|
|
Man kan godt være i tvivl om dét der, ikke? Altså England i Irakkrigen: her har vi en statsminister, som er mere pro-europæisk nærmest end nogen før ham (hvor meget skjul han så end forsøger at lægge på det), den mest venstreorienterede leder de har haft i 20 år, mens USA har den mest højreorienterede leder i 25 år - og sandelig om vi så ikke får en situation, hvor der pludselig er det her "special relationship", det anglo-amerikanske fællesskab som de har fejret ved festlige lejligheder i 200 år, og det pludselig ser ud som om det har en realitet det meget sjældent har haft.
Kan man ikke få den tanke, at det er en blivende realitet? At Storbritannien gerne vælger side til Europa når det er i deres interesser eller ved festlige lejligheder, men at der bare er en sikkerhedsopfattelse eller et syn på verden her, som knytter England og USA sammen sådan, at hvis Europa skal have en fælles sikkerhedsdoktrin eller -formulering, så bliver det uden England?
SR: Det er rigtigt nok, at englænderne har meget svært ved at vælge, og det kan også være, at det bliver sådan, at de vil vedblive med at vippe frem og tilbage. Men så er der ikke andet at sige, end at så må organiseringen komme indefra kontinentet, Vesteuropa. Og det gør den også i småt. I den forstand var det positivt at Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg havde et topmøde i april i år, hvor de kiggede på forsvarsdimensionen - netop for at få artikuleret et eller andet rent europæisk: 'her kan vi lægge vores energi og kræfter og komme videre'. De her fire lande har jo generelt en stor opbakning fra de neutrale lande - Sverige, Østrig, Finland og Irland, som ikke vil trækkes ind i NATO, og en form for militaristisk udenrigspolitik, i al fald som de ser den.
De 4 lande er den kerne man må bygge på for at få et eller andet op at køre. Det, de andre lande - der tenderer til at lægge sig mere mod USA: først og fremmest Storbritannien, men også Danmark, Spanien, Italien i det her tilfælde, det spørgsmål de må stille sig selv er: Var det ikke en idé at gå ind og være med for at påvirke det i den retning, vi nu synes, det skal køre? Det er den proces, man må håbe kommer - men det er ikke givet at det sker.
Billeder:
Portrætfoto: Syddansk Universitet
Illustrationsfoto: NATO Photos
|
|
|
|
|
|
|
|
