|
|
||
|
|
FØRSTE KVARTAL 2004 |
|
|
Artiklen kan her downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning:
|
||
|
|
Af Ellen Trane Nørby, EP-kandidat for Venstre, præsident for LYMEC, European Liberal Youth
Hvordan skal man forholde sig til, at EUs tre dinosaurer tager udviklingen i egen hånd og mødes til trilaterale samtaler? Skal man ”forbyde” møderne, eller skal man tage lidt mindre tungt på det og konstatere, at det er utopi at tro, at en konservativ, en socialdemokrat og en tredje-vej politiker vil kunne nå til enighed om alt?
Lad os være ærlige. Havde det ikke været for EU og de klare regler, som ligger til grund for samarbejdet, så ville det have været de store lande, der havde domineret - og vi andre havde så haft valget mellem at følge trop eller indgive protest for at blive taget med i betragtning. Men ethvert nyt forsøg fra de mindre lande på at få stormagterne til at ændre mening ville have været en udsigtsløs opgave - på den internationale arena er det stadig jungleloven, der gælder.
Det europæiske samarbejde har været en styrke for Europa - og for de mindre lande - fra dag ét. Gennem et forpligtende samarbejde har vi fået langt mere indflydelse end vores størrelse umiddelbart berettiger til. Konkurrencereglerne, Det Indre Marked og de fælles standarder har været med til at sikre, at de store lande ikke har kunnet udkonkurrere os andre på baggrund af statsstøtte, barrierer eller underbordsaftaler.
Hvad er de mulige konsekvenser af, at Europas tre dinosaurer – Frankrigs præsident Jacques Chirac, Tysklands Kansler Gerhard Schröder og Englands Premierminister Tony Blair i sidste uge valgte at stikke hovederne sammen og hviske-tiske om Europas fremtid?
Personligt synes jeg, at det er problematisk, hvis de trilaterale møder udvikler sig til en slags mini- EU-topmøder, hvor de tre store lande handler deres interesser af indbyrdes og udveksler, hvor deres røde linjer går i forbindelse med en given forhandling.
Men når det er sagt, så bør man huske, at der historisk set altid været forskellige drivmotorer i det europæiske samarbejde. Rent faktisk er den indflydelse, som de store lande traditionelt har haft, blevet væsentligt reduceret. Den fransk-tyske akse, som tidligere dominerende alt, har nu måttet koble det traditionelt EU-skeptiske Storbritannien på, for ikke at være i pinligt undertal – og mindretal. EU består netop af mindretal. De små lande er i mindretal; de store lande er i mindretal - selv Tyskland, Frankrig og Storbritannien er i mindretal. Stemmemæssigt har de tre lande ikke nok stemmer til selv at kunne gennemføre et initiativ - selv om de skulle kunne blive enige.
Hvordan skal man så forholde sig til møderne? Man hverken kan eller skal forbyde dem. Men man bør fra de øvrige EU lande være sig bevidste om dagsordenen og intentionen bag møderne.
Som jeg startede med at sige, så hersker jungleloven på den globale arena. Først når jungleloven erstattes af bindende og klare regler, så kan også de mindre lande træde ind som reelle og indflydelsesrige aktører.
Svaret på de trilaterale møder er derfor et stærkere EU med endnu klarere regler og sanktionsmuligheder, ikke et svagere EU. Et svagere EU er netop anledningen og grobunden for de trilaterale aftaler og det er i sidste ende ikke i vores interesse.
Tag nu for eksempel sagen om stabilitetspagten. Den helt uacceptable aftale mellem Tyskland og Frankrig om, at de to lande ikke skulle straffes for deres forseelser er nu indbragt for EF-Domstolen. Ingen tvivl om, at det ville have været langt mere positivt om situationen aldrig var nået så vidt, og at Tyskland og Frankrig på lige fod med de øvrige lande havde overholdt reglerne. Men Kommissionens beslutning om at bringe sagen til retten beviser, at EU er et samarbejde, som bygger på retstatsprincipper og lighed for loven. EU er ikke et tagselvbord, hvor de store kan tage for sig af retterne som det passer dem. Det internationale samfund er en skolegård, hvor de store tryner de små. EU er en skolegård med vagt, hvor de store ikke længere kan tryne de små uden at det får konsekvenser. Hvor stor indflydelse de trilaterale topmøder skal have, er op til de øvrige EU medlemslande at beslutte. Men afskediger man vagten i skolegården, så bliver de store for alvor dominerende.
UDGIVET 25.02.04 kl.10.17 CET
|
Ellen Trane Nørby (f.1980) afløste i juni Bertel Haarder som kandidat til Europaparlamentet for Venstre i Københavns Amt. Siden 1999 har hun været vice-præsident og siden præsident for LYMEC – den Liberale Ungdomsorganisation i Europa, som har 67 medlems-organisationer og 150.000 medlemmer. Medlem af Venstre og VU siden 1995. Har arbejdet som politisk sekretær på Christiansborg i fire år. Har fra 1999 været med til at arrangere en række demokrati-, forsonings- og uddannelses-seminarer for unge på Balkan, i Østeuropa og i Mozambique. ETN er født og opvokset i Nr. Nissum i Vestjylland, men flyttede i 1998 til København. Til sommer afslutter hun sin kandidatgrad i Kunsthistorie, som er suppleret med et to-årigt sidefag i Statskundskab. LINKS:
|
Illustration: EU
