tvinger os til at gå på kompromis; det gælder også for gamle og store. Det er jo hele ideen ved at lave fælles regler og fælles institutioner. Men stadfæster jungleloven som et acceptabelt princip.

Der er al mulig grund til at forholde sig afvisende til det trilaterale topmødes genindførelse af stormagts-dominans. Det bliver det europæiske samarbejde som vi alle har brug for, hverken mere demokratisk, dynamisk eller moderne af. Tværtimod.

E3 er et uønsket stof i den europæiske gryderet.

UDGIVET 25.02.04 kl.10.17 CET

ARTIKLEN I WORD

ARTIKLEN SOM PDF

LÆS ELLEN TRANE NØRBY

   RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: KB