|
5. Hvor står kampen?
En central præmis i bogen er
sammenkædningen af ny-nationalisme, højrepopulisme, intolerance og
EU-modstand. Den er central, ikke blot fordi den er forkert, men fordi den
lægger sig om hele bogens argumentudvikling og gør, at ”Gades Europa” aldrig
rigtig får luft under vingerne. I stedet vedbliver den at kredse om eksempler
på verdens elendighed og om at forsage: Forsage unionsmodstanden,
unionskritikken og al dens gerning og al dens væsen på den ene side, samt at
forsage højrenationalismen og populismen på den anden.
Det bliver aldrig rigtig
afklaret, hvad det er, Gade vil – beskæftige sig med EU og lægge afstand til
EU-kritikerne og sin egen tidligere position, eller udstikke et
centrum-venstre alternativ til den politiske ånd (eller mangel på samme), der
plager og præger Danmark. Med andre ord, er det højrefløjen, der er
hovedfjenden, eller hans kampfæller på venstrefløjen, som i modsætning til ham
selv holder fast i unionsmodstanden?
Det er jo to notorisk
væsensforskellige størrelser, og Gade kommer til at skræve over for meget uden
at nå frem til et handlingsorienteret bud på nogen af de to. Samtidig har de
to problemstillinger to forskellige betydninger for Gade som person.
EU-modstanden er en demokrati- og systemkritisk diskurs med internationale
dimensioner, som Gade vender sig mod af mere personlige eller, om man vil,
emotionelle årsager, mens højrefløjs-nationalismen i bred forstand er en
værdimæssig diskurs med anti-pluralisme og intolerance som omdrejningspunkt –
og som han behandler som professionel politiker på venstrefløjen. Bogen vil
have vundet meget ved, at Gade havde valgt blot et af de to emner og fulgt det
til dørs. Resultatet er i stedet en del fægten på stedet uden at nå frem til
egentlige handlingsanvisninger.
Jeg har stor respekt for en
politiker, der vil nedbryde grænserne mellem folkeslag. Men desværre begår
Gade den fejl at nedlægge alle geografiske hegn for til gengæld at opbygge
mentale hegn, der umuliggør enhver dialog. Problemet er, at han vil bekæmpe
fremmedhad, i-sig-selv-nok-hed, chauvinisme og EU-modstand på én gang.
Mens EU-modstanden får flest
tæppebank, overser han den egentlige politiske fjende. Både fjenden på
højrefløjen og fjenden i form af den upersonlige anti-demokrati-tendens.
Jeg vil ikke reduceres til en
mavesur modstander, der bare er ”mod” det nye og ”for” det gamle. Fordi man er
mod Forfatningen, er man ikke for Nice-traktaten. Fordi man var mod
Amsterdam-traktaten, var man ikke for Maastricht-traktaten. Tværtimod. Men når
Forfatningen blot er mere af samme elendige skuffe, hvorfor i alverden skulle
man så være for den? Det mest afslørende er sætningen på side 121: ”Jeg tror,
at man må konstatere, at den danske folkesjæl først ophæver reservationen
overfor demokrati på europæisk niveau, når de to valgmaskiner – som kalder sig
noget så folkeligt som bevægelser – begynder at tabe terræn for alvor.” Eller
sagt på en anden måde: Munden skal lukkes på de to bevægelser - og deres rolle
som legitime folkelige bevægelser bekæmpes. Før det er sket, før de
organiserede talerør for 50 % af befolkningens holdninger er fjernet fra denne
jord – ja før kan Gades centrum-venstre vælgere ikke sove roligt og uimodsagt.
Men tænk, om de mange
EU-skeptikere, -kritikere og –modstandere rent faktisk er noget så elementært
som uenig med Gade i, at EU er løsningen på alle problemer. Eller ikke vil
forsvare at flytte mere magt over til EU-systemet før det gøres mere
demokratisk. Tænk – og jeg ved, det nærmest er kættersk – hvis de bare ikke er
enige i, at EU er et paradis, hvor man ikke skal diskutere struktur og
opbygning?
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|