|
|
Nogle ville sige at vi i mange lande har set et alvorligt brud mellem den offentlige mening og så politikernes ønsker. At den folkelige opbakning som har været tilstede i England og USA har været skrøbelig - der skal ikke være ret mange engelske avisforsider før Blair skal ud at redde sine spindoktorer. De vil sige: enten får vi en situation, hvor de europæiske ledere hører efter hvad befolkningerne siger og fører en udenrigspolitik, der ikke er særlig militaristisk og brutal og så USA-vendt. Eller også lægger de sig efter den amerikanske kurs - jf. hvad du sagde før om de europæiske sikkerhedsdoktriner - og så bliver afstanden mellem dem og deres befolkninger større og større.
SR: Og det kan de selvfølgelig ikke holde til. Jeg tror simpelthen pointen er, at et mere samlet Europa ikke nødvendigvis ville være mindre militaristisk. Et Europa, som vil være stærkt udenrigspolitik, kan for mig at se ikke undgå at blive mere militaristisk. Det er en illusion at tro, at man kan være en "civilmagt" - fordi magt har en voldsdimension i sig, som man må forholde sig til: hvis man benægter den, så forsvinder magten.
Så derfor kommer der et pres på europæerne for at anskueliggøre og artikulere magtanvendelsen - og vi har jo allerede set at Europa, EU, går ind og siger: ja, vi bruger militær magt for at skabe en sikkerhedsløsning. Det er de jo i gang med i den Demokratiske Republik Congo, hvor man siger 'Frankrig skal ned at køre det på plads, så kommer vi andre, og så bliver de til en EU-operation'. Det har man gjort - og hermed opstår der en overensstemmelse på tværs af Atlanten, idet begge sider nu bygger på tankegangen som siger, at 'her har vi et problem: for at få løst problemet med politiske midler, så må vi stabilisere det med militære midler'. Så der kan sagtens komme et samarbejde på tværs af Atlanten - selvom vi får et stærkere Europa, så kan samarbejdet godt komme, militært også, med amerikanerne.
Billeder:
Portrætfoto: Syddansk Universitet
Illustrationsfoto: NATO Photos
|
|
|
|
|
|
|
|
