|
|
4.
Det rødlige
hjertes skønne drøm
I virkeligheden hopper Gade
blot et niveau op: den politik, Gade vil have til at gælde for det danske
samfund, skal blot overføres – og udleves som EU’s social-, skatte-,
fordelings-, velfærds- og økonomiske politik. Taget i betragtning, at det
endnu ikke er lykkedes at overbevise Anders Fogh, eller et flertal udenom ham,
om fortræffelighederne i en sådan politik, må man undre sig over, hvordan Gade
med så megen lethed kan se det gennemført i et EU, der for nuværende er ledet
af Berlusconi, Blair, Chirac, Schröder m.fl.
Hvis man er venstreorienteret
eller socialdemokrat, vil det politiske indhold i bogens forslag til
det sociale, grønne, og retspolitiske Europa sikkert vinde gehør. Men Gade gør
som Nyrup: Det er ikke lykkedes os at gennemføre det her nationalt, så nu vil
vi så gøre det i EU. Uden blik for de strukturelle eller politiske
begrænsninger, der ligger i at etablere en bombastisk og altfavnende
socialdemokratisk velfærdsstat af EU-dimensioner. Endsige vurdering af det
ønskelige heri. Man skal være ganske tillidsfuld for at tro, at blot man af et
rødligt hjerte poster magt i EU, så vil EU også per definition bruge den magt
rødligt. Uanset sammensætning af Ministerrådet. Og så er man end ikke nået til
at kigge på EU’s indbyggede liberalisme og deregulering, endsige Unionens
magtfordelingsstrukturer, som lader næsten alt tilbage at ønske, hvis man har
demokrati-briller på.
Gades Europa er den skønne drøm
om, at man kan skabe en Union, der for altid vil opføre sig efter en bestemt
politisk ideologi. Den gode stormagt med alle de rigtige holdninger og
rettænkende EU-borgere er yndig og idyllisk - man fristes næsten til at sige:
Morten Korch goes European. Men mest er det svært ahistorisk. Projekt
”EU-stat” er ganske enkelt ikke en mulig option, hvis man forholder sig til
virkeligheden. Der ER ikke et europæisk folk, en fælles politisk bevidsthed
endsige fodslag, hvilket der nødvendigvis må være i en stat, hvis den skal
overleve.
Og Gades europæiske Union, der
tager sig af alt, bliver meget indadvendt og lukket, fordi Unionens primære
formål er at sikre os selv og fuldføre EU-staten. Projektet bliver, som det
gjorde for Christine Antorini i MetroXpress (19.3.), til sin egen Gud. Man vil
føderalstaten - eller enhedsstaten, der fødtes som ide i 1950’erne - koste
hvad det koste vil. Europa sættes øverst – i genspejling af ”America First”.
Men verden starter, hvor Gades
vision lukker - nemlig ved EUs yderste grænse. Derfor kan EU ikke nøjes med at
tage vare på sig selv, at sikre sig selv og fuldende Unionsprojektet før vi
løfter blikket og ser på verden ude omkring. I så fald bliver den overvejende
relation baseret på spørgsmålet: ”Hvad kan verden udenfor gøre for os”. Gade
synes at glemme den globale dimension. Og det er temmelig paradoksalt for en
socialist. Fraværende er i forvejen både diskussionen om struktur, som det
altid har været venstrefløjens styrke at sætte på dagsordenen - samt den om
nærdemokrati, der altid har været venstrefløjens og de liberales tankegods. Og
det globale perspektiv, internationalismen, som også er et
venstrefløjs-kendetegn, er reduceret til et eneste mantra på to bogstaver: EU.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|
